Den daværende sekretær for den svenske Nobelkomité, Horace Engdahl, vakte nogen forbløffelse, da han umiddelbart inden offentliggørelsen af vinderen af nobelprisen i litteratur i 2008 udtalte, at amerikansk litteratur var for isoleret og for optaget af sin egen verden.

Engdahls de facto-diskvalificering af amerikanerne kom på et tidspunkt, hvor den amerikanske litteratur i andres øjne ellers forekom vældig vital og ikke mere indadvendt og lokal i sine temaer end så mange andre landes litteratur.

Tore Rye Andersen tager sit udgangspunkt i Engdahls kritik, og det gør han også, fordi bogen skal passe ind i en serie med overskriften ’Verdenslitteratur’.

Amerikansk litteratur skal beskrives som en af mange litteraturer i verden, men også vurderes på, i hvilken grad den er vendt mod verden. Rye Andersen medgiver gerne, at amerikanerne oversætter alt for lidt udenlandsk litteratur.

Verdenslitteratur
Det er fristende at være sin egen verden, når man er så stor og dominerende som USA og samtidig opererer på det altdominerende verdenssprog engelsk. Dog argumenterer Rye Andersen overbevisende for, at amerikansk litteratur også i høj grad er verdenslitteratur.

Rye Andersen siger det ikke ligeud, men hvis en amerikaner efter Engdahls afgang nu atter er i spil til nobelprisen, så bør modtageren være Thomas Pynchon, der siden 1963 har skrevet store og enormt ambitiøse encyklopædiske konspirationsromaner med hele verdens historie og geografi som sin tumleplads.

Det kan jeg sådan set sagtens skrive under på, bortset fra at jeg synes, det forekommer lidt underligt, at Rye Andersen konsekvent ikke tæller Pynchons debutroman ’V’ med blandt Pynchons store, selv om den både er vægtig og verdensorienteret.

Bevidste fravalg
Amerikansk litteratur har i mange år været temmelig underbelyst herhjemme, så ’Den nye amerikanske roman’ er meget velkommen.

Tore Rye Andersen lægger et snit, som fortæller en tematisk udviklingshistorie med fokus på begrebet verdenslitteratur. Det betyder nogle bevidste fravalg. Vigtige nye navne som Michael Chabon og Jonathan Lethem har f.eks. ikke passet ind i fortællingen.

Sidste år udkom ’Historier om Amerika’ med enkeltstående essays om nyere amerikanske forfatterskaber (undertegnede skrev her om Cormac McCarthy).

Tilsammen betyder de to udgivelser med deres forskellige optik og tilgang, at man som dansker med interesse for ny amerikansk romanlitteratur nu er klædt bedre på end længe.

Unødvendige fremmedord
Tore Rye Andersen er gennemgående en skarp og veloplagt fortæller og analytiker.

På den baggrund er det som formidling betragtet lidt ærgerligt, at han spætter sin grundlæggende spændende og letlæste fagprosa med mere eller mindre unødvendige fremmedord som »kooptering«, »selvperpetuerende«, »invokering«, »fokalisere«, »deiktisk«, osv.

At samtlige citater og tekstuddrag er på amerikansk, vil vel også være en udfordring for nogle. Men det ændrer ikke ved, at bogen er en særdeles interessant og velvinklet gennemgang af den nye amerikanske roman.

9/11-litteraturen
Bogen starter med en stor gennemgang af 9/11-litteraturen, som viser sig ikke at handle særlig meget om 9-11. Hvilket faktisk ikke er et spor uinteressant antiklimaks at lægge ud med. Især en kritisk læsning af Don DeLillos ’Falling Man’ (’Den faldende mand’) er der kød på.

Romanen er et langsomt medie, som gerne skal have de historiske begivenheder lidt på afstand, hævder Rye Andersen. Til gengæld kan romanen, som forfægtet af Jonathan Franzen, nå ind og ned, hvor massemedierne ikke kan komme – nemlig trænge dybt ind i sproget og sindets krinkelkroge.

Forfatteren kan ikke længere realistisk drømme om at vende op og ned på verden, men kan skabe vigtige alliancer med sine lige så enkeltstående læsere. Den enkelte forfatter giver den enkelte læser kunstigt åndedræt i et ocean af digital sniksnak.

Helt fremragende er kapitlerne om postironikerne (Rye Andersens prædikat), dvs. opgøret med postmodernisternes ironi, som tager form som en ny orientering mod intimsfæren.

Det sker med vægten lagt på David Forster Wallaces ’Infinite Jest’ og Jonathan Franzens ’The Corrections’ (’Korrektioner’) og de to forfatteres centrale essays om romanens rolle i multimediesamfundets tidsalder.

Krølle på halen
At amerikansk litteratur skulle være verdensfjern, modbevises overbevisende med gennemgange med sidenik til bl.a. William Vollmanns ’Europe Central’ og Denis Johnsons ’Tree of Smoke’ (’Træet af røg’) samt gennemgange af Junot Diaz’ ’The Short and Wondrous Life of Oscar Wao’ (’Oscar Waos korte & forunderlige liv’), Joseph O’Neills ’Netherland’, William Gibsons ’Pattern Recognition’ og som nævnt ikke mindst Thomas Pynchon med vægten lagt på ’Gravity’s Rainbow’, ’Mason & Dixon’ og ’Against The Day’, hvoraf kun den midterste er oversat til dansk.

Gennemgangen sluttes med Cormac McCarthys ’The Road’ (’Vejen’), fordi den sammen med Jonathan Franzens ’Freedom’ (’Frihed’) peger på verden som økologisk krisecenter i en globaliseret tidsalder, hvor det lokale og det globale slet ikke kan lade være med at afspejle hinanden.

Indholdsmæssigt en lidt bleg og fattet afslutning, men den slår krøllen på halen og giver god mening i Tore Rye Andersens bud på en slags sammenhængende fortælling om den nye amerikanske roman. Man er i så henseende efter endt læsning klogere på nogle centrale værker og strømninger.

FACEBOOKBliv ven med Politiken