Historien om dansk møbeldesign, Danish Modern, er fortalt hundrede gange.

Den begynder med Kaare Klints fremsyn, fortsætter med hans elevers samarbejde med innovative møbelsnedkere i 1930'erne og kulminerer i 1950'erne, da en række af møbelkunstens klassikere blev skabt og fandt afsætning på et boomende amerikansk marked. De står nu som en selvfølgelig og naturlig del af den danske kulturarv.

Det er netop denne 'naturlighed', som Per H. Hansen har sat sig for at se efter i sømmene, og den viser sig da rigtig nok heller ikke at være så naturlig. Den er en konstruktion, der ikke bare kom af sig selv.

Tidløse møbler
Danish Modern blev skabt og promoveret af et netværk af arkitekter, snedkere, skribenter, fabrikanter m.fl. De havde set lyset, mente de selv. Problemet var, at det havde folket ikke. Det ville have klunker, plys og stilmøbler, møblementer i renæssance- eller barokstil, som de lysdyrkende trediverintellektuelle afskyede.

De nye arkitekttegnede møbler blev markedsført med en gennemgående kæde af tillægsord: 'sund', 'ædruelig', 'saglig', 'enkel', 'naturlig', 'ren', 'demokratisk' og først og fremmest 'dansk'. Tilsvarende var konkurrenternes møbler 'unaturlige', 'usunde' og 'forlorne'.

Det var betegnelser, der var hentet fra snart sagt alle andre departementer end det æstetiske. Et ord som 'pæn' forekommer f.eks. næsten ikke. Ordene skulle signalere, at der ikke var tale om luner, der skiftede med tidens mode, men derimod at møblerne var 'tidløse', et udtryk, der blev stadig mere centralt, efterhånden som succesen trak ud.

Også til middelklassen
Modstanderne var ikke blot stilmøblerne, men også den internationale modernisme, Bauhaus, Walter Gropius, Mies van der Rohe, en radikal funktionalisme, der anvendte industrielle produktionsmetoder og moderne materialer. Det blev selvfølgelig straks afvist som 'usundt' af de danske producenter. Det 'sunde' i den danske modernisme bestod i, at den fastholdt gamle håndværkstraditioner, samtidig med at den havde adopteret funktionalismens principper, dvs. at stolens skønhed består i, at den er til at sidde i.

Danish Modern var trods forsikringerne om det modsatte et stærkt elitært opdragelsesprojekt, der gik ud på at forklare almindelige mennesker, at de havde en dårlig smag. Producenterne af Danish Modern arbejdede f.eks. på, at statsbegunstigede lån til unge familier kun måtte bruges på demokratiske, saglige og sunde møbler, dvs. deres egne.

Og det virkede og virker såmænd endnu. Efterhånden som folk kom til penge, efterabede de den intellektuelle overklasses æstetiske idealer og dyrkede dens arkitekthelte. Den danske middelklasse anno 2006 er kendetegnet ved, at den kender navnet på den, der har formgivet dens møbler.

Less is more
Alliancen mellem modernitet og tradition brød sammen i 1960'erne som offer for sin egen succes. Efterhånden som afsætningen steg, blev det stadig sværere at fastholde forestillingen om, at produktionen var håndværksmæssig. Nogle designere brød helt og ganske bevidst med Danish Moderns grundfortælling om det lykkelige samarbejde mellem formgiver og håndværker.

Det gælder især Verner Panton og hans plastikunivers, der af samme årsag blev afskrevet som 'dårlig smag'. Det tog mange år for ham at blive anerkendt i sit hjemland. Samtidig betegnede Pantons spraglede legesyge et opgør med den strenge funktionalisme som et symptom på, at det ikke længere var muligt at tænke nyt inden for rammerne af Danish Modern. Den blev selv til tradition, 'tidløs klassiker'.

Per H. Hansen har skabt en overbevisende bog, der henter sin inspiration fra så forskellige områder som kulturhistorie, æstetik og økonomisk teori. Mens hans analyse står skarpt, kunne han med fordel have skåret teksten ned til det halve.

Den slanke elegance, der kom til udtryk i Danish Modern, har ikke smittet af på denne klods af en bog, der i dagens anledning kan betegnes som et stilmøbel. Det er netop fordelen ved en stærk hypotese som Hansens, at den kan tåle den stramme form uden alt for mange forsiringer og volutter. Less is more. Det tjener ikke nødvendigvis klarheden, at alle tanker, som forfatteren har gjort sig i forskningsprocessen, medtages i bogen.

Troværdig
Illustrationerne er fantastiske og rigelige, men her må også skydes et forbehold ind. Hvis det er meningen at vise, at dansk Danish Modern ikke var så rasende Danish, når det kom til stykket, ville det have været velanbragt med nogle flere udenlandske eksempler, så læseren selv kunne anstille sammenligningen.

Per H. Hansen er ikke billedstormer. Det handler ikke om, at møblerne i virkeligheden er grimme og dysfunktionelle (selvom nogle af dem unægtelig er det), men om at vores forestilling om dem er historisk betinget og skabt i en politisk, økonomisk, kulturel kontekst, som stadig ændres.

At Danish Modern faktisk har en plads i Hansens hjerte løber som en behagelig understrøm gennem værket og gør hans revision af historien så meget desto mere tro- og læseværdig.