Hvem er det, der taler i Peter-Clement Woetmanns nye bog? En krop, der er »blå øjne hvid hud«, men også en krop, der konstant skifter form, og som er underlagt en eller anden vilje, der på en sart registrerende måde og på vegne af den sætter ord på, hvad den er og ikke er. Søgende og i tvivl selvom hvert eneste udsagn i bogen er en konstatering, der systematisk starter med »Min krop er« eller »Min krop er ikke«. F.eks.: »Min krop er ikke et hav«. »Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten«.

Men hvor er den, der kan sige dette? Den, der både vil vise sig frem og gemme sig bag skriften, tage og fraskrive sig ansvar, og som påfaldende nok ikke er til stede som et jeg. Hvordan kan man skrive, når verden er i krise?