Inger Christensen er død, 73 år gammel.

Inger Christensen var i ordets helt fundamentale betydning enestående.

Ikke siden den ukendte digter af ’Vølvens spådom’ for tusind år siden har der været en nordisk digter som hende.

Det kunne se ud, som om hun tilpassede sig tidsånden: modernist i begyndelsen af 1960’erne, systemdigter og samfundsbevidst i slutningen af det turbulente tiår, for så at ende som eksistensdigter i 1990’erne.

Men læser man hendes samlede digte i et stræk – som man har kunnet i sytten år, for så længe er det siden, hun satte punktum for sit egentlige værk – viser det sig, at det er sin helt egen bane, hun har fulgt med stor autoritet og overbevisning.

Efterlignede aldrig sig selv
Inger Christensen, der blev fulgt og efterlignet af mange, fulgte selv ingen. Og endnu mere bemærkelsesværdigt: Hun efterlignede aldrig sig selv.

Det normale for en professionel forfatter er at udsende den ene variation efter den anden over samme tema eller tone. Man skal jo leve.

Inger Christensen brød den norm.

Kun hendes to første digtbøger, der kom med et års mellemrum, er – ligesom deres titler, ’Lys’ og ’Græs’ – hinandens forlængelse, nærmest én bog i to dele.

Beherskelsen
Med denne debut strakt ud over to år, demonstrerede hun fuldstændig beherskelse af den dengang herskende modernistiske skrivemåde.

»Vandskorpen / skærer sig selv / med is«, lød første strofe af et af hendes bedste debutdigte.

I så få ord kunne hun få naturen og det ensomme hjerte til at flugte.

Med anden strofe – »Vinterbåden / skræmmes / på land« – holdt hun fast på sammensmeltningen af sjæl og natur. Og med den tredje og sidste kunne hun så føre isens frysende hinde over på mennesket og alligevel rejse et håb:

»Under huden / værger / et hjerte sig«.

'Det'
Dansk højmodernisme har ikke set bedre eller enklere vers end dem, der stod i Inger Christensens to ’debutbøger’. Sådan kunne hun være blevet ved længe.

Men det ville hun ikke. I stedet for kom ’det’.

De må have gjort store øjne inde på forlaget, da Inger Christensen dukkede op iført et tykt manuskript med sprogets mest fordringsløse ord på titelbladet.

Og med det fordringsfulde krav, at ’det’ skulle udgives i fotografisk gengivelse af, hvad kuglehovedet på hendes IBM skrivemaskine havde hamret ind på arkene:

»Det. Det var det. Så er det begyndt« begyndte det.

I ’Samlede digte’ er teksten sat med samme typografi som resten, så det brud på konventionen kan man ikke længere se.

Men man kan stadig fornemme, hvordan hun bryder med alt det andet, hun hidtil havde stået for.

Prøv bare at sammenligne de frie vers fra debuten med en strofe som denne:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Gavldigt
Tidspunktet var år et efter tumultåret 1968. Den politiserede ungdom tog Inger Christensen og hendes nye vers til sig.

Strofen her malede de på en gavl i Den sorte Firkant på Nørrebro, hvor den først i år er ved at blive malet over.

Men denne enkle strofe, med store bogstaver i den ene ende af linjerne og rim i den anden, var kun en del af ’det’, som samlet manifesterede et stort, sofistikeret system.

Hvorved Inger Christensen også blev systemdigternes darling.

I det hele taget var der ikke den gruppering, der ikke kunne gøre ’det’ til et hovedværk i tiden, mens Inger Christensen lige så stille luntede videre mod et væsentligere værk tolv år senere, der også skulle blive hendes internationale gennembrud.

Systemer
Som titlen ’Alfabet’ siger, bygger også den digtsamling på et system.

Denne gang det, vi alle lærer at kende i underskolen. Til at begynde med virker bogen næsten fornærmende simpel i sin alfabetiske opremsning.

»Abrikostræerne findes«, står der på første side, og »Bregnerne findes« på næste.

Man tror, man er ved at gå i lag med en opstyltet udgave af stavebogen Ole-Bole. Siderne vokser imidlertid drastisk og variationerne tager til.

En note bag i bogen oplyser navn og spilleregler for den talrække, samlingen er bygget op over, som man skal være bachelor i matematik for at begribe, hvilket Inger Christensen for resten omtrent var, eftersom hun læste matematik samtidig med, at hun tog tysk som linjefag på Århus Seminarium.

»Kærligheden findes«
Men der er det heldige ved den formel, hun har valgt, at den eksploderer midtvejs i alfabetet og havde gjort hendes digt uendelig langt, hvis hun ikke havde afbrudt matematikken og i stedet indsat den værste af fysikkens eksplosioner som sit digts kulmination, den i Hiroshima og Nagasaki.

Og lige efter den, under bogstavet k: »Kærligheden findes«.

Kærligheden og døden altså.

Og så igen, ingen repetition, men en ny drejning. Kærlighed, død og system kulminerede og smeltede sammen i ’Sommerfugledalen’ ti år senere.

Inger Christensen var filosofisk og historisk fuldbefaren. Ved siden af digtene kom der en jævn strøm af tænksomme essays.

Lyrik frem til 1991
En af dansk litteraturs klassikere, Ewalds ’Ode til Sielen’ læste hun som en kode til sjælen.

Hun søgte og fandt sprogbevidstheden hos sine forgængere. Hvor følgerigtigt da, at hun via sit arbejde med systemer endte med at prøve kræfter med de gamles mest sofistikerede systemdigtning, sonetkransen.

Femten digte, hver på fjorten linjer, rimede efter sofistikerede regler, og det sådan, at sidste linje i det ene digt er første i det næste, samt at alle disse dobbeltlinjer tilsammen udgør det femtende og sidste digt i kransen, mestersonetten.

Her, i hælene på Dante og Petrarca, endte Inger Christensens systematik, så enkelt og så krævende, med et af dansk litteraturs smukkeste digte om død og kærlighed.

Og her, i 1991, sluttede hun sit enestående lyriske forfatterskab.

Inger Christensen har skrevet romaner, hvor især den systemiske renæssanceskildring ’Det malede værelse’ vakte genklang.

Der kom også et par skuespil og hørespil.

Prisbelønnet
Tankevækkende essays ledsagede hendes skabende arbejde hele vejen.

Men det er digtene, der står og bliver stående, ’Alfabet’ og ’Sommerfugledalen’, som i kraft af oversættelser har givet Inger Christensen en høj international status.

Og så de to uretfærdigt oversete tidlige bøger ’Lys’ og ’Græs’.

Hun modtog mange priser, især fra det tysksprogede område, kun ikke Nobelprisen.

Hvert år i oktober har det været ymtet, at hun skulle have den, skønt det vel efterhånden er alment kendt, at den pris ikke længere gives til nordiske forfattere.

Vor tids vølve
For at bøde på den systemiske uretfærdighed har Det Svenske Akademi indført en særlig Nordisk Pris, som Inger Christensen da også har fået.

Det gamle nordiske digt ’Vølvens spådom’ handlede om, hvad der ville ske med menneskenes verden, hvis de ikke tog sig i agt – og for resten også selv om de tog sig i agt.

Det samme gjorde Inger Christensens digte. Hun blev vor tids vølve. Og ligesom vølven gjorde hun intet mere end én gang.

For resten besad hun også fine menneskelige egenskaber

På en poesifestival i New York med oplæsning i dagevis, hvor de fleste af os gik og kom, sad Inger Christensen naglet til stolen og hørte på alle.

Hun forstod at lytte og interessere sig for andre mennesker. Også i den henseende var hun enestående.