Fotografiet er fra 40'erne og viser en ung mor med en lille dreng på armen.

Det er i en fin kvalitet, hverken falmet eller slidt. Men det har heller ikke fået for meget lys, for der er ikke hverken blevet kigget på det eller talt om det, fortæller drengen på billedet, Lennart Karlin.

Han er et af de 135 danskjødiske børn, som blev efterladt her, da deres forældre i 1943 flygtede til Sverige for at undgå at ende i tyske koncentrationslejre.

Børnene – 60 procent af dem under fem år, 25 procent under eller omkring ét år gamle – blev tilbage, dels fordi man frygtede, at de ville græde og dermed afsløre flygtningebådene for tyskerne, dels fordi forældrene ikke vidste, hvor længe de skulle blive i Sverige, og hvordan forholdene ville være der.

Så de små børn blev sat i pleje hos modige danske venner eller anbragt på børnehjem. Og det kom de sig aldrig over, fortæller 11 af dem i denne bog til journalisten Kirsten Nilsson.

Ikke fordi de havde haft det dårligt, nærmest tværtimod, for der blev knyttet tætte følelsesmæssige bånd mellem de små børn og deres plejeforældre, så der var tragedier på begge sider: Plejeforældrene, fordi de skulle miste et barn, de var kommet til at elske, forældrene, fordi de følte sig forkastet af et barn, der ikke genkendte dem og ikke ville vide af dem.

Dårlig samvittighed over at have efterladt barnet spillede også ind.

Ingen sagde noget
Men ingen sagde noget. Livet skulle fortsætte, som om intet var hændt, for der var ingen erkendelse af, hvor tidligt børn kan rammes af adskillelsens traumer, og hvad de kan huske, selv om de ikke kan formulere det.

Så alle de gemte børn troede, at de var alene om følelsen af fremmedhed og problemerne med familien.

Først da Politiken i sommeren 2009 bragte et Kirsten Nilsson-interview med en af de 11 i nærværende bog, kom der hul på bylden.

LÆS ARTIKEL Jødiske børn blev efterladt i Danmark af forældrene

I løbet af få dage henvendte over 100 gemte børn sig til Dansk Jødisk Museum, som allerede var i gang med projektet, men kun var nået op på 25 navne.

Året efter udkom museets bog 'Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45'.

Kender ikke sin mor
Kirsten Nilsson sætter sine 11 ansigter på historien, og det er bevægende læsning.

Som Lone Hannover, der bliver efterladt på fødeklinikken en måned gammel og vokser op hos sine morforældre, indtil forældrene kommer tilbage to år senere: efterladt.  Lone, som blev i Danmark hos sin mormor, da hendes forældre flygtede til Sverige. Foto fra bogen.

»En bil kommer kørende ind. En fremmed mand, kvinde og dreng stiger ud. Det er hendes forældre og hendes bror, men Lone kender dem ikke. Kvinden, som er i grå frakke, løber hen imod Lone og vil tage hende op i sin favn.

LÆS OGSÅ Ny bog kradser i glansbilledet af den store danske jødeflugt

Men Lone vil ikke. Skræmt råber hun: »Mor!« og kaster sig ind til mormoderen«.

Det ødelægger forholdet til hendes rigtige mor for altid. Udadtil er det en perfekt familie, indadtil er det et helvede for Lone, der bliver fysisk og psykisk mishandlet af moderen.

»Jeg forstår stadig ikke, hvorfor hun hadede mig sådan«, siger Lone Hannover i dag. »Hvis hun havde givet mig tid, efter at de kom hjem, var jeg nok blevet hendes datter igen, og jeg kunne have begyndt at elske hende«.

Gør sig umulig
Der er beretninger om mareridt, der fortsætter her, snart 70 år senere, om relationer, der aldrig blev genoprettet, om konflikter og om tilgivelse.

fremmed.  Claus, der ses på bogens forside, fandt først som voksen ud af, at han var jøde. Tove Udsholt er tre år, da hun i oktober 1943 bliver sat i pleje hos et kærligt ægtepar i Gilleleje, og fem, da moderen melder sig efter krigen og vil have hende hjem til sig.

Tove må følge med, selv om hun siger nej, men i løbet af kort tid gør hun sig så umulig, at moderen må sende hende tilbage til plejeforældrene i Gilleleje. Og der opnås en mindelig ordning, hvor Tove jævnlig ser sin mor og også holder kontakt til sin jødiske familie.

I dag holder hun foredrag om sin historie og sin opvækst. Hun fastholder, at det er en historie om kærlighed, selv om der er ofre og konflikter i den. Som hun siger:

»Min mor betalte den højeste pris for at give mig den bedste tilværelse«.