»Hendes familie var endnu mere dysfunktionel, end jeg havde gættet«, fortæller Christina Hesselholdt om hovedpersonen i sin nyeste roman, gadefotografen Vivian Maier.
Foto: Martin Lehmann

»Hendes familie var endnu mere dysfunktionel, end jeg havde gættet«, fortæller Christina Hesselholdt om hovedpersonen i sin nyeste roman, gadefotografen Vivian Maier.

Christina Hesselholdt: Min hovedpersons familie viste sig at være endnu mere dysfunktionel, end jeg havde gættet

Forfatter Christina Hesselholdt fik foræret en hovedperson, da historien om den mystiske amerikanske gadefotograf Vivian Maier dukkede op – sammen med 150.000 billeder.

Forfattere skriver. Selvfølgelig gør de det. I måneder eller år kan de være opslugt af noget stof, som de skriver på, og hvis alt går godt, står de til sidst med en bog. Tyk eller tynd. Og måske også med en tomhed, for hvad skal de nu? De er jo forfattere, og forfattere skriver.

Det var der, Christina Hesselholdt var nået til i foråret 2014. Hun havde netop fået udgivet ’Agterudsejlet’, 4. og sidste bind af de meget roste Camilla-bøger. Men var det nu også sidste bind?

»Jeg overvejede faktisk, om jeg skulle skrive en 5. Camilla-bog«, fortæller Christina Hesselholdt.

De overvejelser stoppede brat, da hun en dag så dokumentarudsendelsen ’Finding Vivian’ på DR K. Her fortalte historikeren John Maloof om, hvordan han ved et tilfælde var snublet direkte ind i et skatkammer af gamle fotografier. Han var på jagt efter billeder fra det gamle Chicago, og på en auktion købte han ubeset en større samling for næsten ingen penge.

Maloof fandt da også nogle bybilleder blandt de 30.000 billeder, men frem for alt fandt han historien om gadefotografen Vivian Maier. Efterhånden som han fik gravet sig ned i materialet, dukkede konturerne af en tilværelse op: Hun blev født i 1926 af indvandrerforældre, og gennem et langt liv arbejdede hun som barnepige hos forskellige børnefamilier, men mest gik hun op i at fotografere amerikanske borgere midt i deres hverdagsliv. Vivian Maier var en mystisk og hidtil ufortalt kunstnerskæbne.

»Det var en ren foræring. Uden filmen var jeg aldrig faldet over Vivian Maier, for jeg interesserer mig ikke ellers for fotografi«.

Det viste sig, at John Maloofs auktionsfotos ikke var en enestående samling. I alt har man fundet over 150.000 fotografier, som Vivian Maier har taget, men aldrig vist til nogen som helst. Ofte har hun endda kun set motiverne i søgeren på det Rolleiflex, hun konstant bar om halsen.

I filmen blev den mystiske fotografs liv langsomt rullet op. Her fortalte forældre og børn om Vivian Maiers liv som barnepige i deres familier årtier tidligere. Alle lagde en ekstra lille brik til puslespillet om Vivian Maier.

Det var her, det for alvor sagde klik-klik inde i Christina Hesselholdt.

»Hvis ikke filmen havde haft den form, havde jeg måske slet ikke skrevet romanen. Jeg elsker, hvad man vel kunne kalde episke kor, et kor af mennesker, der fortæller om sig selv og også taler om hinanden. Det er en utrolig livfuld og dynamisk form, som jeg også har brugt i mine Camilla-bøger«.

»Hendes familie var endnu mere dysfunktionel, end jeg havde gættet«, fortæller Christina Hesselholdt om hovedpersonen i sin nyeste roman, gadefotografen Vivian Maier.
Foto: Martin Lehmann

»Hendes familie var endnu mere dysfunktionel, end jeg havde gættet«, fortæller Christina Hesselholdt om hovedpersonen i sin nyeste roman, gadefotografen Vivian Maier.

Filmen gjorde forfatteren nysgerrig på denne kvinde, som må have brugt det meste af sin sparsomme barnepigeløn på at købe fotografiapparater og film. Hvorfor udstillede hun f.eks. aldrig sine billeder?

»Jeg tænkte, at jeg kunne komme med et bud på, hvem hun var, ved at skrive en roman om hende. Materialet om hende var ikke ret omfattende, da jeg gik i gang, men i januar 2015 lagde to pensionerede kvinder, den ene juristen Ann Marks, pludselig en blog op med masser af oplysninger, de havde fundet om Vivian Maier«.

Da Christina Hesselholdt hørte om bloggen, blev hun nervøs, for hun skrev allerede på en roman, hvor hun tegnede et billede af en kvinde med en kompliceret familiebaggrund. Det stod dog hurtigt klart, at hendes frygt var ubegrundet.

Værre end ventet

»Hendes familie var endnu mere dysfunktionel, end jeg havde gættet«, fortæller Christina Hesselholdt.

Familiemedlemmerne nærmest flygtede i alle retninger. Af de kilder, Ann Marks har gravet frem, fremgår det, at 10 medlemmer af familien ligger begravet 8 forskellige steder i og omkring New York. Vivian Maier døde 83 år gammel i Chicago. Her blev hendes aske spredt i en lokal skov. Ikke af slægtninge, men af en familie, hun betragtede som sin egen.

I dokumentarfilmen hører man, hvor sær og kantet hun var. Har du ikke haft betænkeligheder ved at tegne et billede af hende?

»Hun er jo allerede beskrevet i dokumentarfilmen og på Ann Marks’ blog. Desuden findes der 4 fotobøger, som alle har et forord om hende, så jeg kommer langt ned i geleddet, men jeg er da den første, der indtil nu har givet hende stemme. Det var jeg meget tiltrukket af. Da hun fotograferer, og jeg skriver, har jeg heller ikke haft svært ved at leve mig ind i hende«.

Du ser en parallel?

»Vi er begge kunstnere, og jeg har bare søgt en offentlighed, hvad hun ikke gjorde. Jeg kan godt beundre, at hun både rejste verden rundt alene og desuden levede helt alene med sit værk«.

Christina Hesselholdts fascination af Vivian Maier handler også om, at den amerikanske fotograf på mange måder er så anderledes, end folk er i nutiden, og måske er det her, vi skal finde en del af forklaringen på, at hun aldrig udstillede sine flotte fotografier.

Uden seksualitet

»I dag handler alt om at få følgere eller likes. Det handler om synlighed, og kunstneren kommer tit til at stå foran sit værk. Hos hende er det værket, der står i centrum. Hun har heller ikke nogen seksualitet, og det er også noget, der har fyldt uendelig meget i vores samfund de seneste årtier. Når man ser på, hvor meget partnere, ægtefæller, børn og samliv fylder i et almindeligt liv, må man sige, at hun får foræret en masse tid, hvor hun kan få noget fra hånden. Sådan kan man jo også se det i stedet for at se på hendes liv som noget tragisk«, siger Christina Hesselholdt.

Det virker, som om hun bliver barnepige, fordi hun dermed slipper for at have sit eget hjem

Hvis Vivian Maier var vokset op i dag, er Christina Hesselholdt sikker på, at hun straks ville have fået en form for diagnose. Når hun var barnepige hos diverse familier, udstedte hun forbud mod, at nogen kom ind på hendes værelse. Der var hængelås på døren, og inde i værelset var der kun det, som man kalder gedestier mellem stablerne af avisudklip, der i nogle perioder blev så omfattende, at et hus måtte have forstærket loftet, fordi vægten af Vivian Maiers samlinger truede med at få gulvet til at brase sammen.

»I dag havde hun fået at vide, at hun havde OCD og Aspergers, og hvad man ellers kunne have fundet på. Det er bestemt ikke, fordi jeg synes, der er noget galt i at blive behandlet. Eksempelvis er hendes bror så psykisk syg, at han er indlagt en stor del af sit liv. Jeg siger bare, at hun går fri af en diagnose, og at hun får et rigtig godt liv, hvor det lykkes hende at folde sine potentialer ud. Sådan virker det i hvert fald«.

På jagt efter næste motiv

Når man læser ’Vivian’, kan man dog godt blive i tvivl om, hvor godt virkelighedens Vivian egentlig har haft det. Christina Hesselholdt lader forældrene lægge armene om hinanden, da de står i indkørslen og ser Vivian køre væk mod endnu en arbejdsplads med midlertidig ansættelse. I familien har de hinanden. Hun vil altid være alene.

»Det er da hårdt, især da hun bliver gammel, men det har været vilkåret for mange tjenestefolk. Det gør det ikke lettere for hende, men sådan var det at være tjenende ånd. Hun måtte sige farvel til de børn, hun havde været sammen med i rigtig lang tid«.

Men familierne kan heller ikke holde hende ud i længden?

»Ja, det er meget dobbelt. De kunne lide hende, men hun var også krakilsk ud over alle grænser«.

Hun er tæt på den franske fotograf Jeanne Bertrand. Hvorfor tror du, at hun ikke vælger at blive fotograf som hende?

»Hun har ikke ønsket at stå i et atelier, og det virker, som om hun bliver barnepige, fordi hun dermed slipper for at have sit eget hjem. Hun elsker at være udendørs, og så kan hun tage børnene med ud i byen og fotografere samtidig. Jeg kan ikke vide det, for hun gik stille med dørene omkring det, hun virkelig holdt af«, fortæller forfatteren.

Hvorfor Vivian Maier efterlod sig tusindvis af filmruller, der aldrig blev fremkaldt, får man måske aldrig den fulde forklaring på. Som Christina Hesselholdt siger, var det dyrt at få film fremkaldt og ligeså at billederne kopieret, og Maier så sig tilsyneladende aldrig tilbage. Hun var altid på jagt efter det næste motiv.

Forfatteren tegner på ingen måde et helteportræt af Vivian Maier. Hun beskriver et menneske med kanter. Et menneske, som kan finde på at tvangsfodre de børn, hun passer, og i mindst et tilfælde endda forlade et hold børn et sted i storbyen, uden at de har nogen anelse om, hvor de er, eller hvordan de kommer hjem, så de til sidst må søge hjælp hos en politibetjent.

Historierne om Maier har forfatteren fra børnenes vidneudsagn i dokumentarfilmen, og i romanen forsøger hun i det hele taget at pege på, hvor hun henter stof fra virkeligheden, og hvor fiktionen tager over. Det er, siger hun, et forsøg på at være redelig, om end hun af hensyn til det naturlige flow i fortællingen ikke har kunnet gennemføre det fuldstændig.

Til gengæld vil ingen læser være i tvivl om, at det her er et stykke litteratur og ikke en biografisk fortælling. Christina Hesselholdt har ved siden af alle de øvrige personer indført en dramatiseret fortæller, der optræder som en karakter i romanen og som en anden dukkefører trækker i trådene. Han er, forstår man, en handikappet mand, der sidder hjemme i sin seng med sin computer, og med oplysninger fra Google og nettet i øvrigt kan han løbende byde ind med oplysninger og kommentarer om Vivian Maier og de steder, hun har været.

Hvorfor skulle du have en fortæller?

»Jeg kunne ikke få fortællingen på plads, før jeg havde ham. Uden ham skulle jeg have lavet en realistisk transparent roman, hvor jeg som forfatter levede mig ind i fortællingen fra 1926 og frem. Det undgår jeg ved at have en fortæller, som lever i min egen tid. Desuden kan jeg bruge ham til at orientere læserne, som når han siger: »Og nu et stort spring frem til 1968«. Han er som manden, der præsenterer forestillingen i cirkus. Her er en mand, der engang drømte om at blive dirigent, og her dirigerer han et kor af stemmer«.

Hvad betyder erfaringerne fra arbejdet med ’Vivian’ for dit forfatterskab?

»Jeg er blevet glad for at have et stof, jeg kan sætte af fra. Der er så meget, det er vigtigt at undersøge, forholde sig til og skrive om. Jeg har det ligesom Vivian, der siger, at det er sjovere at kigge udad end indad«.

Så du kunne godt forestille dig at skrive noget lignende en anden gang?

»Hvis jeg kan finde en person, hvor der ikke findes alt for meget materiale i forvejen, og så skal der være en drivkraft for mig selv«, siger hun.

Svaghed for udkantsmennesker

I arbejdet med ’Vivian’ blev hun draget af fotografierne, som er interessante og nemme at aflæse, selv om man ikke har en særlig viden om fotokunst. Vigtigere var dog, at fotografierne gav forfatteren mulighed for at grave lidt dybere ned i, hvorfor hun altid er blevet trist til mode, når hun har siddet og set på realistiske billeder.

»Jeg har på fornemmelsen, at det har haft noget med døden at gøre. At billederne viser, at tiden er gået. Fotografiet bliver til noget, der er stivnet, mens man kan sige, at omskiftelighed er det samme som liv. I dag har jeg ikke den gamle følelse af tristhed længere«, siger Christina Hesselholdt og smiler, før hun tilføjer:

»Den følelse forsvandt, da jeg havde set på billeder i et år«.

Nu har hun imidlertid fået udforsket Vivian Maier og hendes billeder til bunds.

»Jeg var fristet til at skrive en bog om maleren Georgia O’Keefe. Jeg så den store retrospektive udstilling på Tate Modern sidste år, men der findes alt for meget materiale om hende. Der er endda skrevet romaner om hende, så jeg kunne ikke se, hvor der skulle være plads til mig, men hun er en interessant skikkelse. I 40 år levede hun jo alene i den mexicanske ørken. Jeg har en svaghed for folk, der går rundt på den måde, men måske tager jeg slet ikke udgangspunkt i en person, men derimod i noget historisk. For tiden læser jeg meget om fascisme, og hvis jeg kan, vil jeg gerne skrive om de lighedspunkter, vi kan se til i dag, men jeg er ikke nået ret langt. Det er jo kun nogle måneder siden, ’Vivian’ udkom«.

Romanen er solgt til udgivelse i Tyskland, Polen og England, og Hesselholdt håber, at den også bliver solgt til udgivelse i USA.

Har du hørt om andre forfattere, der skriver om Vivian Maier?

»Det ville være mærkeligt, hvis ikke der var. Og mon ikke der også kommer en spillefilm på et tidspunkt. Det må der næsten gøre«.

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce