'Mad Men’, ’Sopranos’, ’Six Feet Under’, ’The Wire’, ’Dexter’, ’Breaking Bad’: Den nye bølge af amerikanske tv-serier er over os og har været det længe.

Der er vel at mærke tale om en ganske anden type serier end ’Dallas’, ’Dollars’ og ’Beverly Hills 90210’, for de nye serier lægger sig op ad kvalitetsfilmen snarere end soapoperaen; de dyrker en udsøgt billedæstetik og giver plads for komplicerede handlingsforløb med nuancerede personskildringer, der bliver ved med at afsløre nye sider af deres person.

LÆS OGSÅBagmand: Sådan slutter 'Mad Men'

Og så er de ikke bange for sex, vold og bandeord. Det er ikke tilfældigt, at den kreative klasse har taget dem til sig og dyrker dem intenst på niveau med lange romaner og klassiske symfonier.

Stort kulturel indflydelse
I Danmark har de primært været sendt på obskure kanaler på umulige, forskudte tidspunkter og er derfor primært slået igennem på dvd-markedet.

Også deri kommer de tættere på romanen: Man bestemmer selv, hvornår og hvor længe man vil følge Tony Sopranos forsøg på at få gangster- og familieliv til at gå op eller hengive sig til den kritiske realisme i Baltimores kriminelle og korrupte samfund i ’The Wire’.

LÆS OGSÅ'The Wire' er et højdepunkt i moderne tv-fiktion

Seriernes kulturelle indflydelse har været stor, senest med ’Mad Men’, der efter sigende har påvirket både mode og design, ligesom hovedpersonen, Don Draper, blev udnævnt som den "mest indflydelsesrige mand i USA.

Ujævnt fokus
Det er derfor kærkomment med en bog om emnet, der tager fat i fænomenet generelt såvel som i de konkrete serier en efter en. ’Fjernsyn for viderekomne’ indløser dog kun delvis de forventninger, man kunne have til en sådan bog.

Der er tale om en akademisk antologi med mange skarpt vinklede analyser. Det betyder for det første, at den er lidt ujævn i sit fokus, og for det andet, at den har et mediehistorisk perspektiv, der handler om amerikansk broadcast og næsten ignorerer såvel dvd-markedet som den danske reception af disse serier.

LÆS OGSÅ'Sopranos' står stadig som et tv-mesterværk

Bogen begynder med en fin historisk gennemgang af Henrik Højer, der viser, hvordan den traditionelle amerikanske tv-serie-skabelon ser ud, og hvordan det filmiske foregribes på hver sin måde af ’Hill Street Blues’, ’Miami Vice’ og ’Twin Peaks’, og som formulerer de nye tv-seriers typiske anatomi med afsæt i selskabet HBO.

Andreas Halskov zoomer ind på titelsekvenserne (de selvstændige introer, der indleder hvert afsnit) og har et godt øje for billederne, men kunne godt gøre mere ud af den ofte markante musik. Helle Kannik Haastrup indkredser de typiske træk i genren ’dramedie’, den dramatiske komedie, med afsæt i ’Ally McBeal’ og ’Sex and the City’.

Snæver vinkel
Herefter bliver serierne taget op en efter en, nogle gange med en noget snæver vinkel: Anne Hammerich Graversen viser, hvordan gangsterne i ’The Sopranos’ henviser til ’Godfather’ (positivt) og ’Goodfellas’ (tabuiseret) og dermed indskriver sig i en bestemt gangsterfilmtradition.

Anne Gjelsvik og Jørgen Bruhn ser den socialrealistiske ’The Wire’ i lyset af litteraturteoretikeren M.M. Bachtins begreb om ’kronotopen’, altså en klynge af tid og rum, der definerer en epoke.

Det er udmærkede akademiske analyser, men man sidder tilbage med fornemmelsen af at være blevet snydt for en bredere gennemgang af de pågældende seriers forskellige temaer og virkemidler.

LÆS OGSÅGeniet bag 'The Wire': Jeg er et stedbarn i tv-branchen

Hvad med de danske tv-serier?
Bogen er bygget op i fire dele: ’På sporet af det nye’, ’Premium cable’, ’Basic cable’ og ’Broadcastnetværk’. Allerede her ser man, at det er de amerikanske broadcastsystemer, der er bogens overordnede vinkel.

Det er naturligvis et gyldigt valg, men når bogen gentagne gange forklarer sin eksistensberettigelse med, at der mangler et dansk studie af emnet, skurrer det mod det konkrete indhold.

LÆS OGSÅGeniet bag 'The Wire': Jeg er et stedbarn i tv-branchen

Først på s. 79 forklares forskellen på ’basic cable’ og ’premuim cable’, på trods af at disse begreber har floreret lystigt siden forordet.

Alle citater er på engelsk, og der er kun få spor af den danske modtagelse, de danske sendeforhold, og ikke mindst afsmitningen på serier som ’Broen’, ’Lærkevej’ og ’Lulu & Leon’. Det ville jeg gerne vide mere om, frem for de mange gentagelser af, at man godt må bande på premium cable.

Også lyspunkter
Men der er også en del undtagelser, som gør, at bogen alligevel ikke bare ligner et temanummer af et amerikansk medievidenskabeligt tidsskrift.

Især skal nævnes Jakob Isak Nielsens forbilledlige ’Rundt om Mad Men’, der netop kommer rundt om serien (fra ’faldet’ som metafor til seriens blik på 60’erne), og som endda også forholder sig til de danske diskussioner af serien og til dvd-kigning.

Palle Schantz Lauridsen tager fat i den beskidte western ’Deadwood’ med et relevant fokus på kroppen og sproget, der præger alle aspekter af serien. Og Troels Jacob Hundtofte viser velskrivende og medrivende, at seriemorderserien ’Dexter’ er mere mainstream, end den som regel fremstilles.

LÆS OGSÅSindsoprivende tv-serie er dybt vanedannende

Den sætning, der gentages oftest i bogen, er uden tvivl HBO’s slogan: ’It’s not TV. It’s HBO’. Sloganet viser, hvor magtpåliggende det er at lægge afstand til den traditionelle amerikanske linje, der handler om, at alle skal kunne se med og ingen blive stødt.

De nye serier støder gerne sarte sjæle fra sig, hvis de til gengæld får et dedikeret publikum, der savler over reklamemanden Don Draper (’Mad Men’), intenst følger bedemandsfamilien Fisher (’Six Feet Under’) og smiler galgenhumoristisk af Walther Whites cancerterminale forbrydelser (’Breaking Bad’). Og tak for det.

FACEBOOKBliv ven med Politiken