Har du lyst til at blive skilt? – Men er bremset af angsten for børnenes ve og vel og udsigterne til en kuldsejlet økonomi, så læs for Guds skyld antologien ’Happy, happy’.

I denne bevægende og dybt indsigtsgivende udgivelse nedfælder ti svenske feminister deres erfaringer fra turen ud af kernefamilien. Og nej, mændene skal ikke holde for som prygelknabe.

Der bliver ikke spyttet og hvæset om slappe rengøringsinitiativer og manglende kærlighedsevne.

Frem for at være besat af ansvarsplacering,er damernes ærinde skildringer af lettelse og alle de muligheder, der åbner sig som et vindue på vid gab, når tingene endelig er sagt og pakket sammen i flyttekasser.

10-10-10-reglen
Antologiens benhårde pointe er, at man skal holde op med at slide sig igennem et heldårligt samliv. Det er spild af liv. Ikke bare ens eget, men også børnenes og partnerens.

Har følelserne varigt veget pladsen for spydigheder, der rammer maveregionen som brosten på daglig basis, så er tiden inde.

Det mest tragiske billede på et dødt ægteskab, skriver Mian Lodalen, er parret på restauranten, hvis tomme øjne glider søgende rundt i lokalet efter et andet fikspunkt end partneren overfor.

Maden indtages ordløst i rappe hug over den hvide dug. Det er her, tesen om 10-10-10-reglen bliver handy, fortæller Katarina Wennstam; den svære samtale tager ungefær 10 minutter.

Efter 10 måneder er tingene faldet betragteligt til ro, hvor omtumlet det end har været. Men forestil dig dit liv om 10 år, hvis du bliver hængende i en død kærlighedsrelation ...

Kritik af ’til døden os skiller’
Fra sit personlige perspektiv retter antologien en sønderlemmende kritik mod det religiøse ævl om ’til døden os skiller’, der trods skilsmissestatistikken og kirkens dalende betydning i samfundet stadig sovser hele ægteskabsprojektet ind i illusionen om, at ’den eneste ene’ findes.

Well, face it, livet er sammensat af faser. Vi glider ud og ind af dem. Det gælder også kærligheden til et menneske, man danner par med. Nogle gange er der bare ikke mere.

Det har redaktørparret Maria Sveland og Katarina Wennstam fået tæv for at skrive. Den svenske debat har raset hele sommeren efter bogens udgivelse.

Bitterfissen
Men Sveland og Wennstam er heller ikke hvem som helst. Markante profiler begge to i svensk journalistik, og de senere år med forfatterskaber, der ikke overraskende cirkler om kønspolitiske emner.

Sveland slog sit navn fast både i Sverige og Danmark med romanen ’Bitterfissen’, og Wennstams trilogi om mænds vold mod kvinder, der alle er udkommet på dansk, har også tiltalt det danske publikum.

Med om bord har de en flok af hjemlandets ikonfeminister, Gudrun Schyman, Mian Lodalen og Maria-Pia Boëthius, samt forfatterne Åsa Larsson og Mari Jungsted.

God skilsmisse!
Fælles for skribenterne er skilsmissen som erfaringsbagage – enten forældrenes i barndommen eller deres egen midt i voksenlivet. Og det er stærke sager om børns skyldkomplekser over forældrenes jammerlige samliv, men også lykken over bruddet.

Over forholdets forandring fra kærlighed til venskab, der med tiden vokser til en endnu større familiekonstellation af dine børn, mine børn, min ekskones papbørn og papbørnenes nye papforældre. Fra kernefamilie til stjernefamilie. Mulighederne er mangfoldige, hvis vi tør.

I den forstand henvender bogen sig ikke kun til kvinder, men kan også lette processen for mænd, der aktuelt måtte befinde sig i limbolandet mellem sengen og gaden.

Statistikken viser godt nok, at initiativet til skilsmisse oftest tages af kvinder, men den livsvisdom, bidragyderne folder ud, rammer som umiddelbart brugbare redskaber uanset køn. God skilsmisse!

FACEBOOKBliv ven med Politiken