Min første forbindelse til White Pride opstod, da jeg så min ven Oliver, lige efter han var blevet overfaldet af dem.

Alle hans ribben var trykkede, han havde sår i hele ansigtet, og på den ene kind var et tydeligt skoaftryk. Det tog ham flere uger at komme sig over hjernerystelsen.

Jeg var rystet, for jeg havde aldrig set noget lignende og kendte ikke andet til den voldelige gruppe Århus-hooligans end, hvad jeg havde læst i aviserne. Oliver forklarede mig, at han og en gruppe venner havde været til Århus Festuge.

Sidst på aftenen var de kommet gående hen ad Hallssti, som er en dårlig oplyst sti, der løber langs skinnerne ved Banegården. På vej ned ad stien fik Oliver øje på en fyr i hvid T-shirt, hvor der stod DANMARK henover brystet. Han stod oppe på Bruuns Bro, som strækker sig henover jernbaneskinnerne, og kiggede mærkeligt ned mod Oliver og hans venner.

Oliver nåede ikke at tænke mere over det, før en gruppe på omkring 15 mænd overfaldt dem bagfra. Flasker og spark røg ud af mørket. De løb alt, hvad de kunne, men en af dem blev sparket, så han faldt om på asfalten.

Oliver løb tilbage og forsøgte at hjælpe ham, med det resultat at han selv blev væltet omkuld på stien. De sparkede ham i ansigtet og maven. Til sidst mistede han bevidstheden, og da han vågnede igen, var overfaldsmændene væk, og der var helt stille. De to venner var indsmurt i blod og humpede op på gaden for at komme på skadestuen.

Jeg var chokeret, men tænkte ikke så meget videre over, hvem White Pride egentlig var, før jeg i august året efter fik at vide, at Lindberg – en fyr, jeg har svømmet med (Charlotte Johannsen er tidligere landholdssvømmer, red.) – var kommet med i White Pride.

Det var under en spontan sommerhustur med Maren og Jakob, som jeg ikke havde set længe, fordi jeg havde været på Island i et halvt år.

Det ramte mig hårdt, da de fortalte, hvad Lindberg havde gang i. Tanken om, at jeg potentielt kendte en af de personer, som havde været med til at slå Oliver og hans kammerat ned på sådan en måde, var nok til at gøre mig utilpas. Vi sad der og drak vodka-juice i sommeraftenen.

Jeg bildte dem ind, at jeg lige ville gå ned af vejen og ringe til min veninde. I stedet ringede jeg til Oliver og fortalte ham, at jeg åbenbart kendte en person fra White Pride.

Jeg var helt oprevet over det, men Oliver tog det mere roligt. Han bad mig holde min frustration hemmelig for Jakob og Maren og rådede mig til at gå hjem og læse en rapport, som nogen, der hed Redox, lige havde udgivet om det højreekstreme miljø i Århus.

LÆS OGSÅStor demonstration mod White Pride varslet i Århus

I rapporten var der en masse billeder og navne, herunder Lindbergs, men også Mortens og et par andre jeg kendte. Da jeg pegede Lindberg og de andre ud på billederne for Oliver nogle dage senere, fik vi den idé, at jeg måske kunne udnytte mit kendskab til Lindberg på en konstruktiv måde.

Redox-rapporten var et sammensurium af detaljer, som det må have taget lang tid at indsamle. Hvem er med i hvilke fanfraktioner, hvem er dømt for hvad, og hvordan arbejder de højreekstreme gennem stadionmiljøet på at rekruttere nye unge kræfter.

Meget af det ville jeg i princippet bare kunne spørge Lindberg om, hvis jeg blev venner med ham igen, og der var også en sandsynlighed for, at Maren lå inde med oplysninger, der kunne afdække miljøet. (...)

Dén aften besluttede Oliver og jeg, at jeg i et par måneder skulle forsøge at arbejde mig ind på dem, jeg kendte i White Pride. På den måde kunne jeg forsøge at alarmere folkene i Huset (et værested for venstrefløjsaktivister, som i 2008 var målet for White Prides voldelige overfald i Århus, red.).

Desværre skulle Oliver selv flytte til København kort tid efter, så hvis det skulle lade sig gøre, var jeg nødt til at få en ny kontakt i Huset.

Her kom Sigrid ind i billedet. Hun er Olivers veninde og bruger det meste af sin fritid på at være aktiv i Huset. Hende indviede vi i planerne, og hun svor at holde det hemmeligt for alle, selv om hun skulle tippe folkene i Huset, når jeg slog alarm.

At det hele skulle være hemmeligt, var fuldstændig afgørende. Selv de venstreorienterede, som sikkert ville have sympati med missionen, kunne komme til at tale over sig. Hvis der bare var én, der kendte én i White Pride, risikerede jeg at havne i store problemer. Sigrid blev hurtigt en nær veninde, som jeg ikke ville have undværet for noget.

Den fjerde og sidste, vi indviede, var Peter fra Redox. Det var Olivers idé. Han mente ikke, at jeg ville kunne gennemføre projektet uden at få et større kendskab til White Pride og den ekstreme højrefløj. Desuden ville Redox sikkert kunne bruge mine informationer i deres researcharbejde.

Peter var indledningsvis forbeholden over for ideen. Han mente, at det ville være alt for farligt. Jeg kunne risikere at blive afsløret undervejs, og de højreekstreme er generelt ikke nogen, man skal lægge sig ud med uden at have tænkt grundigt over det først.

Alligevel tog jeg ned på Den Hvide Hest efter kun at have mødt Peter en enkelt gang i København. Det blev projektets startskud, og da jeg først var i gang, ville han heldigvis ikke se passivt til. Derfor endte Peter med at blive en støtte for mig hele vejen igennem. Til sidst brugte han næsten lige så meget tid på mig, som jeg brugte på White Pride. (...)

Da Oliver, Sigrid og jeg havde lagt en plan for, hvordan jeg kunne alarmere dem, følte jeg, at det gav utrolig meget mening – selv om jeg i dag godt kan se, at det var en vild idé, når jeg tænker tilbage på den. Men hvis jeg kunne forhindre, at andre blev overfaldet blot ved at omgås White Pride, følte jeg, at det ville være risikoen værd. (...)

LÆS INTERVIEWUndercover-medlem kom til at holde af nogle af nazisterne

Ultra White Pride, som de egentlig hedder, blev stiftet i 1994 som en gruppe, der skulle forsvare AGF’s ære ved slagsmål mod andre hooligans. Det var især dem fra Brøndby, der blev modstanderne, for dengang var hooligankulturen stadig ny i Danmark.

White Pride blev derved et af de første organiserede ’firms’, som de kalder hooligangrupperingerne efter britisk forbillede.

Navnet, White Pride, skulle efter sigende referere til farven på AGF’s hvide spillerdragter, og kælenavnet for AGF er også De hvi’e. White Pride blev dog hurtigt synonym med de dominerende medlemmers stærkt racistiske ideologi og deres argumenter om den hvide races overlegenhed.

De ledende kræfter indledte et samarbejde med den nazistiske terrorgruppe Combat 18 i England, som også havde sin storhedstid i 90’erne. White Prides medlemmer, fortrinsvis unge mænd, deltog i nazistiske marcher i både Sverige og Tyskland, og når andre højreekstreme foreninger i Danmark holdt møder, stod de vagt.
Den oprindelige ledergruppe af White Pride begyndte senere at engagere sig i bredere politiske sammenhænge og søgte omkring årtusindeskiftet politisk indflydelse i Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom. Flere af dem tilkæmpede sig lokale bestyrelsesposter, men blev efterfølgende ekskluderet, da deres nazistiske sympatier kom frem.

Derefter dannede de det landsdækkende højreekstreme netværk, Dansk Front, der voksede sig relativt stort, men senere gik i opløsning på grund af interne uenigheder.

Seneste udvikling i den ekstreme højrefløjs politiske historie er, at der er kommet en ny højrenational forening, som hedder Vederfølner. Navnet refererer til en fugl, der ifølge nordisk mytologi har til opgave at overvåge hele verden. Foreningen blev stiftet i foråret 2007 på et møde, som blev afholdt i udkanten af Århus. (...)

LÆS OGSÅDF’er fører valgkamp med højreradikale

Hverken Vederfølner eller White Pride bekender sig til den klassiske nationalsocialisme. Som en tidligere leder af White Pride forklarer til Ekstra Bladet:

»Jonni Hansens naziparti er lidt latterligt. De skræmmer folk væk med deres hagekors. Det er taktisk dumt«, siger han i interviewet, hvor han redegør for, at White Pride alligevel deler idealet om racerenhed: »Vi signalerer klart og tydeligt, at vi er racister, og at vi vil have de sorte sendt hjem til deres egne lande. De er underlegne i forhold til os hvide og hører ikke til hos os. De har høns i huset og skider i et hul. De er bagud i tid og civilisation«, forklarer den 28-årige leder, der skjuler sig bag initialerne R.F. af frygt for offentlighedens fordømmelse. (...)

White Pride adskiller sig fra andre hooligangrupper, fordi de ikke kun er fælles om hadet til andre fodboldklubbers fans, men også til indvandrere og politiske modstandere. Andre hooligans slås White Pride med på en nærmest civiliseret måde, hvis man kan bruge den betegnelse om vold.

De laver aftaler og regler for deres slåskampe og respekterer, hvornår en kamp starter og slutter. Venstreorienterede og personer med anden etnisk baggrund slår de derimod ned, når det passer dem. (...)

R.F. uddyber også, hvordan White Pride samler opbakning via stadion og styrer gruppen internt med ubarmhjertig disciplin:

»Vi rekrutterer kun ordentlige racister i fodboldmiljøet. De kommer sådan set helt af sig selv, fordi de kan lide det, vi står for. (…) Det er mig og to andre, der bestemmer det hele. Demokrati dur ikke. Folk skal adlyde ordrer og acceptere en streng militaristisk og disciplineret adfærd. (…) Når jeg siger ’angrib den gruppe’ – så angriber vi! Det er forbudt at stikke af. Sker det, skal vedkommende stille op til tæsk. Ellers er det ud af klappen«.

Langt størstedelen af de seriøse, højreekstreme projekter, Danmark har set de sidste 15 år, har taget udgangspunkt i hooliganmiljøet i Århus. Smilets by. Min by.