I midten af marts 1945 stod Den Røde Hær på spring ved Oder, under hundrede kilometer fra Berlin og førerbunkeren.

Vestpå trængte amerikanske og britiske styrker over Rhinen og dybt ind i Ruhr-distriktet til de vesttyske storbyer og industricentre.

Rustningsministeren og organisationsgeniet Albert Speer forsynede Føreren med en analyse, der viste, at Tyskland var på randen af et kollaps.

Krigen var tabt. Speer var ikke alene om at nå til den erkendelse, også flere generaler, udenrigsminister Ribbentrop og Heinrich Himmler så das Ende nærme sig og sendte resultatløse fredsfølere til de allierede.

Lærd og velskrivende forfatter
Og alligevel fortsatte Hitler og hans paladiner krigen. Ingen i Det Tredje Riges elite udfordrede for alvor Førerens position.

Hvorfor kunne Hitler fastholde magten, alt imens han traf håbløse militærstrategiske dispositioner, rystende rablede løs om, at det tyske folk ikke havde fortjent bedre end at gå til grunde, og afviste kapitulation?

Hvorfor afsatte den nazistiske top ham ikke, sådan som det skete for Mussolini i Italien? Hvorfor udbrød der ikke revolutionære tilstande som i 1918 – hvorfor gav Tyskland ikke op?

Det er de spørgsmål, Ian Kershaw gransker i sin lærde og velskrevne nye bog.

Mislykket attentat
En del af forklaringen på regimets langvarige dødskamp lå paradoksalt nok i det mislykkede attentat på Hitler 20. juli 1944.

’The End’ tager sin begyndelse i kølvandet på D-dag, den sovjetiske sommeroffensiv og kupforsøget, der fik regimet til at stramme grebet om magten og udradere oppositionelle kræfter.

LÆS OGSÅHitler-biografi på 1.076 sider er for kort

Kershaw argumenterer for, at store dele af den tyske befolkning på det tidspunkt havde tabt tilliden til Hitler og nazistpartiet.

Men loyaliteten fra afgørende magtstrukturer som de regionale partiledere, politiapparatet og inderkredsen med Himmler, Bormann, Speer og Goebbels var usvækket.

Også bureaukraterne i stat og kommuner fortsatte deres arbejde og levede op til alle forestillinger om tysk orden – mens bomberne bragede, blev der sirligt udfyldt formularer.

En afsporet mentalitet
Heller ikke officerskorpset sagde fra. Nogle var nationalsocialister til det sidste som storadmiral Dönitz – manden, Hitler i april 1945 udpegede som sin efterfølger.

Andre, officerer uden partikort f.eks., kunne ikke drømme om at opgive troskab mod fædreland og fører.

Ved siden af pligtidealerne delte de militære chefer regimets nationalisme og overbevisning om, at 1918-nederlaget aldrig måtte gentages.

Hvortil kom ikke mindst antikommunismen og frygten for bolsjevikkerne, som Kershaw viser ofte bundede i visheden om de forbrydelser, tyskerne selv havde begået i øst – derfor kunne de kun forvente en grusom hævn.

På den baggrund udfolder ’The End’ en afsporet mentalitet, der gjorde det mere ærefuldt at lade et land og en befolkning gå til grunde i ragnarok end at kapitulere.

Angsten for russerne
De menige tropper kæmpede videre, selvopholdelsesdrift og kammeratskab var parret med frygt for de summariske henrettelser af desertører og – igen – angsten for russerne.

Hen i 1945 fik defaitismen for alvor tag i befolkningen, men den udmøntede sig mest i fatalisme.

De fleste tyskere var passive, passede så vidt muligt deres arbejde, forblev tilskuere til den grasserende terror, med f.eks. SS’ernes nedskydninger af udmattede kz-fanger, og var selv ofre for massive allierede luftangreb eller på desperat flugt for Den Røde Hær.

Mange foretrak, som det tyske folkevid udtrykte det, »en ende i rædsler frem for rædsler uden ende«.

Fem minutter i tolv ramte regimets undertrykkelse ikke længere kun de marginaliserede grupper, men nu også flertalsbefolkningen.

I ruinerne fandt der en radikalisering og decentralisering af terroren sted, de mest forhærdede nazister gik grassat og henrettede medborgere i flæng.

Kamp til sidste patron
Bogen indledes med beretningen om en rå lynchning af en ung studerende i en mindre tysk by – fire timer før amerikanske styrker når frem.

Ligesom i sin store Hitler-biografi hævder Kershaw imidlertid, at den afgørende faktor, som fik Tyskland til at kæmpe sig ud i et inferno af selvdestruktion og undergang, var Hitler og hans karismatiske førerskab.

Det var det, der gjorde Hitlers krav om kamp til sidste patron uangribeligt.

Og det var det, der betød, at de kræfter, der som Speer eller højtstående militærfolk kunne have præsenteret politiske alternativer, tav, bundet af idealer, karrierer og loyalitet til Føreren.

Mirakuløs sejr eller Götterdämmerung
En tid herskede troen i de nazistiske lederlag på, at de nye vidundervåben var lige om det hjørne, hvor også sammenbruddet i den sovjetisk-vestlige alliance ventede og ville muliggøre en aftale med amerikanerne og briterne.

Begge dele udeblev og blev fulgt af bevidstheden om, at krigen var endegyldigt tabt, men at der ikke var andet at gøre end at følge Førerens enten-eller-dogme – mirakuløs sejr eller Götterdämmerung.

LÆS OGSÅ Hitler var en skarphjernet fantast

Da var det karismatiske førerskab, med Kershaws ord, for længst blevet til førerskab uden karisma. Ikke desto mindre bevarede manden i bunkeren under Berlin magten.

Først med Hitlers selvmord 30. april 1945 brasede den bærende søjle under det nazistiske regime sammen.

Mentaliteter og magtstrukturer
’The End’ er først og fremmest en bog om de mentaliteter og magtstrukturer, der fik Tyskland til at fortsætte krigen.

Den bygger blandt andet på dagbøger og breve, og blandt Kershaws øjenvidner til livet i den sønderbombede hovedstad tæt på Stunde Null er et par danske berlinerkorrespondenter.

Flere internationale avisanmeldelser af bogen har været let lunkne. Jeg finder den fremragende.

’The End’ sammenfatter en lang række primært tyske detailstudier i en velkomponeret fremstilling, der inden for rammerne af Ian Kershaws generelle og overbevisende opfattelse af Hitler og magtudøvelsen i Nazityskland både er levende fortalt og kritisk analyserende historieskrivning.

Forhåbentlig kommer ’The End’ i en uforkortet dansk udgave.

FACEBOOKBliv ven med Politiken