Det er ikke engang løgn.

Når man er færdig med at læse Lars Movins seneste mursten om de mere avancerede kunstneriske miljøer i USA i sidste del af det 20. århundrede, vil man ikke alene være kvalificeret til at stille op i ’Kvit eller dobbelt’ i emnet; man vil være fuldt ud kompetent til at agere dommer i quizzen.

For Movin kommer virkelig ud i krogene af sit emne og formår samtidig at formidle stoffet på en nøgtern og ikke alt for højpandet måde. Læseren får noget så sjældent som god besked på en fængende måde.

LÆS ARTIKEL»Jeg vil begraves på Lower East Side«

Movin er – ud over at være en arbejdshest af sjælden kaliber – rigtig god til mennesker. Fordi han tillader sig at være et åbent, lyttende og fascinerbart et af slagsen selv.

Hele vejen gennem den små 700 sider lange krønike, der baserer sig på mere end 30 USA-rejser og godt 20 års arbejde som journalist og filmdokumentarist, fornemmer man det dybe personlige engagement, den intense optagethed af emnet, der er grundlaget for alle gode fortællinger, fiktive som faktiske.

Langt fra mainstream
Ikke sådan forstået, at Lars Movin er mytoman og heltedyrker som eksempelvis en Jørgen Leth. Slet ikke, med al respekt for den position.

Men som dokumentarist har han lagt sig på sinde, at den har ej levet som klog er blevet på det, han først ej havde kær – for nu at sige det som gamle Grundtvig gjorde det i ’Nu skal det åbenbares’ fra 1834; han lader sig styre af egne kulturelle præferencer, og det fornemmer man ved, at han hele tiden er på bølgelængde med de mennesker, han skildrer og interviewer.

LÆS ARTIKELDa rebellerne ville have 'USA ud af New York'

Han er simpatico, anerkender de kunstneriske præmisser og anfægter ikke projekternes intentioner.

Det er nok også nødvendigt, når man beskæftiger sig med en samling kunstnere og bohemer, der opererer temmelig langt fra den asfalterede mainstream.

For de synger ikke lieder af Schubert, maler ikke billeder af kronhjorte ved skovsøer eller spiller øregangskildrende popsange.

It could only happen in New York
I ’Downtown’ optræder de (som performancekunstneren Karen Finley) nøgne og indsmurte i chokolade for at give et billede af, hvordan kvinder stadig behandles i vore dages Amerika eller sømmer – som Bob Flanagan – deres kønsorganer fast til et bræt.

Eller spiller på guitar uden at kunne akkorder, tager billeder af kors nedsænket i urin eller mishandler en cello på det groveste. »It could only happen in New York«.

Hovedformålet med bogen er selvfølgelig at fortælle historien om en scene, den såkaldte downtown-scene, der opstod i midten af 1970’erne og eksisterede en dekade, inden den forvandlede sig til noget andet.

Det amerikanske paradoks
Men i den proces tegner Movin også en perlerække af portrætter af personer og steder, places and names, som Movin måske selv ville have sagt det med et citat fra Lou Reed og John Cales vidunderlige ’Songs for Drella’ fra 1989.

Og i samme moment perspektiverer han også sin historie med imponerende faktamættede kapitler om eksempelvis Andy Warhol og kunstcensuren i USA med udgangspunkt i 1960’ernes højreorienterede hetz mod stand-up-pioneren Lenny Bruce.

LÆS ARTIKELDa graffitien rykkede ind i gallerierne

Hvorved han diskret påpeger og diskuterer, hvad man kunne kalde for ’det amerikanske paradoks’:

At Guds eget land igennem de seneste mange år har været hjemsted for de frodigste kulturelle eksperimenter og har fostret nogle af den vestlige verdens absolut mest indflydelsesrige kunstnere, men samtidig også huser nogle af de mest indædt forbitrede og hadske reaktionære fundamentalister, som har været villige hvad som helst for at få skovlen under anderledes tænkende.

En myldrende skildring
Hvilket bringer tankerne i retning af Orson Welles’ berømte formulering fra Carol Reeds ’Den tredje mand’, den om at Schweiz på trods af velstand og fred siden middelalderen ikke har skabt andet end kukuret, mens Italien, som i samme periode har været hærget af krige og despoter, kan fremvise fabelagtige kunstneriske resultater.

Blandt de interviewede ikoner finder man celebriteter som Laurie Anderson og John Cale, men også – og mest interessant – en række mindre kendte som Arto Lindsay, Fred Frith og Carolee Schneemann.

Der bliver også plads til et kort kapitel om ekstrempunkeren og ekskrementkasteren G.G. Allin.

’Downtown’ er en uendelig rig bog og lever fuldt op til genrebetegnelsen krønike, hvis der med det menes en myldrende skildring af en tid og dens aktører. Men heri ligger også bogens eneste virkelige svaghed.

Name-dropping
Sine steder udarter det sig til name dropping, selv om de fleste søsatte navneskibe rent faktisk bliver sejlet i havn på et eller andet tidspunkt.

Og i petitesseafdelingen bliver vi nødt til at bemærke, at en lidt strammere redigering havde gavnet. Der er adskillige gentagelser, man gerne havde været foruden.

LÆS ARTIKELDa kunsten blev født i New Yorks natklubber

Men når det er sagt, må hatten tages af og nakken bøjes i dyb respekt for Lars Movins enorme flid og dygtige arbejde.

I 2008 kom den massive, ærefrygtindgydende bog om beat-perioden.

Nu har vi så fået denne herlige krønike. Og der varsles et yderligere bind, som formentlig vil beskæftige sig med det alternative filmmiljø i New York.

Det glæder vi os til. Og takker for dette.