»Hvor nemt bliver man ikke for et øjeblik en lille del af Napoleons uhyre forestillinger!«

Ja, hvor nemt kan det ikke ske, at vi suges ind i dyrkelsen af Store Mænd – eller Kvinder.

Men hvem skulle nu have troet, at Franz Kafka (1883-1924) – af alle – ville være fan af den blodtørstige og magtbegærlige Napoleon, som det fremgår af udbruddet i hans ’Dagbøger’, 20. oktober 1911, for lidt over hundrede år siden? Men sådan er det, og der er mere endnu, langt mere.

Der er beskrivelsen af et besøg på bordellet Suha i Prag, hvor Kafkas blik falder på bordelmutter: »Værtinden med det matblonde hår redt stramt over utvivlsomt væmmelige underlag, med den skarpt nedadgående næse, hvis retning står i et eller andet geometrisk forhold til de hængende bryster og den stift holdte mave« – man aner, at det nok ikke var hende, Kafka valgte at muntre sig med den oktoberaften i 1911.

Glade aftener i byen
Og så er der de indgående beskrivelser af datidens jiddische teaterstykker, detaljerede redegørelser for plottet, skuespillerne, stemningen. Og der er den flittige læsning, ikke blot af og om Napoleon, men minsandten også af den tyske romantiks og klassicismes titaniske Goethe!

Der er de glade aftner i byen med vennerne, Max Brod nok som den nærmeste, men også oplæsningsaftener for et publikum og forretningsmæssige besøg på familiens asbestfabrik.

Og der er kasinobesøget i Zürich, hvor Kafka pertentligt optegner hele setuppet, med borde og croupierer, turistrejsen til Paris, satiriske og ærlige beskrivelser af venner og bekendte.

Brilliant oversættelse
Kort og godt: Forlaget Vandkunsten og Karsten Sand Iversen har givet os mulighed for med den komplette, brillante oversættelse og udgivelse af Kafkas ’Dagbøger’, i smukt, relativt billigt og kongenialt udstyr, at møde en anden Kafka end den, de fleste af os troede, vi kendte.

Der var jo noget med, at han var en dyster og trist fyr, en absurd eksistentialist før tid, manden bag to håbløse forlovelseshistorier, knuget af mindreværd og melankoli, indædt i arbejde som forsikringsjurist om dagen, forpint forfatter om natten, i tavst oprør mod faderen, den buldrende og vulgære manufakturhandler, kun for til slut at omkomme af tuberkulose som blot 40-årig ... ikke?

Kafka, åh Gud, så skal vi lige have to lykkepiller først og være forfærdeligt intellektuelle. Det er en lille buket af myterne og vrængbilledet.

Oven i alt det andet er dagbøgerne her en potent og meget nyttig forhammer, der kan knuse myten, der har det med at etablere en høj, uoverstigelig mur rundt om hans værk.

Men o.k., lad os bare sige, at vi nu ved, at Kafka gik på bordel, at han dyrkede Napoleon, morede sig med sine venner, var vittig og en flink, pigeglad fyr. Er det så alt? Før havde vi den mørke Kafka, her har vi nu den lyse i stedet?

Nej, så enkelt er det nu alligevel langtfra. For dagbøgerne giver os unægtelig også den mørke Kafka i ganske store doser – f.eks. »Uformåen i enhver henseende og fuldstændig«, som det hedder 22. februar 1915; og nej, for både den mørke og den lyse Kafka er voldsomt fascinerende, og sine steder dybt gådefulde.

Besat af kroppen
Kafka er nærmest besat af kroppen og alt kropsligt, han tænker og betragter alt som krop:

»Før jeg faldt i søvn, mærkede jeg vægten af næverne for enden af de lette arme på min krop«; »Enkel overgang fra den spændte hud på min chefs glatte isse til pandens fine rynker. En åbenbar, meget nemt efterlignelig svaghed i naturen, pengesedler turde ikke være lavet sådan«; »Velbehaget i dag i værelset. Hul som en musling på stranden, parat til at blive knust under en fod«.

Kafka har et helt egenartet blik på kroppens positurer og gestik, dens bevægelser, dens former, et blik, der skærer sig igennem alle litteraturhistoriske -ismer og kulturelle konventioner, og som er Kafkas alene, som f.eks. her:

»Så på Wenzelspladsen en svingende, fuldkommen med ringe kraft gennemført bukken, vending og oprejsning af den usselt og råt påklædte, magre krop. Jeg så meget sjældnere på hende, end jeg ville«.

Sådan ser ingen anden forfatter i historien, ingen – og det kan man tydeligt se afspejlet i Kafkas tegninger af kroppe, som også er drysset ud over dagbøgerne her.

Tegningerne  er Kafkas egne - fra dagbøgerne.Hans humor er alle vegne, den antager ofte form af et catch-22, f.eks.: »I fred kommer du ikke fremad, i krig forbløder du«. Ak ja, hvor skal vi så stille os, hvis både krig og fred er no-go?

Dette dilemma er meget kafkask, det er som en snurretop, der drejer og drejer og ikke kan finde hvile, men som også er let og suverænt svævende. Kafkas bogstavelighed er gådefuld, den lader sig som regel ikke afkode.

Men vi kan desværre heller ikke læse Kafka allegorisk eller symbolsk og så tro, at vi har knækket koden. Når Kafka skriver, som ovenfor, at han i sit velbehag følte sig som en hul musling – er det på samme tid et skærende skarpt og meget mærkeligt billede. Bogstaveligt er det svært at tyde.

Men den hule musling er heller ikke ’symbol’ på noget, det ville føles helt forkert, og som et komisk overgreb, hvis en litterat kom farende og talte om muslingen som symbol på det tomme moderskød hos den barnløse Kafka, f.eks.

En slags udød zombie
Den slags billeder og scener er Kafka overordentligt leveringsdygtig i, og de har ofte en vild snert af snu, kafkask humor ved sig.

Mildt overraskende er det måske også at opdage, hvor mange steder Kafka beskriver sig selv som en slags udød zombie: »det er, som om jeg ikke er endelig født«, 18. okt. 1916, og i en heftig passage fra februar 1912 skriver han det sådan her: »kort sagt med egen hånd nedtrykke det, der er tilbage af livet som spøgelse (...) en karakteristisk bevægelse ved en sådan tilstand er lillefingerens jagen hen over øjenbrynene«.

Her har vi både det med kroppen og det mærkeligt drømmeagtige ved mange af Kafkas scener. Men samtidig var han jo altså også den meget kompetente jurist, den intense elsker (og bordelkunde!), og ikke mindst den næsten sværmeriske Napoleondyrker!

En forbavsende elastisk musling
Og han er hyperlivsduelig: »Fuldstændig erkendelse af sig selv. At kunne holde om omfanget af sine evner, som en lille bold. Acceptere den største nedgang som noget kendt og på den måde forblive elastisk i den«.

Kafka ville krympe sig ved klicheen, men jeg er heldigvis skamløs og kan derfor skrive dette:

Alle læsere med den mindste interesse for en af de fire-fem mest interessante forfattere i det tyvende århundrede vil stå sig godt ved at snige Kafka ind under juletræet, hvor han fuld af velbehag kan knuses som en hul, men måske forbavsende elastisk musling.

FACEBOOKBliv ven med Politiken