Det hører til undtagelserne, at et stykke af et hotel bliver et museumsstykke. Men det usædvanlige indtraf i 1946, da spisesalen på Brøndums Hotel i Skagen blev overflyttet til Skagens Museum, som 38 år tidligere var blevet stiftet i den selv samme spisesal på det selv samme hotel. Stifterne var malerne Michael Ancher, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen, apoteker Victor Klæbel og krovært Degn Brøndum. LÆS OGSÅNy udstilling er noget nær den ultimative Krøyer-oplevelse Sidstnævnte ejede hotellet, som bar hans families navn, og som længe var det eneste sted på de norddanske kanter, hvor man kunne bo nogenlunde komfortabelt. Men Brøndums Hotel er et sjældent eksempel på, at et monopol også kan føre noget smukt med sig. Hotellets spisesal var nemlig noget ganske særligt, ikke så meget grund af maden som på grund af de kunstnere, der gennem tiden havde været stedets gæster. For salens paneler var udsmykket med portrætter af næsten alle (Drachmann mangler dog!) og dertil motiver, som miljøet i Skagen havde inspireret kunstnerkredsen til at male. Hvis ikke portrætterne ligefrem var selvportrætter, var de udført af deres kammerater på stedet. Alle disse billeder har sikkert været en betaling i naturalier for det, der var blevet spist og drukket hos Brøndums, 'til Tak for glade Dage og god Behandling og til egen Anmindelse', som der stod i Julealbum i 1892. Men vi ved, at udsmykningen af spisesalen godt kan tolkes som en gæstebog - i oliefarve på lærred. Gedigen forskning Lige indtil nu har der manglet en stor gennemillustreret publikation om udsmykningens historik. Især har man savnet et fagligt og ædrueligt overblik over alle de portrætter, der for kortere eller længere tid udgjorde kunstnerfrisen. Da der kun eksisterer en række gamle fotografier og ikke nogen logbog over samlingens og frisens vækst, har det krævet kildeforskning at få kortlagt, hvad der henholdsvis kom til og gik til. LÆS OGSÅ En brand i 1954 tyndede ud i bestanden og ødelagde 17 billeder. Til dem hørte bl.a. et selvportræt af Laurits Tuxen, et billede, som Viggo Johansen havde malet af sin kone Martha, og flere portrætter, som Michael Ancher havde stået for. Men det bedste er bevaret. At dømme efter den nye store bog 'Brøndums Spisesal' har Mette Bøgh Jensen været i arkiverne - og har været den rette til at være dér. For forfatteren, som til daglig er museumsinspektør ved Skagens Museum, tænker snarere på at få trukket gedigne forskningsresultater i land end bare at skrive noget, der udsmykket med farvefotos kan omsættes i museumsbutikken lige bag Brøndums Spisesal. Kunstnerne i hovedrollen Med sin første store bog 'At male sit privatliv' demonstrerede Mette Bøgh Jensen, at hun turde kaste et kildekritisk blik på den trang til selviscenesættelse, der altid er på færde i Skagensmalernes billeder. For den rene realisme er der ikke helt tale om. Heller ikke i denne udgivelse, hvor udblikket er begrænset til et enkelt rum og dets historie, ligger hun under for den nostalgi og trang til sentimentalitet, der har pyntet op på mange Skagenskrøniker. LÆS OGSÅUkendt og vigtigt maleri dukket op Indledningsvis får hun placeret paterniteten til salens udsmykning. Måske var det den norske kunstner Wilhelm Peters eller hans landsmand Eilif Peterssen, der som de første legede med ideen om en udsmykning, hvor kunstnerne kunne spille hovedrollen. Den slags kunne man også falde over i udlandet. Men under alle omstændigheder var det P.S. Krøyer, der fik fyret op under projektet. I alt signerede han tyve portrætter til frisen, og centrum for hele udsmykningen blev hans eget maleri 'Ved frokosten' fra 1883. I realismens navn måtte han selv være fraværende i sit eget maleri. For man kan ikke både male sig selv og sine kammerater, samtidig med at man spiser frokost med dem. I betragtning af hvor meget disse malerier fylder både i folks bevidsthed og bogreoler, har Skagensmaleriet som sådan ikke ansporet til særlig meget seriøs forskning. LÆS OGSÅDanske malerier ender hos udenlandske samlere 'Brøndums Spisesal' står i så henseende for en tiltrængt kritisk nysgerrighed over for et folkekært stof. Museet er udgiver, så bogen har ikke været gennem et normalt forlagsapparat. Uanset merudgiften ville en forlagsredaktion nok have givet et par kritiske øjne ekstra på den skrevne tekst. Måske var det så blevet rettet, at det sidste og næstsidste vers i Drachmanns digt 'Erindring' var smeltet sammen til ét langt, og at digtets sidste linje var faldet helt ud. FACEBOOK