Se på dem. Lige der mellem lyset og mørket er de krimiforfatteren Lars Kepler.

Lidt mystiske, alvorlige. Men billedet både lyver og er sandt. For de er Lars Kepler, men de er samtidig stjernelykkelige, når man møder dem på forlaget Gyldendal en sen formiddag, hvor man skal have en lukkerhastighed på omkring 1/1000 sekund for at fange dem uden et væg-til-væg smil på læberne.

De emmer af overskud, og det er der millioner af gode, finansielle grunde til.

Hun er Lars, han er Kepler og under det pseudonym er de to svenske forfattere Alexandra og Alexander Ahndoril lige nu Skandinaviens varmeste bud på krimilitteraturens nye verdensstjerner.

De er samtidig det nyeste eksempel på, at bøger stadig kan rydde forsiden på aviser og få tv-stationer til at bringer litteratur som nyhedsstof.

Det er mindre end et halvt år siden, en af Sveriges største aviser en sen aftentime opsøgte forfatterparret langt ude i det svenske sommerland for at få dem til at bekræfte, at netop de stod bag årets litterære sensation i Sverige, krimien ’Hypnotisøren’.

LÆS ANMELDELSELarssons arvtagere debuterer langt, men flot

I skæret fra journalisternes lommelygter svarede de to forfattere undvigende på spørgsmålet og sagde, at det måtte de vende tilbage til dagen efter.

Skuffede forlod journalisterne sommerhuset, men i næste dags avis bragte Aftonbladet ikke desto mindre en liste med ti indicier på, at netop parret Ahndoril skulle være ophavsmændene til Lars Keplers roman.

Forlaget imod pseudonym
På det tidspunkt vidste stort set ingen, hvem ophavsmændene til den meget omtalte krimi ’Hypnotisøren’ var, og ingen vidste, at forfatterne faktisk havde haft svært ved overhovedet at få deres eget forlag til at læse manuskriptet.

»Vi ønskede, at vores forlag skulle læse manuskriptet uden at se os for sig. De var slet ikke interesserede i at udgive en bog under et pseudonym, fordi det ville være alt for besværligt. Da vi sendte manuskriptet til vores forlægger, nægtede han først at læse det, hvis ikke han fik at vide, hvem forfatteren var. Lars Kepler fortalte ham så på mail, at han ville fortælle, hvem han var, hvis forlæggeren læste manuskriptet og stadig var interesseret«, fortæller Alexandra Coelho Ahndoril.

Eller også var det hendes mand, der fortalte noget af det indimellem, for de to svenske forfattere taler hele tiden ind over hinanden. Afslutter sætninger, den ene er begyndt på, eller begynder nye tanker, som den anden giver en ekstra krølle, inden tankens ophavsmand afslutter sin associationsrække.

Præcis som de skriver i fællesskab. Hun med rød skrift på computeren. Han med sort.

»Til sidst læste forlæggeren manuskriptet alligevel, og han gennemskuede os faktisk, før han var færdig, men afslørede os ikke«, siger Alexandra Ahndoril.

»… men han havde også lige læst min seneste bog«, fortsætter hendes mand. »Og derfor var der måske noget, han genkendte. Det var ham, der satte det hele i gang. Han mente, ’Hypnotisøren’ var så god, at han fik alt til at ske meget hurtigt. Vi indsendte manuskriptet til forlaget i marts, få uger senere havde de en prøve med til bogmessen i London, hvor det blev solgt til det meste af verden, og få måneder senere kom bogen, og i dag er den solgt til 29 lande«, siger han.

Big business
’Hypnotisøren’ er med andre ord blevet big business. Der tales om samlede forskud på bogen på mindst ti mio. svenske kroner. I Danmark var bogen på auktion mellem forlagene, og Gyldendal udsender den i et førsteoplag på uhørte 25.000, og et nyt oplag på 10.000 er sat i gang.

Der har været rigtig mange spekulationer om, at hele pseudonym-fænomenet var et markedsføringstrick, men det benægter de to forfattere, for de er kendt som ’smalle forfattere’ – det er deres eget udtryk – og de ønskede ikke at bringe forvirring i begreberne ved også at stå som krimiforfattere. Allerhelst ville de have bevaret Kepler-anonymiteten i nogle år.

»Vi havde nok forventet, at vi efterhånden ville kunne skaffe os et publikum til krimierne«, siger Alexander Ahndoril.

Men det gik bedre end ventet. Krimidebuten har for længst passeret 200.000 solgte bøger i Sverige.

»Mange har nok troet, at vi bare skriver krimier for at tjene penge, men sådan en tankegang er helt skør, for …«

»… det bliver aldrig godt, hvis man bare skriver for at tjene penge …«

»… og det ville aldrig gå, hvis det var så kynisk …«

»… for hvis man ikke kan lide krimier selv, kan man nok heller ikke skrive dem«, siger Alexandra og Alexander Ahndoril, som var de Rip og Rap og ikke Lars Kepler.

En film om dagen
Og de kan lide krimier. De er faktisk vilde med genren, selv om de indtager de fleste af forbryderhistorierne som film.

»Vi ser mindst en film om dagen, og på et tidspunkt slog det os, om ikke vi med alle de filmtitler havde lært noget, vi kunne bruge, men vi vidste også, at vi ikke kunne gå ind i projektet med vores nuværende forfatterskaber. Derfor besluttede vi os for at opfinde en krimiforfatter«, siger Alexandra Ahndoril.

»Vi blev befriet for vore egne forfatterstemmer og kom et nyt sted hen, hvor sproget ikke skulle være fint og kunstfærdigt. Sproget er kun til for handlingens skyld«, siger Alexander Ahndoril.

De understreger, at de fra første færd har ønsket at skrive en rigtig krimi. En rå krimi. En plotbåret historie med fart og tempo. En historie, der bl.a. overholder de genrekrav, der siger, at der ikke må være løse spor. Gåder skal opklares, og der skal være en lykkelig slutning.

Alexandra Ahndoril siger, hun elsker lykkelige slutninger, men at de ikke hører hjemme i hendes øvrige bøger. Dér ville de være patetiske.

»Men krimien skal have en logisk intrige, og her er handlingen meget vigtigere end i en såkaldt seriøs roman. Den lykkelige slutning er den ultimative handling«, siger hun, og han supplerer:

»I seriøs kunst er det vigtigt at efterlade så meget som muligt til læserne. Et kunstværk kan jo i sig selv bare være en provokation, hvor det interessante er, hvordan provokationen bliver modtaget. Giver man svaret, er det jo ikke et kunstværk«.

»Krimien er underholdning, men også mere end det, for man kan skrive om det, man er allermest bange for. Som mennesker har vi modsatrettede følelser, og vi har brug for at se direkte på det, vi ellers vender os væk fra«, siger fru Kepler.

»Det er beslægtet med følelser, man kan have i et tivoli, når man er højt oppe eller tæt på en afgrund, men hvor det foregår i en tryg sammenhæng, bliver det underholdning«, siger hr. Kepler.

Virkeligheden for stærk
Sammen har de tænkt sig at skrive i hvert fald otte krimier om den finlandssvenske kriminalkommissær Joona Linna, men det lyder ikke til, at de vil følge i de spor, som en del af tidens krimiforfattere ellers synes optaget af – trafficking, pædofili, narko og lignende.

»Vi vil skrive om familien«, siger Alexandra Ahndoril. Hun synes, den moderne familie og dens opløsning er skræmmende og mindst lige så aktuel at skrive om som pædofili og trafficking. I Kepler-romanen vil de bl.a. vise, hvordan unge fra tilsyneladende ens middelklassefamilier klarer sig helt forskelligt, afhængig af hvordan deres familier fungerer.

De synes ikke, fiktionsvolden er skræmmende, men derimod ryster de over dagligdagens forbrydelser, som aldrig ville kunne få plads i deres krimier, fordi de er for deprimerende. Parret gyser ved tanken om en aktuel historie om to svenske piger, der solgte en handikappet pige til hundredvis af mænd, eller historien om en kvinde, der blev dømt for mord på et barn, men insisterer på at være uskyldig, så en forbrydelse på den måde stadig er uforklaret, motivløs.

»Vi vil også gerne vise, at de mordere, vi skriver om, ikke er monstre. Der findes et valg bagved«, siger hun.

Ikke samfundsfag
Ingen skal dog forvente at få en time i samfundsfag i Kepler-bøgerne. Den lektion overlader de til Sjöwall-Wahlöö-generationen, der gjorde krimien berømt som samfundskritisk talerør.

»Der findes da et samfund i vores bøger, men det er ikke et alibi at skrive om det. I krimierne er det næsten en kliche, hvor man kan undskylde al volden i bøgerne ved at sige, at de dybest set handler om samfundet. Jeg mener ikke, man behøver en undskyldning for at læse en krimi, men i vores bøger er vi nok mere i en psykologisk og psykoanalytisk tænkning end i en samfundskritisk tænkning«, siger Alexandra Ahndoril.

»Man skal ikke læse en krimi for at få en lektion i, at det er samfundets eller storfinansens skyld. Det kommer i handlingen, hvis det er nødvendigt, og det bliver det formentlig på et tidspunkt«, siger hendes mand, inden hun fortsætter:

»I Sverige er krimien et gidsel for de Sjöwall-Wahlööske krav, så det næsten er formaliseret. Det kan være lidt skamfuldt med krimier, så der helst skal en nytteeffekt ind også«.

»Ja«, siger hendes mand og ler højt, »på samme måde, som at der helst skal være nogle grøntsager i maden«.