Få havde læst bogen og færre forstået den, da Salman Rushdies hovedværk ’De sataniske vers’ i februar 1989 fik ayatollah Khomeini til at true forfatteren med døden.

Rushdie-affæren blev derfor ikke en strid om bogen, snarere om forestillinger. Bogen blev et symbolsk fjendebillede for fundamentalister, som søgte et håndterbart udtryk for vestlig hån og arrogance. Og præstestyret i Iran blev et overskueligt fjendebillede for den vesterlandske opinion.

Nu er der så gået to årtier, og forfatteren Kenan Malik er spændt på, hvad vi monstro har lært af affæren?

Svar: ikke ret meget. 12. september 2008 – præcis på 20-års dagen for udgivelsen af ’De sataniske vers’ – blev forlaget Gibson Square i London ramt af en brandbombe, fordi forlaget var på vej med Sherry Jones’ allerede omstridte kioskbasker om profeten Muhammeds barnebrud, Aisha.

Et studie i modsætning
Malik kalder de to bøger et studie i modsætning. »Den ene – Rushdies – er en kompleks postmoderne beretning om migration, religion og identitet, den anden en saftig (...) historisk romance«.

LÆS OGSÅ Salman Rushdie skriver erindringer

Men det interessante, skriver Malik, er ikke bøgernes forskellighed, men forlæggernes reaktion. I 1989 kunne ikke engang en dødstrussel standse udgivelsen af ’De sataniske vers’. Men Random House valgte i 2009 selv at bøje sig for en formodet risiko ved at droppe Jones’ bog om Aisha.

Minder det om noget? Får ’tegninger’ nogen klokke til at ringe? Er der grundlæggende nogen forskel på Salman Rushdie, Sherry Jones og Kurt Westergaard – og deres ret til fortolkning, provokation eller satire?

Et veloplagt angreb
Kenan Malik advarer mod at gøre forskel på forsvaret af det finkulturelle og det simple. Ytringsretten er den samme.

Hans bog er en flot gennemgang af Rushdie-sagen og de efterfølgende års nakkebøjning for voldelige fundamentalister, desuden et veloplagt angreb på intellektuelles resignation – men giver ikke meget indsigt i magtfulde staters spekulation i populistisk fundamentalisme.
drab.  Dette maleri af den persiske helt Rustam, der dræber den hvide dæmon, pryder forsiden af 'De sataniske vers'. Og er selvfølgelig også på forsiden af Kenan Maliks gennemgang af hele affæren om Rushdies bog. Illustration: Bogcoveret
Malik er primært optaget af ideernes sammenstød og navnlig de venstre-intellektuelles ansvar for, at trusler mod ytringsfriheden virker. Han citerer Naser Khader for, at venstreorienterede har »dannet en uhellig alliance med islamisterne«.

»De liberale har medvirket til skabelsen af en krænkelseskultur, hvor forurettelse er blevet et emblem på identitet, de har ryddet et felt, hvor islamisterne kan blomstre frem«, skriver han. Men ingen, skriver Malik, har ret til at aldrig at blive krænket.

Lille spændvidde
De 20 år fra Rushdie til tegningerne og Sherry Jones har sat den vestlige verden og islam op imod hinanden, men friholdt undertrykkende stater og kræfter, der har spekuleret i had og aggression, for deres ansvar.

Men hverken ’de krænkede’ eller de misforstået ’liberale’ inspireres alene af ånd eller lukkede bøger. Oplevelsen af social udstødning, som uomtvisteligt har bidraget til de krænkedes aggression, også i vores egne randområder, optager ikke Malik synderligt.

LÆS OGSÅSalman Rushdie er parat til at skrive om fatwa-årene

Og han er lige så lidt som de ’liberale’ eller intellektuelle, han kritiserer, optaget af totalitære regimers – ikke mindst saudiske – investeringer i den mest hadefulde fundamentalisme verden over.

Hans historiske redegørelse for Rushdie-sagen og hans advarsel mod kulturrelativisme er derfor mere overbevisende end spændvidden af hans analyse.