Der var engang et teologisk fakultet i Aarhus. Og der var engang, hvor dette fakultet husede nogle af landets dygtigste og mest debatskabende forskerbegavelser.

En af disse var Poul Georg Lindhardt (1910-1988), bedre kendt ganske enkelt som P.G. Lindhardt, der fungerede som professor i kirkehistorie ved det teologiske fakultet ved Aarhus Universitet fra 1942 til 1980.

I den brede offentlighed blev han kendt som skarp polemiker, ikke mindst gennem sine talrige opgør med enhver form for kirkelig fromhed og religiøsitet.

Det er 100 år siden, Lindhardt blev født. Dette markeres nu med en udgivelse, hvor en håndfuld teologer og præster analyserer Lindhardts virke og indflydelse som forsker, polemiker, prædikant og teolog.

Ser man bort fra sønnen Jan Lindhardts afsluttende overvejelser over sin fars måde at være far på, må artiklerne i nærværende antologi siges at være fint afstemte i forhold til hinanden, både hvad angår indhold og form. Lindhardt var i høj grad et barn af sin tid.

Afviste liv efter døden
Der er noget tidstypisk over manden og hans tænkning og holdninger. Lindhardt var modernitetsteolog, hvilket blandt andet vil sige, at han, som Carsten Bach-Nielsen demonstrerer i artiklen ’Kirkehistoriker uden hang til religion’, ikke brød sig om religion og ofte brugte tid og kræfter på at kritisere den.

Dette kom blandt andet til udtryk i bogen ’Helvedesstrategi’ fra 1964. Her viser Lindhardt, hvordan helvede op gennem kirkens historie er blevet brugt som et effektivt trusselsmiddel, hvilket Lindhardt naturligvis kun kunne forholde sig afvisende overfor.

LÆS OGSÅ Kjeld Holms erindringsbog er fremragende

Rose Marie Tillich og Sanne B. Thøisen skriver lærd, men klart om Lindhardt som prædikant, om hans brug af salmer og billedsprog, og om hans syn på prædikenen som genre. Bogens centrale og tilbagevendende tema er dog striden om det evige liv.

Som nogle vil vide, blev Lindhardt herostratisk berømt og i visse kredse lige så berygtet, da han i 1952 holdt et foredrag på Askov Højskole om det evige liv. Især i det dengang stærke Indre Mission vakte det et ramaskrig, at Lindhardt pure afviste, at der gives et liv efter døden.

Tænk sig, en professor i teologi, der afviser troen på de dødes opstandelse og et evigt liv! Lidt den samme reaktion mødte Thorkild Grosbøll, da han 50 år senere afviste troen på en skabende og opretholdende Gud. Valgmenighedspræst Niels Grønkjær, der selv for nylig har været under anklage for at være en Grosbøll – eller måske en Lindhardt – analyserer Lindhardts refleksioner over det evige liv.

Vellykket, men underligt uaktuelartikelsamling
Grønkjær understreger det tidstypiske over Lindhardts opgør med opstandelsestroen. Netop fordi Lindhardt var eksistentialist, kunne han ikke mene, at fortiden eller fremtiden har nogen gyldig eksistentiel betydning for mennesket, for hvem kun nutiden, nu og her, virkelig er afgørende.

Et liv efter døden, ja, egentlig bare et liv efter nu og her giver derfor ikke megen mening, og ifølge Lindhardt skal udtrykket ’det evige liv’ derfor heller ikke forstås som noget, der har med tid at gøre, men som en særlig kvalificering af livet, netop når det leves bekymringsfrit.

’P.G. Lindhardt 1910-2010’ er en vellykket artikelsamling, der ikke kun kaster informationer om Lindhardt af sig; den demonstrerer også med al ønskelig tydelighed, at det danske samfund i løbet af de sidste 50 år har gennemlevet et kulturtab eller, mere positivt, en kulturel transformation.

I sine bøger og debatindlæg kunne Lindhardt nemlig forudsætte en omfattende kulturel homogenitet, idet samfundet dengang stadig var kristent. I dag, hvor samfundet ikke længere er kristent, men højst post-kristent, forekommer Lindhardts tanker derimod at være underligt uaktuelle.

Der er sket meget siden Lindhardts velmagtsdage i 1950’erne på Aarhus Universitet. Blandt andet det kan man få ud af at læse ’P.G. Lindhardt 1910-2010’.