En stor dame inden for dansk sprogforskning og runologi. Ordbogens fornyer og nidkære vogter. Den første kvindelige doktor i nordisk filologi.

Det Dansk Sprog- og Litteraturselskabs medstifter og mangeårige administrator. Javist. Disse faktuelle trivialiteter kan man allerede – og hurtigt – orientere sig om i Dansk Kvindebiografisk leksikon, Gyldendals Encyklopædi på nettet og ældre udgaver af Kraks Blå Bog. Hvis man skulle have interessen.

Det mest besynderlige er egentlig ikke, at Kristian Hvidt nøjes med at kratte videre i overfladen og supplere med lidt ekstra detaljer primært i kronologisk rækkefølge. Det mærkeligste er fornemmelsen af, at biografien handler om noget andet.

At forfatterens hjertesager mærkbart ligger et andet sted, og at Lis Jacobsen (1882-1961) blot har været en kærkommen lejlighed til igen at skrive om det, han har beskæftiget sig med et utal af gange før: nemlig brødrene Brandes og hele bunken af magtfulde mænd i kredsløb omkring disse to ulideligt hyldede stjerner i dansk kulturliv omkring 1900-tallets start.

Ingen refleksioner over køn
Biografiers håndtering af forholdet mellem den store og den lille historie er en delikat affære. I den rette dosering befrugter de hinanden. Personhistorien kan fungere som prisme for samtidsbilledet. Og tidens samfundsmæssige og kulturelle tendenser kan omvendt perspektivere den biograferedes mere private gemakker. Hos Hvidt sker det imidlertid ikke sjældent, at Lis Jacobsen simpelthen forsvinder ud af sin egen historie.

Når han fortaber sig i ekskurser om magtkampe på Københavns Universitet, kulturradikalismens medieparnas og tilhørende statslige rygklapinstitutioner, sprogvidenskabens historie, kortlægning af mandlige forskerkarrierer eller blot Lis Jacobsens mange, mange forfædre og mandlige ledestjerner.

Der er bemærkelsesværdigt få kvinder i Lis Jacobsens liv, og det tager en evighed at nå ind til hende, når tidens store mænd og deres betydning for hendes dannelse skal tages i ed, før vi får lejlighed til selv at trykke hende i hånden. Bevares, al udenomssnaldret har da relevans, men vægtningen er helt gal.

Læg dertil, at det overhovedet ikke foresvæver forfatteren at reflektere over køn. End ikke tilnærmelsesvis. Sammenhængen burde ellers være oplagt. En kvindelig pioner på et stærkt mandedomineret område på et tidspunkt i historien, hvor kvinder stort set lige havde droppet pseudonymet, når de publicerede tekster i offentligheden. Hallo! Burde kønsanalysen ikke have været helt up front i læsningen af Lis Jacobsens unikke liv?

Ja, spørgsmålet er vel, om man overhovedet kan sætte damen et nyt, vedkommende og nutidsrelevant eftermæle uden at underkaste hendes liv en kønsanalytik? Hvad kostede det at være på kant med tidens dominerende kvindelighedsforståelse? Hvad betød det for hendes tilgang til verden? For hendes omdømme? For de mandlige normer i de institutioner, hvor hun satte sig for bordenden?

Paternalistisk
Ikke at køn ikke spiller en rolle i biografien, skal det siges. Det skriver sig blot ind bag om ryggen på Kristian Hvidt som en ubevidst optik i den mere paternalistiske afdeling.

Ikke mindst når han repetitivt beskriver hendes charmerende væsen, erotiske udstråling og smukke ydre og tillægger disse karakteristika kvalitet af murbrækkere til den magt, hun erhvervede sig. Foto:  bogens omslag.

Eller når scenen er sat i Edvard Brandes’ hjem på Strandboulevarden, hvor Lis Jacobsen i en næsten parodisk beskrivelse bænkes på ’gæstestolen’ og ikke når at åbne munden, før »åndens stormand« tager ordet og taler ind over hende – i timevis!

Pointen her som talrige andre steder i bogen er, at den store dame aldrig var blevet stor uden alle de store mænd omkring hende: Erslev, Cavling, Edvard og Georg B., hendes far – nationalbankdirektøren – og hendes husbond, hvis kranke forskerkarriere ikke hindrer Kristian Hvidt i at udråbe ham til en af Lis Jacobsens toneangivende formgivere.

Berøringsangst
Interessante biografier skabes af forfattere, der tør gå planken ud. Tør videretolke kildeudsagn langt ind under huden på den biograferede og tegne også de omkostningsfulde og sårbare sider af mennesket bag den offentligt velkendte profil.

Det er derfor, Jens Andersens biografier om Thit Jensen, Tove Ditlevsen og Ole Lund Kirkegaard fungerer. Eller Birgitte Possings store bog om Bodil Koch for den sags skyld. Men Kristian Hvidt vover ikke noget. Skildringen løber i høj grad på ydersiden af figuren.

LÆS OGSÅ 100 år med det danske sprog

Som om han ikke har turdet kravle ind i hende og kradse op i hendes egne refleksioner, som de fremgår af det enorme kildemateriale, han har haft til rådighed. Måske af misforstået respekt? Eller berøringsangst styret af strikte akademiske spilleregler? Eller simpelthen af mangel på ægte interesse? Jeg ved det ikke. Men det mangler. Og når nu der endelig kommer en biografi om en af de store damer fra en svunden tid ellers overbefolket af biografier om mænd.

En forgænger, der kridtede banen op, åbnede døre, så andre kvinder siden kunne klemme sig igennem og tage plads. Så er det dæleme fatalt, at det gøres i en så altmodisch, chauvinistisk og distanceret parafrase over Adam, Eva og ribbenet.