For ca. 20 år siden stod jeg sammen med en litteraturprofessor fra Tennessee ved en bar midt i det nordvestlige USA og samtalede om sydstatslitteratur og det, som siden blev til New Southern Studies: en aktuel litteraturkritisk bevægelse, der i den grad forsøgte/forsøger velment og velgørende at gøre Sydens amerikanske litteratur til noget ganske særligt, regionalt og dog globalt.

Mellem mange drinks og drilsk mandetale sagde han disse ord:

»Takket være infam sort slavehandel og slaveri i bomuldsmarker reddede vi ret så mange afroamerikanere fra nutidens afrikanske aids-helvede med diktatur i den ene ende og apartheid i den anden. Sydstaterne har ikke kun del i William Faulkners Nobelpris i Litteratur, men også i Toni Morrisons«.

Den udtalelse faldt mig ind ved læsningen af denne gode og appetitlige essaysamling fra en lille snes forskere om sydstatslitteratur, ’Still in Print’, om bøger, som stadigvæk dur, er værd at læse efter at være kommet ud i boghandlervinduet i 1997.

Rigtig meget at komme efter
Det er den danske forsker i amerikansk litteratur ved Syddansk Universitet, Jan Nordby Gretlund, der har samlet en række kyndige dixie-litterater fra nær og fjern, som har fået til opgave inden for de seneste 10-12 år at skrive om, hvilken form for sydstatslitteratur netop de synes er værd at læse, sågar genlæse.

Og på det sæt er der rigtig meget at komme efter.

Jeg har ikke læst alle de anbefalede forfattere, men der er rigtig mange introduktioner, der gør en nysgerrig.

Sålunde Tara Powells essay om forfatteren Percival Everett, hvis roman ’Erasure’ handler om en sort akademisk forfatter, der er mere til fransk poststrukturalisme, Derrida og co. end til at levere de romaner, forlæggerne forventer, om at være blodskamsramt neger med en banjo i den ene hånd og en banan i den anden.

Og M. Thomas Inges input om Charles Fraziers borgerkrigsroman ’Cold Mountain’ indikerer, at du ikke kan nøjes med at se Anthony Minghellas filmatisering af denne elegiske odysse om at komme sikkert hjem.

Til gengæld synes jeg, at den norske professor Hans H. Skei tager store norske ord i munden, når han i sit essay kalder James Lee Burke USA’s største krimiforfatter for tiden.

Burke, som du klart kan ane, er et produkt af diverse amerikanske forfatterskoler, er altså ikke så glasklart nyskabende som afdøde (sydstatsforfatter) James Crumley og nyslevende James Ellroy og Michael Connelly fra Californien.

Godbidder
Som sagt, der er mange litterære godbidder i samlingen. Ikke så meget analyse, at det gør noget, mere biografi, anvisning.

Den i mine øjne noget overvurderede romanforfatter Cormac McCarthy får alt, hvad han kan trække af ærbødig anerkendelse, selv om hans forfatterskab på alle måder er et interessant museumsbesøg udi konservativ epik og epos. Bekymret romankunst om livet med stort L, malet med bred pensel.

Slet ikke sammenlignelig med de helt store eksperimenterende fra Syden, William Faulkner og Flannery O’Connor. Generelt synes sydstatslitteratur som begreb at flagre en smule.

Definitionen mangler
Sydstatslitterater har overbevist alverden om, at Edgar Allan Poe og Mark Twain er sydstatsforfattere. Okay, den første er født i Boston og den anden i Florida. Men Anne Tyler må i hvert fald ikke kalde sig sydstatsforfatter, selv om hun er opdraget i Syden. Hvorfor?

Richard Ford fra Mississippi har litterært og tematisk valgslægtskab med yankee-forfattere såsom Ernest Hemingway og John Irving, men får stemplet som sydstatsforfatter.

Hvorfor får Anne Rice fra New Orleans med sin magiske vampyrrealisme ikke det? Eller Larry McMurtry fra Texas, der som en af de få sydstatsforfattere har artikuleret sin egen stats særegne litteraritet som litterært anderledes end de melankolsk anløbne nederlagsstater fra den amerikanske borgerkrig?

Fordi vi har at gøre med en universitetsudgivelse, kan en svaghed i forhold til det brede publikum være, at samlingen ikke klart og koncist definerer, hvad sydstatslitteratur går ud på, sprogligt, etnisk, litterært og anderledes fra andet americana om at være til stede i USA på godt og ondt.