En majdag i 1938 gik Kim Leines farfar ind i en marskandiserbutik for at lede efter et mordvåben. Det var på Vesterbro i København. Enghave Plads. Han så sig om i butikkens halvmørke, hvor han i lyset fra en gammel lampe fandt et lod til en bornholmer. Marskandiseren pakkede loddet ind i avispapir og forlangte 85 øre for det. Det var trods alt bly, som han sagde, så det havde en vis værdi. Og en vis vægt, kunne han have tilføjet. Kort efter var det tungt nok til at slå hjerneskallen ind på en mand. Farfarens sidste dag i frihed Episoden gjorde Kim Leines farfar til overlagt morder.
Han forsøgte aldrig at bortforklare sin handling. Manden, der havde et forhold til farfarens kone, skulle dø. Selv var han parat til at tage sin straf. Mange år senere gjorde det samme mord Kim Leine til forfatter. Mordet er omdrejningspunkt i Kim Leines nye bog, ’Valdemarsdag’, som fortæller om farfarens sidste dag i frihed, før han må ti år i fængsel for sin forbrydelse. »Dette er den egentlig historie for mig som forfatter. Måske er det også den, der betød, at jeg som helt ung besluttede at blive forfatter«, siger Kim Leine. Sporene til forfatterkarrieren De fleste ville nok have gættet på, at det var hans egen tragiske og kaotiske historie, der drev ham til at skrive. Det var en historie, han fortalte i debutbogen ’Kalak’ fra sidste år.









