Foto: Rumle Skafte
Bøger

3 hjerter: Bog om flygtningekrisen er lidt for nem at komme igennem

Peter-Clement Woetmanns klagesang er godt tænkt, men blegner en smule i lyrikkens komfortzone

Bøger

Hvem er det, der taler i Peter-Clement Woetmanns nye bog? En krop, der er »blå øjne hvid hud«, men også en krop, der konstant skifter form, og som er underlagt en eller anden vilje, der på en sart registrerende måde og på vegne af den sætter ord på, hvad den er og ikke er. Søgende og i tvivl selvom hvert eneste udsagn i bogen er en konstatering, der systematisk starter med »Min krop er« eller »Min krop er ikke«. F.eks.: »Min krop er ikke et hav«. »Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten«.

Men hvor er den, der kan sige dette? Den, der både vil vise sig frem og gemme sig bag skriften, tage og fraskrive sig ansvar, og som påfaldende nok ikke er til stede som et jeg. Hvordan kan man skrive, når verden er i krise?

I modsætning til Woetmanns formmæssigt vilde og hvileløse ’Mit indre Pompeii’ fra 2010 er ’Bag bakkerne, kysten’ en stram bog på bare 60 sider med fem små udsagn på hver anden side. Halvdelen af bogen er blank. Og til at starte med er alt godt, kroppen har det vist godt. Eller hvad? Er det selvironisk digtersensibilitet, når »Min krop er korngule marker og den milde vind i træerne i en lysning i skoven«, eller er det sådan, digteren skriver af et ærligt og musikalsk hjerte? Måske er det bare sådan, man drømmer om at være, når krisen nærmer sig.

Det bliver nemlig tydeligt, at vi befinder os i en meget nutidig virkelighed, der lugter af diesel, og hvor flygtninge dør af iltmangel i »rustne containere«. Så skræmmende og næsten absurd konkret: »Min krop er ikke 50 døde 4. marts«. Digtet approprierer her noget, der ligner nyhedsstrømmens udsagn. Eller man kan sige, at sådan et sprog invaderer digtet med disse meget kolde elliptiske sætninger, sproglige udeladelser, man genkender fra avisoverskriften, der må økonomisere med sproget på sin helt egen primitive facon: »Min krop er ikke 55-årig inder fundet død i container brugt som skjul«. Eller: »Min krop er ikke 15 druknede kroppe, 40 stadigt savnede«.

Jeg kan godt lide, at disse sætninger med deres døde flygtninge finder vej ind i Woetmanns univers. Her kan de rummes, og så alligevel ikke.

Fordi man næsten har vænnet sig til tekstens diffuse måde at konstatere på, bliver disse udsagn på én gang underligt relative og meget påtrængende. Betyder de noget? Den ene virkelige katastrofe efter den anden, sætning efter sætning på papiret. Man er tryg ved dette sprog, selvom man nok ikke burde være det, mens det fremmedgørende ligger i forbindelsen til det, der er vores, kroppen.

Jeg kan godt lide, at disse sætninger med deres døde flygtninge finder vej ind i Woetmanns univers. Her kan de rummes, og så alligevel ikke. Er det ikke sådan, man kan have det med det, der foregår i verden lige nu?

Hvorfor rammer bogen mig så ikke mere? Er det konceptuelt stringente og grimme for svagt og inkonsekvent udført?

Det virker, som om teksten gerne vil konfrontere, f.eks. når den henter virkeligheden ind med navne på døde flygtninge: Bernard Hukwa, Samia Yusuf Omar, Mohamed Asfak. Rigtige, døde mennesker.

På www.unitedagainstracism.org/pdfs/listofdeaths.pdf, en dødsliste, som bogen henviser til, kan man gå ind og læse, hvordan flygtninge har mistet livet på vejen til Europa, og mens jeg scroller mig igennem listen, oplever jeg, at det er her, det bedste og vildeste digt allerede står skrevet (gå selv ind og læs listen, som var det et digt, og se, hvad der sker).

For selvom Peter-Clement Woetmanns klagesang er godt tænkt, og han har sin egen smukke sprogtone – den anede man allerede i debuten fra 2005, og den kan ingen tage fra ham – får jeg her indtrykket af en bog, der egentlig gerne vil noget andet og mere med sit tekstmateriale og med verden derude, men som alligevel må holde sig inden for rammerne af digterens lyriske komfortzone.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce