Hendes storebror har lige forsøgt at begå selvmord med en overdosis smertestillende piller.

Nu sidder hun bag rattet i sin bil på vej mod Hvidovre Hospital og tænker:

Er det, fordi jeg har gjort noget forkert? Er det mon, fordi jeg kom for sent til vores aftale sidste gang? Er jeg en dårlig lillesøster?

Det er første gang, det går op for hende, at der er noget i vejen med broren. Et eller andet er helt forkert. Og hun føler sig overmandet af dårlig samvittighed. Har kvalme.

»Jeg havde altid tænkt, at der var noget galt, men at han var så syg, at han ville sige: ’Nu vil jeg ikke leve mere’ ... altså, det syntes jeg var rystende«, siger Özlem Cekic.

Der skulle gå ti år, før hun følte sig i stand til at tale om tankerne under den køretur til hospitalet. Og om sin bror, som er sindslidende. Det har hun aldrig før fortalt til nogen. I det mindste ikke til en, der har tænkt sig at skrive om det i avisen.

Vi sidder i sofahjørnet på Özlem Cekics kontor i en af de fjernere kroge af Christiansborg. Da hendes bror forsøgte at tage livet af sig i 1999, var hun i praktik som sygeplejerske. I dag er hun socialordfører for SF i Folketinget og har besluttet at fortælle, hvordan hun i mange år har gjort sit bedste for at skjule broderens lidelse for omverdenen.

Hun er lang fra den eneste, der prøver at skjule den slags. Vi taler helst ikke om de sindslidende. I hvert fald ikke dem, vi er i familie med.

De er tabu.

Over en halv million danskere skønnes at gå rundt med en sindslidelse. Flere end hver tredje af os er i familie med en af dem. Alligevel lader vi, som om de ikke eksisterer. Hvorfor?

»Jeg tror, det hænger meget sammen med skyldfølelse«, siger Özlem Cekic. »At der hurtigt bliver sat spørgsmålstegn ved, hvis skyld det er, at man har en sindslidende i familien. Det er nok derfor, man holder det skjult«.

Hvad er det, man føler sig skyldig i?

»I at den anden er blevet syg. Jeg mærkede det, da jeg arbejdede i børnepsykiatrien, hvor man sagde: ’Man kan da godt forstå, at det barn er sygt, for se lige hans forældre’. Det er den slags bemærkninger, som går igen: Det er nok, fordi man ikke har passet godt nok på ham, at man ikke har givet kærlighed nok, tid nok, omsorg nok ...«.

Man er bange for, at andre mennesker skal tro, man har svigtet?

»Ja«, svarer Özlem Cekic.

Den svære erkendelse
Hun beskriver også køreturen til hospitalet i sin bog ’Fra Føtex til Folketinget’. Den handler om hendes vej fra Tyrkiet til det danske parlament, og et af kapitlerne er viet storebroderen og mødet med et sundhedssystem, som efter hendes mening er med til at cementere tabuet om de sindslidende.

Hendes bror tænkte ikke over konsekvenserne af sine handlinger. Han havde været igennem aktivering, men dukkede aldrig op. Hans kontanthjælp blev hele tiden stoppet, fordi han glemte at komme til møderne eller ikke åbnede brevene med indkaldelserne.

Özlem Cekic opdagede, at en masse andre familier havde det ligesom hendes familie. Man forsøger at gemme det af vejen.

»Der var total enighed om ikke at sige noget. Ingen satte ord på det ... Når man står i det, så tænker man: Det er kun os. Og derfor skal ingen vide det. Mine forældre prøvede, alt hvad de kunne, at lappe ... så det ikke blev udstillet. Man prøver at løse det uden om myndighederne. Fordi man tænker: Vil de forstå det? ... Det var også meget hårdt for min mor at blive konfronteret med, at nu lå hendes barn dér, og hvad var det, hun havde gjort forkert ...«.

Bygger den skyldfølelse på noget reelt, eller foregår det bare oppe i ens eget hoved?

»Det bliver slet ikke sagt højt. Ingen kommenterer det. Og vi var virkelig gode til at holde det skjult i meget lang tid. Men man snakker jo om dem. Man siger om naboens søn: ’Jamen, faderen har jo også været forfærdelig, ikke? Han har jo ikke taget sig ordentligt af det barn’. Det siger man om de andre ...«.

Nu sker der vel noget?
Da storebroderen skulle udskrives efter selvmordsforsøget, anså Özlem Cekic det som en selvfølge, at han ville få tilbudt psykiatrisk hjælp. Hun blev klogere.

Der dukkede en psykiater op på hospitalsgangen.

»Jeg blev så glad og tænkte: Nu sker der et mirakel. Nu bliver alt som før. Selv om det heller ikke var rigtig godt før«.

Hun bad psykiateren om at komme med til samtalen med sin bror, men det fik hun ikke lov til. De kunne tale bagefter, bebudede psykiateren. Der gik cirka tyve minutter, så havde psykiateren talt længe nok med broderen til at træffe sin afgørelse. Özlem Cekic spurgte, hvad planen så var? Der var ingen plan, meddelte psykiateren. Patienten hørte hverken stemmer eller hallucinerede eller følte sig forfulgt eller noget. Og så blev han udskrevet.

»Der brød hele mit liv sammen. Jeg tænkte, at hvis det her ikke var nok til, at han kunne få behandling ... at han havde forsøgt at begå selvmord ... hvad skulle jeg så gøre?«.

Er det din generelle fornemmelse, at læger og psykiatere lytter for lidt til de pårørende?

»Ja, det ser jeg tydeligt, for sådan var det også, da jeg selv var på den anden side af bordet. Man bruger meget sjældent de pårørendes erfaringer som en ressource. Man kan observere patienterne i hundrede dage. Men man kan også bare sætte sig ned og snakke ti minutter med de pårørende ...«.

Hvorfor gør man det så ikke?

»Vi følte, at vi var lidt besværlige. Når jeg har prøvet at mase på for at snakke, så har det været lidt med fornemmelsen af, at det var den der irriterende lillesøster, der ringede igen. ’Vi har jo snakket sammen før, Özlem. Vi har jo fortalt dig det her ...’«.

Lægerne kunne også finde på at henvise til deres tavshedspligt. Men Özlem Cekics bror havde sagt god for, at de talte med hans søster. Hun var den, der talte bedst dansk og fungerede som tolk for familien. Desuden kendte hun systemet indefra.

Özlem Cekic har arbejdet som sygeplejerske i psykiatrien i syv år. Og ud over at være socialordfører er hun også psykiatriordfører for SF.

Lyspunktet
Flere år efter at storebroderen var blevet udskrevet fra Hvidovre, tog han selv initiativ til at søge hjælp. Han blev henvist til Opus, et ambulant team, som er specialiseret i at hjælpe yngre sindslidende. Og som har øje for, hvor vigtigt det er at inddrage de pårørende i behandlingen.

Opus udstyrede ham med en kontaktperson, og det lettede trykket på Özlem Cekic.

Pludselig kunne et andet menneske se, at hun også havde brug for at tale om problemerne. Om humørsvingningerne. Søvnløsheden. Den manglende koncentrationsevne på arbejdet. De evindelige opringninger til socialforvaltningen og til alle dem, der rykkede for ubetalte regninger. Alt det fik hun nu luft for.

»Det var første gang, jeg følte, at nogen gad lytte. Da kontaktpersonen sagde til mig: ’Nej, hvor har du også gjort rigtig meget for din storebror’. Så brød jeg helt sammen ... Han overtog kontakten til myndighederne og underviste og forklarede og havde en helt fantastisk kontakt til min familie«.

Selv om det er dyrt at have et team som Opus kørende, så er det hver en krone værd, mener Özlem Cekic. For man sparer en masse penge på genindlæggelser, børn, der skal samles op, og alle de pårørende, der risikerer at ende med alle mulige psykiske og fysiske skavanker.

Önder fik det bedre. Familien fik det bedre. Men efter to år var det slut med Opus. Så skulle Önder videre i systemet.

»Problemet er, at hvis der er en fantastisk relation ét sted, så beholder man den ikke. Så sker der sådan nogle ryk. Og hvis der er noget, de her personer har det svært med, så er det de der skift«, siger Özlem Cekic.

Tilbage i kasserne
Siden har »systemet« ikke leveret det, Özlem Cekics bror har brug for. Ingen steder er hun stødt på den samme helhedstænkning som hos Opus.

»De har nogle bestemte kasser, men de mennesker kan ikke bare puttes i kasser. Deres problem er jo, at de er faldet ud af de her kasser ... Det handler om tankegangen«.

Hun mærkede for eksempel den manglende fleksibilitet, da hele familien engang tog med storebroren på den psykiatriske skadestue. Og fik besked på at vente udenfor.

»Jeg havde brugt sindssygt mange kræfter på at overtale ham til at tage derhen. Og så sagde sygeplejersken: ’Ja, I bliver nødt til at vente her ...’. ’Hør lige her’, sagde jeg, ’det er os, der har kørt ham ind. Og det er os, der kører ham hjem. Altså jeg ved sgu godt, hvad det her handler om!’«.

Hun kalder psykiatrien i Danmark for »oldnordisk«. I en række andre lande kan man godt finde ud af at inddrage netværket, men ikke her.

»Der er ikke sammenhæng i psykiatrien. Man tænker enormt traditionelt. Distriktspsykiatrien lukker halv fire. De opsøgende psykoseteams kl. 18. Der er ikke nogen om aftenen, undtagen en fremmed skadestue. Der er ikke nogen i weekenden. Og så kan man ringe til et eller andet team, der kan rykke ud, men det synes man måske er lidt for voldsomt, så det får man ikke gjort. Hvad har man brug for? Man har bare brug for at kunne ringe til én. Bare én, man kan fortælle om problemerne og spørge til råds«.

Når de pårørende endelig har overvundet skyldfølelsen og beder om hjælp, så møder de et system, som tilsyneladende ikke tager dem alvorligt.

»Jeg har siddet over for læger og følt, jeg ikke blev lyttet til. Jeg følte, jeg skulle anstrenge mig for ikke at gøre lægen sur. At jeg skulle være rigtig stille og forsigtig med, hvordan jeg formulerede tingene. For i det øjeblik, man prøver at formulere noget og stiller krav og siger: ’Hvorfor gør I ikke noget?’ Så siger de: ’Det vigtigste er, hvad din storebror siger’. Så bliver man sådan ... fuldstændig koblet fra«.

Hun lader en flad hånd skære gennem luften, som en kniv, og frembringer en hvislende lyd. Sådan følte hun sig skåret væk.

Skammen
Özlem Cekic mener, at forholdene på de psykiatriske afdelinger er så dårlige, at det er med til at afskrække sindslidende og deres pårørende fra at søge hjælp.

»Min bror ville ikke på hospitalet. ’Jeg er jo ikke sindssyg’, sagde han, ’hvad skal jeg på en afdeling?’ De billeder har mine forældre også. ’Gud, er det dér, man bæltefikserer?’. Mange psykiatriske afdelinger bliver placeret langt ude på bøhlandet, fuldstændig isoleret fra hospitalet. Det er, som om man gemmer dem væk. Man skammer sig lidt over dem«.

På et tidspunkt var broderen indlagt på en stue sammen med fem andre. Han ville bare ud derfra. Og hans søster tænkte, at ingen skulle se, han lå der.

»Det er mange ting, der gør det til et tabu: de fysiske rammer, berøringsangsten, skyldfølelsen ...«.

Tabuet viser sig også på arbejdspladsen.

»Når en kollega kommer og siger: ’Jeg har fået en depression’. Eller hvis en siger, han har det så dårligt, at han overvejer at tage livet af sig selv. Hvor mange vil så sige noget? Så vil der være fuldstændig tavshed. Men hvis vedkommende kommer og siger: ’Ved du hvad, jeg har fået kræft, og måske dør jeg om tre måneder ...’. Så vil alle hjælpe!«, siger Özlem Cekic.

Er der stor forskel på, hvordan man taler om fysiske og psykiske lidelser?

»Der er rigtig stor forskel ... Altså, hvis dit barn hører stemmer, så kan du få lov at besøge ham en til to gange om ugen på psykiatrisk afdeling. Børnene skal have ro. ’Vi skal se deres sande jeg’, siger de. Uden de der forældre, der påvirker dem. Men se på Rigshospitalets leukæmiafdeling. Her er familien en del af det. Der et køkken til rådighed, de sidder og bager, og der er det hele ... På en børnepsykiatrisk afdeling skal jeg som forælder ringe og spørge, om det er okay, at jeg kan besøge min søn torsdag klokken to. Af og til kan det være nødvendigt at sætte grænser for de pårørende, men generelt er systemet for hurtigt til at sætte barrierer op«.

Hvad stiller man op?
Hvad kan man gøre ved al denne skam og skyld, som de pårørende slæber rundt på? Hvad stiller man op med dette tabu? Özlem Cekic er ikke i tvivl.

»Jeg tror, det skal starte med, at flere står frem og fortæller om det. Hvis jeg ikke havde arbejdet i psykiatrien, ville det have taget mig sindssygt lang tid at erkende, at der også er andre mennesker, der står i samme situation som mig«.

Og så skal alle dem, der arbejder i psykiatrien, turde rumme den smerte, de pårørende har.

»Men de vil jo heller ikke snakke om det. Det er det, der problemet. Hvis hverken de ansatte i psykiatrien eller meningsdannere taler om det, så er det med til at forstærke tabuet«.

Hun fortæller historien om dengang, hun sagde til sin afdelingssygeplejerske i distriktspsykiatrien, at hun skulle til samtale hos lægen, fordi hendes bror var syg. Og at hun helst ikke ville have, at nogen fik det at vide.

»Afdelingssygeplejersken sagde: ’Hvad fejler han?’ Jeg sagde, at han var psykisk syg. Så sagde hun: ’Er det ikke interessant, at du arbejder som sygeplejerske og har den holdning? Hvordan skal vi nedbryde det tabu, når selv mine ansatte har det på den måde?’. Jeg glemmer det aldrig. Jeg stod bare på hendes kontor og begyndte at tudbrøle, for det var så hårdt ... at blive konfronteret med det ...«.

Er det din bror, du prøver at tage hensyn til? Eller dig selv?

»Det er svært, for der er meget smerte og meget tab forbundet med det. Rigtig mange drømme ... Det handler meget om de der illusioner om, hvordan man har haft det før. Når en i familien bliver syg, så tænker man sjovt nok på alle de gange, hvor tingene gik godt. Selv om tingene 90 procent af tiden ikke gik godt«.

Og hvis man så har indviet for store dele af verden i problemet, så er det sværere at vende tilbage til det normale?

»Ja ... men jeg tror mest, det handler om, at man selv er bange for at miste kontrollen, hvis man taler om det ... Altså jeg har tit tænkt meget på, at jeg kommer til at græde ...«.

Özlem Cekics stemme knækker over. Men hun fortsætter:

»Jeg tror, man kan bearbejde mange af de her ting bedre, hvis nogen lytter til én, tager ens smerter alvorligt. Man kunne sidde og tude med nogen. Og fordi man ikke gør det ... i rigtig, rigtig mange år ... så tør man dårligt åbne for kassen, når nogen spørger. For så vælter det hele ud ...«.