Det har været en pine at læse denne bog. Jeg har slæbt mig igennem og har gang på gang måttet lægge den fra mig. For pyha, hvor er den altså godt skruet sammen. Og hvor er teksten dog gennemarbejdet og billederne smukke. Slet ikke noget, jeg kan anbefale folk med sarte sjæle og små gartnere i maven.

For man vil bare af sted til Møn. Ned og gå rundt i den fantastiske have ved Liselund og kigge ind ad vinduerne i de fine bygninger klos op og ned ad klintens stejle skrænter.

Det er derfor, det har været så hårdt at læse Bente Scavenius’ vidunderlige bog, for jeg har hverken haft tid til at komme til Møn eller mulighed for at sætte mig ud i en have og nyde formiddagssolen.

Jeg bor nemlig hverken på Møn eller er indehaver af en have. Men gid jeg gjorde.

’Liselund. Den fortryllede have på Møn’ har i den grad åbnet mine øjne for sublim havekunst og givet mig lyst til at stikke hovedet ned i alle de bøger, der findes om nyklassicistiske lystslotte og romantiske haveanlæg.

Jordisk paradis
’Liselund’ er historien om Antoine og Lisa de la Calmette, der i slutningen af 1700-tallet grundlagde et romantisk haveanlæg på Østmøn.

Liselund hed oprindeligt Sømarkegaard, men blev omdøbt af Antoine de la Calmette efter hans hustru, som han var blevet gift med i 1777. Begge havde penge, så det battede, og boede på godset Marienborg på Møn, men ønskede altså et helt særligt sted, som kun skulle være deres.
Næsten, for som det jo sker, så havde parret svært ved at begrænse sig, da de først sad med den 60 tønder land store grund, så i stedet for blot at opføre et lille lystslot med en smuk park gik de linen ud og efterlod sig et »jordisk paradis, hvor de kunne leve i harmoni med de landlige omgivelser og stedets ånd«, som Bente Scavenius skriver.

Og i slutningen af 1700-tallet betød det altså fuldt knald på den romantiske havekunst stærkt inspireret af den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseaus natursyn. Derfor blev haven anlagt som et selvstændigt stykke landskab med søer, ruiner, vandfald, mindestøtter, små lunde og en blanding af tæt og sparsom beplantning.

Sommeraftensgilder
Det skulle helst se naturtro ud, hvilket betød, at der selvfølgelig også skulle lidt bygninger på grunden og helst så oprindelige som muligt i deres udtryk. Resultatet blev det smukke lystslot, der udgør hovedbygningen på Liselund, og som både indeholder en fantastisk spisesal i Louis XVI-stil, en abestue og en spøgelsesstue, hvor den hvide dame efter sigende går igen.

Her blev holdt gilder på lune sommeraftener, og herfra havde man en fornem udsigt over den kuperede have ned mod klinten og det grådige hav.

Samtidig havde man en vidunderlig udsigt til de andre bygninger på grunden: den kinesiske pavillon, der formentlig er tegnet af arkitekten Andreas Kirkerup, der også havde stået for den kinesiske pavillon i Frederiksberg Have.

Og udsigt til Schweizerhytten, der ser ud, som om den lige er kommet hjem fra Alperne, og til Norske Hus, der blev omgivet af nåletræer for at fastholde illusionen om det kolde Norge.

Jeg kommer, Liselund
Alt i alt er ’Liselund’ historien om to menneskers drøm om at skabe noget helt særligt og meget romantisk midt i den barske natur på kanten af Møns Klint. Endda så tæt på kanten, at store dele af det oprindelige haveanlæg på Liselund for længst er styrtet i havet.

Bente Scavenius skriver, så man fryder sig. Hendes fascination af Liselund er så smittende, og billederne er så indbydende, at jeg er sikker på, at enhver, der får fingrene i denne bog, vil have det som mig: Jeg skal bare til Liselund. Og det kan kun gå for langsomt.