»Kære Ven. Egentlig passer denne Overskrift ikke til Indholdet af dette Brev, eftersom jeg har stærkt i sinde at pulverisere dig«.

Linjerne skrev Christian Frederik Emil Horneman til sin bedste ven, Edvard Grieg, som svar på hans kritik af en detalje i den københavnske komponists livsværk, operaen
’Aladdin’.

LÆS OGSÅ Drømmesart klaverspil i stivbenet direktion

Horneman lagde aldrig fingrene imellem. Hverken når han gik i rette med vennerne, eller når han revsede det sene 1800-tals kulturinstitutioner i avisen. Eller når han gik imod strømmen og etablerede et eller andet økonomisk uholdbart som spark bagi til borgerskabets døsige vaner.

C.F.E. Hornemans uforfærdede natur gav både københavnerne et par succesfulde musikforeninger med symfonisk musik af unge romantiske komponister og et fuldgyldigt privat musikkonservatorium for elever med alle slags evner som konkurrent til Niels W. Gades statsstøttede for eliten.

Solgte hele familiens nodehandel
Stædig, humoristisk, raserende og ambitiøs sidder på skift som tillægsord foran Hornemans handlinger fra fødsel til død.

Han var purung studerende i klaver og komposition på et af tidens fineste europæiske konservatorier i Leipzig, da læreren Rietz med harmløs sarkasme spurgte Horneman, om han troede, han var udenfor, eftersom han ikke lukkede døren efter sig. Med det resultat, at eleven blev væk fra undervisningen i flere uger.

Da han 15 år senere fik besked om, at Grieg havde trukket sig som medredaktør af Nordiske Musikblade – en trykserie med nye værker af unge nordiske komponister, der skulle have chancen – lukkede han bladet og solgte kort tid efter hele familiens nodehandel til Wilhelm Hansen.

Horneman var mest sur over, at Grieg havde annonceret sin afsked i en norsk avis: »Og her i København hvor man passer enhver Leilighed op for at kunde udsprede Rygter om mig, hvad vilde det ikke være for en Svir at lave Gud ved hvad ud af den Historie«. Allerede som 35-årig var Hornemans aktiviteter genstand for snak.

Hans konsekvente natur med sans for det store drama fornægtede sig heller ikke året efter, hvor han som stifter og kunstnerisk leder under stort postyr forlod Koncertforeningen.

Her havde Horneman ellers stor succes med at samle københavnerne til orkestermusik i Carstensens vintertivoli, Casino Teatret. Årsag: Kollegaen Otto Malling havde tilsyneladende sagt noget grimt om mandens evner som dirigent.

Billeder, dokumenter og masser af breve
Det gik som regel galt med Hornemans projekter. Trods evner og mod. Den fængslende historie om manden og hans slægt fortæller Inger Sørensen i en ny stor biografi. Selvfølgelig er det Inger Sørensen, fristes man til at sige.

Fordi hun både leverede de fire bind om den store Hartmannslægt og biografien over kongen af dansk musik i 1800-tallet, Niels W. Gade. Så livtaget med outsideren Horneman er en naturlig brik i et underholdende og udførligt Sørensensk puslespil over hovedpersonerne i dansk guldaldermusik.

LÆS OGSÅ Natteromantikere går i seng med deres violiner

Frem for alt bruger Inger Sørensen billeder, dokumenter og masser af breve til at fortælle med. Gennem hans egen spruttende pen lærer vi Horneman at kende som idealistisk komponist, der elskede at diskutere, og som kun med møje og besvær formåede at lægge bånd på sine gnistrende følelser.

Selv om det helt åbenlyst ville have tjent hans sag at gøre det. Det lykkedes ham at støde selv de mest velmenende fra sig. Til sidst i livet også Grieg, der uforstående måtte se deres venskab afbrudt efter 40 års kærlige skænderier. Måske fordi Horneman følte sig mindreværdig over for den verdensberømte nordmand. Det er i hvert fald Inger Sørensens kvalificerede bud.

Usvigteligt talent
Det er historien om en mand, der havde så mange jern i ilden, at han kun sjældent fik tid til at gøre sine ting færdige. Især de egentlige. Horneman havde et usvigeligt talent for at komponere, et godt hoved til at gøre det med og ikke mindst stor kærlighed til faget.

C.F.E. Horneman: Orchestral Works (cd)

C.F.E. Horneman: Orchestral Works
DR SymfoniOrkestret
Dir.: Johannes Gustavsson
Dacapo 6. 220564

Det mente han selv – og det mente en mængde af de største danske komponister fra tiden. F.eks. Carl Nielsen. Alligevel blev det ikke til så meget.

I dag er han kun på koncertprogrammerne med det par års mellemrum med ’Gurresuiten’. De mange sange, klaverstykkerne og de ti sceneværker hører man ikke noget til.

At det er synd og skam, kan man høre på DR SymfoniOrkestrets veltimede cd med Hornemans aldeles ukendte musik. Det er suiter af teatermusik og en enkelt ungdommelig ouverture til en opera, der aldrig blev, og man mærker dramaet hele vejen. ’Gurresuiten’s kendte klangstrømme er med – resten er sjældne sager.

Original og hårdtslående musik
Hornemans musik viser sig original og hårdtslående. Lette strygere, sprøde træblæsere og smældende horn hele vejen rundt i romantikkens harmoniske univers med overraskende kort afstand mellem melankoli, liflig dans og de heftige konklusioner.

Og så er der gyldne overraskelser i suiten fra ’Kampen med muserne’. Selv om forestillingen havde tekst af den senere nobelpristager Karl Gjellerup og var 18 år undervejs, spillede den kun tre gange på Det Kgl. Teater dengang i 1908.

LÆS OGSÅ Georg Brandes imponerende stambog

Men kombinationen af Sørensens fascinerende fortælling om kampen for værket mod nationalscenen og Gjellerup – og DR-musikernes velsmurte fortolkning af den sært svimlende musik – efterlader kun en konklusion:

Horneman tilbage på teatret. Han skal have en chance mere.

FACEBOOKBliv ven med Politiken