»Forstaden er fortid«. Med den replik af direktør for Dansk Arkitektur Center Kent Martinussen slutter Torben Weirups bog om forstadens fremtid.

Man spolerer imidlertid ikke historien ved at røbe slutningen, for hans udgangspunkt er netop den udbredte erkendelse af, at den ’tynde’ by er under afvikling. Det er der mange gode grunde til, men den enkleste forklaring er ultrakort: CO2.

Hvis vi skal begrænse udledningen af kultveilte og dermed klimaændringerne, er en infrastruktur, hvor folk bor ét sted, arbejder et andet og køber ind et tredje, hvorimellem de pendulerer i bil, ikke hensigtsmæssig.

Allerede de stigende energipriser minder om, at byplanlægning i høj grad handler om trafik og anden infrastruktur som placering af skoler, udlægning af bredbånd eller affaldshåndtering. Der løber således mange fine tråde mellem den måde, vi organiserer samfundet på, og de by- og boligformer vi vælger – eller som bliver valgt for os.

Velfærdsnedrivningens ghettoer
En tilbagevendende konflikt har handlet om, at folk flest ikke brød sig om, at det hele blev alt for ’arkitekttegnet’.

Paradoksalt nok, for de modernistiske arkitekters intention var netop at tegne boliger og byer, der svarede til moderne menneskers virkelighed, og deres behov for lys og luft og fri leg, op imod en reaktionær og anakronistisk stildyrkelse.

Skulle man dække de behov, måtte man ud og lave nye forstæder uden for de beklumrede, industrityngede byer.

Da der samtidig var stor boligmangel, blev der bygget hurtigt og meget. Alt for ofte af alt for ringe kvalitet, både byggeteknisk og arkitektonisk. Og mange af velfærdsopbygningens større byggerier – i Danmark: Gellerup, Brøndby Strand, Tingbjerg, Vollsmose, Aalborg Øst osv. – blev senere (nemlig i dag) til velfærdsnedrivningens ghettoer.

Realdanias initativ
Med parcelhusområdernes enorme vækst vendte intet mindre end folket tilbage til den jord, som det havde forladt som arbejdsplads, men måske stadig længtes efter.

Og den folkelige succes var indlysende: Her var børnevenligt, individualistisk, erstatningsherskabeligt. Parcelhusforstaden er velfærdssamfundets version af den evige frokost i det grønne.

Det er Realdania, en fond, der støtter arkitektoniske projekter, som har bedt Berlingske Tidendes mangeårige kunst- og arkitekturanmelder om at tegne en skitse af de arkitektoniske og planlægningsmæssige udfordringer, forstæderne udgør i samfundsudviklingen.

Da det ikke mindst er landets hundredtusinder af forstadsparcellister, der har opsparet Realdanias formue, giver det for så vidt god mening, at fonden giver noget tilbage i form af en vejrudsigt for de kommende år på terrasserne.

Forstadens død
Torben Weirup har organiseret sin bog omkring ekskursioner til udvalgte forstæder af forskellig karakter suppleret af interview med fem arkitekter.

Turen begynder i det grønne Gentofte, fortsætter op på det arkitektonisk og landskabeligt fint sammenhængende Bispebjerg til Danmarks største parcelhuskvarter i Tilst uden for Aarhus, blokkene i Gellerup, ud på landet til ’pendlerbyen’ Nysted på Lolland, videre til det usædvanlige (kunst- og) erhvervsområde Birk uden for Herning for at slutte med et fremtidsprojekt for Øresundsregionen, Loop City.

Og det er her, fremtidsperspektiverne tager livet af forstaden. I dag søger både arkitekttrenden og de, der selv kan vælge bolig, tilbage til byen. Med Singapore som forbillede: bystat i stedet for nationalstat. Det skal være tæt og urbant, man skal køre i hurtig letbane i stedet for egen bil, videnskultur og bylandbrug.

Hvilket samtidig betyder fortættede eller affolkede forstæder, udkantsområder, der springer i natur. Ulv og hede, der vender tilbage.

Overser vigtige problemstillinger
Etnologen Peter Dragsbohar med sit fremragende værk ’Hvem opfandt parcelhuskvarteret?’ fortalt forstadens historie op til 1960, og det er klart, at det er på præcis det tidspunkt, med det industrialiserede massebyggeri og velfærdssamfundets pres på infrastrukturen, at nutidens dilemmaer for alvor bliver til.

Weirups mere journalistiske og slentrende form fungerer nogenlunde, men er naturligvis ikke Dragsbos dybtgående undersøgelse og fremstår såmænd også lidt vel uredigeret med unødvendige gentagelser og lidt for hyggeligt sludrende her og der.

PRIVATLIV.  Foto fra bogen: Karsten Weirup Men hovedindvendingen er en anden. I betragtning af de ret voldsomme omvæltninger for store dele af det bebyggede danske land, der ridses op (med BIG som masterplanner) underspiller Weirup de grundlæggende interessekonflikter bag samfunds- og dermed boligidealerne, der har betydet, at udviklingen og planlægningen aldrig rigtig har stemt overens.

Derfor kan han ikke forklare, hvorfor meget få erhvervsområder er opholdssteder som Birk, eller hvorfor arkitekterne ikke kan løse de sociale problemer i ghettoerne. Eller hvorfor nogle jo faktisk stadig ønsker at bo i parcelhuse.

Blændværk
I en krisetid, hvor alt synes at handle om at berolige investorerne på de finansielle markeder, så der igen ’kommer gang i hjulene’, kan det måske se ud, som om vi alle har den samme samfundsøkonomiske interesse. Men det er jo blændværk.

Manglen på arbejdspladser i Udkantsdanmark afhjælpes ikke ved, at middelklassen igen begynder at bytte friværdier i forstæderne. Og et tættere byliv med flere butikker, cafeer og kulturtilbud hindrer ikke industrikulturens nu attraktive, omdannede havneområder i at blive spekulationsobjekter.

For ikke at tale om de meget større problemer, som konflikten mellem underbeskæftigede indvandrede og en middelklasse i aflukkede gated communities i de voldsomt voksende metropolers forstæder andre steder i verden udgør.

Forstaden - det muliges kunst
Parcelhuset er en frihedsdrøm i mursten. Og som Weirup siger, er der ikke megen frihed i at sidde fast i en motorvejskø på vej hjem til forstaden.

Men den ofte latterliggjorte populære kombination af parcelhus og bil er jo realiseringen af det gode liv på de betingelser, markedets og planlægningens mesalliance nu tilbyder.

Forstaden er udtryk for det muliges kunst. Hvis den nye fortætningstrend samtidig kan medtænke forstædernes potentiale, vil arkitekturen kunne revolutionere Forstadsland. Men er det ikke for meget at håbe på?