UDDRAG FRA BOGEN

Til Morten

Haiti, 15. december 2008

Prostatakræft

Kære Morten,

Jeg har hørt at Philip Roth i sin seneste bog beskriver en mand, der går gennem en prostatabehandling med indlagte radioaktive frø i prostataen. Og det skete på Mount Sinai i New York. Den bog er jeg meget interesseret i at læse, for den behandling er identisk med den, jeg gennemgik i maj 2005. Det er nok den bog, du nævner. Titlen lyder jo lidt patetisk, men Roth er en mand med humor. Jeg kunne godt lide at vide om den er selvbiografisk – det tror jeg umiddelbart den er. Han er jo en mester i at spille med det selvoplevede og få god fiktion ud af det. Jeg har tit haft følelsen af broderskab med ham, selvom jeg ’kun’ kender ham fra hans bøger. Og fra det gode interview Martin Krasnik lavede med ham for et års tid siden.

Men jeg kunne godt lide at vide, om han føler sig som et døende dyr. Det gør jeg ikke. Slet ikke endda. Jeg har været heldig – og banker under bordet – med min uaggressive prostatakræft. Mit PS-tal bliver målt med normale mellemrum. Det er nede på 0,5-0,7, det vil sige den er helt væk. Jeg var ude hos overlæge Peter Iversen for nylig. Han smilede over hele femøren og sagde for første gang, at han synes de var dygtige i New York. Det skal der virkelig meget til for at han kan få sig selv til at sige.

Jeg kom til Peter Iversen kort efter min prostata operation i foråret 2005. Det var inden en hektisk arbejdsperiode skulle skydes i gang og jeg havde haft nogle problemer med vandladning. Han sagde »ja, der skal repareres lidt efter sådan et indgreb«. Han hjalp mig jo så, den sympatiske Peter Iversen, og hjalp mig gennem det forfærdelige år: Jeg var {fllig}øjet til Tonga for at medvirke i en dokumentarfilm en uge efter operationen i New York. Så begyndte smerterne, og jeg kom under Peter Iversens behandling. Jeg fik indlagt kateter og kæmpede med det gennem en udvidet cykelsæson, med Schweiz Rundt før Tour de France. Og så udkom Det uperfekte menneske, og jeg blev hvirvlet ud i en storm af beskyldninger og løgne. Jeg tog ikke bare én uges rekreation undervejs. Jeg nægtede at have behov for at komme til kræfter. Jeg var jo ikke syg. Jeg har senere tænkt, at jeg var idiot.

Nå, men det gik jo alt sammen, og nu er jeg kommet ud på den anden side. Og har nogle fordele: super-adgang til alle slags præstationsfremmende midler til at holde sexlivet i gang. Minder det en smule om Lance Armstrongs formodede privilegier som eks-døende? Det ved jeg ikke noget om.

Peter Iversen er stolt af mig, intet kan gøre mig gladere. Jeg har holdt ham løbende orienteret. Han ved jeg i Haiti tjekkede om jeg stadig kunne – efter en lang periode, hvor jeg tænkte, det er slut, og det er i orden. Lysten var væk. Det er ligesom Luis Buñuel skrev i sine memoirer: Det er en lettelse at blive fri for al det besvær med kærligheden. Og nu: Iversen lyser op og synes det er skønt at jeg har fået en dejlig kæreste og kan have et aktivt sexliv. Han vil gøre alt hvad han kan for at hjælpe mig. Det er ikke så lidt, men det vil jeg ikke gå i detaljer med. I al fald ikke nu. Og er måske også lidt tilbageholdende efter jeg forstår din skyhed over for emnet.

Det er min fotograf Dan Holmberg, som fra sit fjerneksil på øen Utila ud for Honduras’ kyst har gjort mig opmærksom på Philip Roths nye bog. Han har bestilt den sendt ned til øen fra Amazon.com. Dan er også interesseret i emnet. Han har for {fllig}ere år siden haft sine problemer med prostatakræft. Meget værre end mine. Stor operation i sidste øjeblik. Men han er kommet godt igennem. Gennem hele mit behandlingsforløb og den problematiske tid efter kom han med mange råd. Ældre mænd taler om deres lidelser, sammenligner. (Jeg ser at du gerne vil bruge udtrykket »gamle mænd«, som om der er mere hammer i det, men jeg gider ikke, jeg er for forgængelig).

Jeg var så imponeret af Svend Aukens kronik, hvor han fortalte om det han selv skulle igennem. Det var modigt, og det var godt. Han kastede et lys ud over noget, som rammer mange mænd. Han står med den ranke holdning, som er så typisk for ham og insisterer på at fortsætte sit liv som om intet var hændt. Jeg skrev til vores kære veninde Anne Wivel og bad hende sige ham tak for den kronik. Siden har jeg selv talt med ham {fllig}ere gange. Han står op. Han er munter og vittig. Han skal nok klare den.

Jørgen

Til Jørgen

Nordsjælland, 16. december 2008

Gamle mænd i unge kvinder

Her kommer den: Gamle mænd i unge kvinder med kopi til KVINFOs redaktion. Inden jeg begynder, to ting:

1.

Du skal ikke tage hensyn til min skyhed omkring det med at skrive om erotik, det vil (muligvis) ændre sig hen ad vejen. Der skulle jo gerne ske noget med én i sådan en proces. Min indvending mod det er, at det ikke er til at tale om, og sådan set heller ikke til at skrive om, fordi det enten bliver banalt eller ligegyldigt eller bare ord, der står på en skærm helt uden den dirren, der kan komme fra billeder på et lærred.

Som sagt: Jeg har ikke læst nogen moderne forfatter skrive om sex eller erotiske scener, så det bare ligner. Måske har én (du?) skrevet et erotisk digt, men jeg læser ikke digte. Jeg har set masser af erotiske scener i film, og det får mig til at konkludere at EROTIK SIDDER I ØJET. Det er synet af kvinden, der ophidser manden, ikke ordene om hende. Det er synet af hendes ansigt, hendes ben, hendes arme, nakken, der rammer én. Det er synet af hende, mens man elsker. Det er synet af Lauren Bacall, Ingrid Bergman (i Casablanca), Marilyn Monroe, alle de sexede filmstjerner, der tænder ens begær.

Det er dér, jeg misunder dig. Jeg misunder dig hverken din livsform, dine kvinder eller dit talent for at digte eller kommentere Tour de France, men jeg er utrolig misundelig på dig fordi du kan lave film. I kunsten er der ikke noget, der optager mig mere eller giver mig større oplevelser end film og musik. At have evner til at skabe det, jeg ville give min højre arm.

Jeg læser så at sige ikke litteratur, jeg synes det meste er ubegribelig kedeligt, og tager jeg en bog med i seng, falder jeg i søvn på side et. Hver gang. Det er skæbnens ironi, at det blev mit talent at skrive. Satans også. Indimellem, fx når man skriver sådan en bog her, hvor man kan være spontan, er det fedt, men bortset fra det: Sikken en jammer! At sætte sig ned og skrive en roman er en form for selvplageri, jeg højlydt undrer mig over, hvor kommer fra. Du aner ikke, hvor mange bøger jeg får sendt fra forfatterkolleger, men du kan sikkert regne ud, hvor mange af dem jeg får læst. Men eftersom jeg ved, hvor nærtagende de {fllig}este er, og eftersom jeg har oplevet, hvor let et ’venskab’ med en forfatter kan ophøre, fordi man har såret dem, så lader jeg som om. Hvis jeg møder én, der har sendt mig en bog, farer det ud af min mund: »Do kastede sig over den, jeg har ikke fået en chance for at læse i den.« Og hvis jeg møder den samme forfatter nogle måneder senere, hvor det må forventes Do er blevet færdig med den, siger jeg: »Faneme en go’ bog! Faneme!« Og så springer jeg som et lyn til et nyt emne i håb om ikke at blive spurgt om, hvad jeg syntes om den og den person i bogen. Som jeg aldrig får læst. Forfattere! Gab gange ti!

Så jeg er grøn af misundelse over dit talent for film. I film kan man skildre erotik og sex, det kan man ikke verbalt eller skriftligt ind i et offentligt rum. Du kan hidse den du elsker, op, både skriftligt og mundtligt, men ikke ud til et publikum, ikke som kunst. Jeg gider i hvert fald ikke høre på eller læse det. Men film! For fanden da.

Det var punkt 1, her er punkt 2:

2.

Det vidste jeg godt. Det, du skriver om forfængelighed: »Jeg ser at du gerne vil bruge udtrykket »gamle mænd«, som om der er mere hammer i det, men jeg gider ikke, jeg er for forgængelig.«

Det er jeg også. Det er heller ikke os, der er de gamle mænd. Vi er de unge mænd. Drenge. Ligesom Svend Auken. Det er den dér begejstring og entusiasme, som ikke har nogen alder, men som altid er ung og vital. Det er den, der er kunsten. At bevare den gennem hele livet. Den drengede charme, den barnlige uskyld, entusiasmen, nysgerrigheden, evnen til at begejstres. Den livsild, som ikke må forbrænde. Det var dér hele horden af oldgamle, firkantede kvinder, skolelærerinderne, fra Maria Cuculiza til Elisabeth Møller Jensen (er det Jensen eller Hansen?) kom til at male nogle ubehagelige selvportrætter. De fremkaldte socialrealistiske billeder af sig selv, som lignede et deprimerende dansk vinterlandskab. De hader mænd der udstråler ungdommens vitalitet, og som bliver ved med at se på kvinder, som de altid har gjort: De vil ha’ dem! Og eftersom erotikken sidder i øjet, og de ser ud af de samme øjne, de altid har set ud af, vil de have dem, som de altid har villet have dem. De skal være lige så ungdommelige, som de selv er.

Grunden til at de kvinder hadede dig hinsides enhver fornuft efter Det uperfekte menneske, og grunden til at de hader mænd som Auken og dig (hvad har vi ikke skullet høre gennem tiden om Aukens libido?) er at de ikke kan få jer. Og hvorfor kan de ikke det? Fordi de udstråler alt det modsatte af den drengede, vitale mand. Ham kan de ikke snuppe, hvorfor? Fordi han ikke ser dem. Det er derfor Anne Wivel kan få Svend. Hun har ungdom, vitalitet, nysgerrighed, begejstring. Hun er bare lækker. Hende kan vi se. Jeg gentager: Se. Vi ser kvinder. Vi slubrer dem i os med øjnene.

Suzanne Bjerrehus har det samme. Hun er en pige, fuld af begejstring, nysgerrighed, vitalitet. Hvad fanden går der af de andre mursten? Den eneste grund til at de kunne sætte hetzen mod dig i gang, var at de allierede sig med Ekstra Bladet, der ligner dem på en plet: Nul charme. Nul sanselighed. Nul erotik. Et kønt uniformeret par. Vor Herre til hest. Men de endte jo også på bunden af det hul, de gravede. Der ligger de og venter som reptiler på, at et nyt blodrigt offer falder i. Og så: Gnaske, gnaske, gnaske. Mærkelig vampyrlignende beskæftigelse.

Never mind, jeg må videre. Her kommer den længe ventede og allerede berømte tekst:

GAMLE MÆND I UNGE KVINDER

– et essay i to dele til KVINFO

Af Morten Sabroe

For et par uger siden fik jeg en mail fra en fyr, en skuespiller, jeg ikke havde set i mange år. 40 helt nøjagtigt. Pludselig dukkede han op igen. Vi aftalte at mødes på en dyr restaurant i city.

Han var en dybt narcissistisk person, jeg fik ikke ét ord indført. Han svingede følelsesmæssigt som en bøje i stormvejr, der var et øjeblik hvor han var tæt på at kaste sig grædende ind over bordet. Utåleligt. Men herligt syntes han det havde været, da vi skiltes. Han skulle nogle måneder til Thailand. På den dér måde. The good old in and out. Og det er sandelig ‘the old’. Slow Train Coming, som en af Dylans plader hedder. Manden er 65. Og kvinden han nu skulle have det med, ville vel være femogfyrre år yngre, mindst. Happy go lucky. Penge ind på kontoen, mad til familien oppe nordpå.

Jeg så engang en dokumentar med to danske ølvomme fra Køge Bugt som jamrede sig gennem tre kvarter i den bedste sendetid: De følte sig svigtet af de thaikvinder, de havde forelsket sig i og givet SÅ meget. De kvinder havde nemlig fundet nogle andre mænd med nogle større punge (freudian slip?), og nu sad de to 60-årige og jamrede. Det er bedraget i den historie.

Min narcissistiske bekendt forelsker sig ganske givet i det pigebarn, han møder derude, og et eller andet sted bilder han sig ind, at det er gensidigt. Det kan jeg virkelig godt lide. Det er romantik, så det vasker. Et herligt selvbedrag. Så når feministerne anklager ølvommene fra Køge for at tage på sexrejser, er det ofrene de anklager. Synes jeg.

Nå, men nogle dage efter frokosten fik jeg en mail fra den 65-årige erotiske eventyrer. Han ville lige sende mig et foto som vedhæftning. Af hans veninde.

Jeg åbnede det. Polanski go home!

Jeg ved ikke, om det er fordi, hun er thai. Det har jeg spekuleret over. De er så små. Asiatiske dukker. Hun lignede en dæmonisk asiatisk dukke. God forstand på penge, vil jeg mene. Solbriller. Bums på kinden. Lange kunstige negle. Måske 17 år.

Det var noget lort, altså. Jeg så ham lægge sig oven på hende. Ikke noget kønt syn. Kunne høre ham stønne hele vejen fra Phuket til Hald Strand. De burde sætte højttalere (sirener) op på de thailandske strande. Direkte fra hotelværelserne og bordellerne, de europæiske ølvommes brunsthyl samlet i ét kor ved solnedgang. Ligesom minareterne i Mellemøsten. Én lang vedvarende stønnen, som køer der skal malkes. Det ville være godt at få en lyd på det særligt thailandske, ligesom det er godt med bønnen i minareterne.

Jeg kunne selvfølgelig være ligeglad, men nu lå fotoet i min mailbox. Jeg skulle ligesom tage stilling til det. Jeg kender ikke pigen, det var heller ikke hende jeg tog stilling til. Jeg tog stilling til ham. Det er ligesom kondomerne, der ligger og {fllig}yder ovre i Ørstedsparken. De giver et kedeligt billede af sex. Det var den følelse, jeg fik ved tanken om ham oven på hende.

Jeg diskuterer tit mine egne antipatier med mig selv. Hvad var det, jeg ikke kunne holde ud? Det var ham. Synet af ham med hende, miss Longnail. Hvis hun stønner, mens de har sex, er det enten fordi det gør ondt, eller fordi hun vil have {fllig}ere penge. Faneme en mærkelig bank at have. Det er også, fordi det er Thailand. Phuket, sexrejsernes station 1. Der er du jo eksklusiv. Der er ikke nogen der tager på sexrejse til Haiti. Haiti er noget andet. Graham Greene. Voodoo. Og så er der lige én ting til, som murstensfeministerne har overset:

Det kommer helt an på hvem, vi taler om.

Der er personer, som faktisk skal ledsages af yngre kvinder, før det ser rigtigt ud. Bogart og Bacall. Chaplin og Oona. Jack Nicholson og alle hans kvinder. Jørgen Leth og hans kvinde(r). Det ville ikke se godt ud med en jævnaldrende. Billedet ville gå i stykker.

Her kommet en legendarisk passion: Bacall var 19, da hun mødte Bogart. Bogart var 44. Det er så dér, al diskussion om alder hører op. Det er også dér, jeg kommer ind i billedet: Min forrige kone var lige fyldt 20, da jeg mødte hende. Jeg var 45. Det var ikke andre end hendes (serbiske) far, som ikke kunne bære det. Det bliver de altså nødt til at forstå, de der ekstremt misundelige kvinder. Man leder efter det, man synes klæder én. Man leder efter noget smukt. Jeg leder efter noget mere: Latter. Det er helt afgørende. Faneme svært at le med Elisabeth Møller Kristensen (er det Jensen?) Men ikke med Anne Wivel. Vi skriger af grin.

Gad vide, om de tager denne her tekst på KVINFO. Hvis de gør, vil jeg lige slå det helt fast:

Det kommer helt an på, hvem det er. Bacall og Bogart, det er et billede, der ikke kan være anderledes. Hendes cool, hold kæft, hun var cool. Hendes stemme og øjne i Chandler-filmatiseringen Sternwood Mysteriet (The Big Sleep)! Replikken til Bogart i To Have and Have Not: »If you need anything, just whistle.« Hun fik det skrevet i hans gravsten! Er det ikke fantastisk? Do mener, at resten af replikken lyder: »You know how to whistle, don’t you, Steve? Just put your lips together and blow.«

Do er min Bacall. Det er vigtigt for mig, at hun ser ud som hun gør. Hvis hun falder ud af billedet, går jeg på røven.

Det var første del af essayet. Jeg skriver anden del, når jeg har læst (i) Roths The Dying Animal.

Morten

Hele bogen udkommer i morgen mandag 4. oktober