Rejsen har altid været et omdrejningspunkt i Carsten Jensens forfatterskab, det er banalt at konstatere det, men egentlig er det ikke bevægelsen ud i verden, der er det interessante ved hans virke.

Det er derimod den effekt, hans rejser får hjemme i Danmark, hvor han har en formidabel evne til at skabe debat.

Uanset om han rapporterer fra en udørk i Kaukasus, fra et sted på Balkan eller elleve timers kørsel fra Kandahar i Afghanistan, så er hans mission dybest set at forandre virkeligheden. Ikke den derude, men den, hans læsere befinder sig i hjemme i smørhullet.

LÆS OGSÅCarsten Jensen får 400.000 kr. for at kritisere Danmark

I den forstand er hans virke som rejsende skribent altid politisk. Ikke i snæver forstand, men i den brede betydning, som en ambitiøs og nysgerrig skribent kan håbe på at være det i rollen som virkelighedsudvider.

Satte oberts på plads
Carsten Jensens nye bog, der rummer rejsereportager fra mere end 30 år, afslører meget tydeligt, hvorfor han ofte vinder på knockout i de mange polemikker, han deltager i.

Det gør han, fordi han taler med øjenvidnets styrke. Han har talt med dem, der skød, han har talt med dem, der blev beskudt.

I en debat i tv om Afghanistan oplevede jeg ham korrigere en dansk oberst, der brugte et blomstrende marked som udtryk for, at det går fremad for den danske militære indsats.

CARSTEN JENSEN ’Armadillo’ er et jordskælv

Jensen havde naturligvis netop været i det pågældende område, hvorfor han måtte tilbagevise oberstens påstande på det bestemteste.

Det hører med til historien, at de to kombattanter vist faktisk blev ret gode venner, og at man opnår respekt i det danske forsvar, hvis man ved, hvad man taler om.

Anders Fogh hudflettes
Der er to spor i globetrotter Jensens nye bog. Det ene består af rejsereportager, der tidligere har været bragt i aviser og tidsskrifter.

Det andet udgøres af nyskrevne essays, som både forklarer, hvilke omstændigheder der førte til rejserne, spidder tidsånd og mennesker i de enkelte perioder og ærligt beretter om forfatterens egen udvikling fra langhåret marxist med en baggrund i provinsen – inklusive en far, der stemte på Glistrup – til moden intellektuel med familie og et omfattende forfatterskab i bagagen.

LÆS MERE Carsten Jensen-essay: Skrøbelig mand med tegneserienæse

Det sidste næsten 40 sider lange essay, der handler om Danmark siden 2001, hvor Anders Fogh Rasmussens værdikamp blev skudt i gang, kunne sagtens leve som selvstændig udgivelse.

Hvis man kunne skære sig på ord, ville man have blodige fingre efter at have læst Jensens hudfletning af den arv, Fogh Rasmussen har efterladt sig, inden han »med en mentalitet som en flugtbilist« forlod landet.

Jensen holder tv-billederne af tvillingetårnene, der sank i grus, op mod et Købke-maleri af et tårn på Frederiksborg Slot. Danskerne har enten levet i indre eksil i Købkes tårn eller i en af hans stille idyller med havelågen lukket ud til det fremmede.

Nysgerrighed og ydmyghed
Rejsereportagerne kan man hoppe rundt i, som man vil.

Jeg er vild med Jensens besøg i Norge i 1994.

Mens Gro Harlem Brundtland snakker EU og forsøger at få øjenkontakt, stirrer alle arbejderne ned i deres madkasser, hvor der ligger myseost og knækbrød. Jo, Jensen kan faktisk også være morsom, hvis man skulle have glemt det.

De bedste reportager er dem, hvor der for alvor er noget på spil. Det gælder reportagerne fra Afghanistan, både ældre og nyere, og dem fra borgerkrigens Balkan, men i det hele taget er det forbløffende, så langtidsholdbare mange af disse gamle avisartikler er.

CARSTEN JENSEN OM IRAK-EXIT Fremtiden står på borgerkrig eller diktatur

Det er et øjenvidne til globaliseringen, der skriver, så her er Sovjetunionens opløsning og Polens og det øvrige Østeuropas befrielse igen.

Her er den rå beskrivelse af folkemordenes Balkan og Cambodja, her er de reportager om det afghanske folks hårdt prøvede skæbne, der viser Jensens internationale format.

Jensens varemærke som rejsende skribent er, at han kombinerer nysgerrighed og ydmyghed over for det, han ser, og de mennesker, han møder, med en klippefast tro på sin egen analyses relevans.

Han er journalisten, der ydmygt kan skrive »det tog manden i rickshawen ti sekunder at få mig til at indse, at jeg i virkeligheden ingenting vidste«, for få sider senere selvbevidst at omtale samme rickshawfører, nu ophøjet til metafor som »en fremmed i en fredløs verden«.

Vanskelig at blive rigtig forfatter
Carsten Jensen opnåede med ’Vi, de druknede’ et stort folkeligt gennembrud som skønlitterær forfatter.

I sin nye bog fortæller han også om, hvor vanskelig en rejse det faktisk har været at virkeliggøre drømmen om at blive »rigtig forfatter«.

I årevis havde han leget »sten-saks-papir« og var altid forblevet i rollen som saksen, der klippede omverdenen, papiret, i stykker og undgik stenen. Men så kom gennembruddet, som han takker sin hustru Liz Jensen for at have bidraget til.

LÆS OGSÅCarsten Jensens bøger hitter i Tyskland

Det er spændende at læse disse dybtgående refleksioner over, hvordan man finder sin stemme, hvad enten man bedriver journalistik eller skriver essayistik eller fiktion.

Netop fordi Carsten Jensen, der jo ikke ligefrem har et lille ego, er så nådesløs en debattør, klæder det ham at være så ærlig omkring sin egen ofte usikre vej frem, man fornemmer en stor ensomhed i tilværelsen som public intellectual.

Han bekriger historieløsheden
Bør man holde fast i sine principper for enhver pris, eller bør man være optaget af de konsekvenser, ens holdninger har?

Jensen skelner med inspiration fra den tyske sociolog Max Weber mellem sindelagsetik og ansvarsetik.

For sit eget vedkommende lagde han som barn af de revolutionære halvfjerdsere ud med den »principielle« sindelagsetiske tilgang til verden:

»For mig var kendsgerninger ikke fund eller spor. De var illustrationer af en sandhed jeg allerede var i besiddelse af«.

Mange år senere og en hel del klogere konstaterer han: »Når man overgiver sig til ansvarsetikken, lader man ikke sit standpunkt bestemme af et ubøjeligt princip men af dets konsekvenser«.

CARSTEN JENSEN Det borgerlige Danmark er rådnet op indefra

I det sidste citat finder man måske nøglen til at forstå udviklingen i Carsten Jensens holdning til krigen i Afghanistan.

Det handler om konsekvens – og konsekvenser z– og så er vi tilbage ved det, jeg indledningsvis omtalte som hans mission.

Den uofficielle politiker
Hvis vi ser væk fra den trang til stordåd, som jeg er sikker på også er en drivkraft, ja, så er det med denne bog blevet meget tydeligt, at Carsten Jensen, som en af meget få danske intellektuelle, har taget det på sig at agere en slags uofficiel politiker, og at hans måske vigtigste våben netop er viljen til at rejse ud, hvor det virkelig brænder på, for i det fremmede måske at udlede en essens, fange en pointe, udpege en horisont, der kan få den hjemlige læser til at lette røven fra lænestolen og tage ansvar.

LÆS MERE Jensen imponerer Financial Times

For eksempel i forhold til vores engagement i Afghanistan.

Carsten Jensen citerer en italiensk forfatter for at have sagt, at det værste er et samfund, der er holdt op med at reflektere over sig selv og sin fremtid.

Hans nye bog er et fornemt udtryk for, hvor vedholdende han selv har bidraget til at bekrige den historieløshed, som er det selvtilfredse samfunds farligste egenskab.

Jensen på scenen i november:
I november er der flere muligheder for at se og høre Carsten Jensen live i København:

14. november kan han opleves på BogForums Scenen i samtale med Jakob Illeborg og 10., 16. og 23.november holder han foredrag om Afghanistankrigen i Pressen på Rådhuspladsen i Politiken Plus-regi.

Læs mere på www politiken.dk/plus