Gert Petersen synes ikke, at han havde uret i alle de år, hvor han deltog i den offentlige debat om den kolde krig under den kolde krig. Eller rettere sagt: Han indrømmer, at det er 'pinligt', at han fra 1945 til omkring 1956 selv var stalinist, i lyset af det han i dag kalder Stalins »blodige paranoia« og »dogmatisk-religiøse måde at tænke på«.

Men siden 1956 og stiftelsen af SF mener den tidligere partiformand at have været på ret kurs. Det irriterer ham derfor grænseløst, at sovjetkommunismen helt unuanceret bliver lagt for had som 'ondskabens imperium', og at kritikere af NATO og USAs kurs - som han selv - stemples som i bedste fald naive idioter og i værste fald en slags landsforrædere.

---

Bogen er lidt af en kraftpræstation. Den er lang, men den kommer sandelig vidt omkring i en omfattende dansk og international litteratur, og forfatteren får undervejs givet sit besyv med i en meget lang række af de ideologiske og sikkerhedspolitiske diskussioner, der har præget 1990erne.

Det er fristende at gå ind og rette fejl (George Orwell var socialist, men i modsætning til, hvad Gert Petersen flere gange skriver, aldrig kommunist - tværtimod) og problematisere en lange række af hans konklusioner. Det gælder ikke mindst den længste del af bogen, der er en lang, nogenlunde kronologisk gennemgang af den kolde krigs historie.

Men i helt kort form: Den røde tråd er et hovedsynspunkt om, at nok har Stalin og hans efterfølgere et hovedansvar for den kolde krig, men det har NATO og USA også, hvorfor det ikke bare var legitimt, men også fornuftigt at kritisere dem undervejs.

---

Bogens bedste dele er dem, hvor Gert Petersen ræsonnerer overordnet om socialismens og kommunismens forhold til utopi og vold, om ligheder og forskelle på kommunisme og fascisme/nazisme, og der, hvor han med udgangspunkt i den i flere omgange forrådte russiske revolution forklarer præcis, hvad der er galt med leninismen og stalinismen.

At læse SFs store rorgænger forsvare Karl Marx med, at han har meget tilfælles med Adam Smith er forfriskende (og rigtigt). De analyser, der her udfoldes, havde været berigende for den danske debat fra 1960 til 1990. Men hvis de har været trykt tidligere, har jeg i hvert fald overset dem.

Bogens store svaghed er en logisk følge af Gert Petersens vedvarende interesse for sikkerhedspolitik. Når det kommer til stykket, lader han ikke sin forståelse for leninismen og stalinismens natur præge tolkningen af den kolde krigs internationale historie: Han ser det som fejl og misforståelser og det, der er værre, fra vestlig side, når en række muligheder for at skabe fred og forståelse undervejs ikke blev grebet.

Først da Gorbatjov kom til, greb Reagan chancen for at gøre en ende på konfrontationerne, konstaterer han. Men tror Gert Petersen virkelig, at det er en tilfældighed, at først da det sovjetiske system takket være Gorbatjovs reformforsøg var under afvikling, og Østeuropa i åbent oprør, så kom det storpolitiske gennembrud?

Pointen er naturligvis, at den fundamentale årsag til den kolde krig var det magtsystem, som Lenin og Stalin skabte, og at først en afmontering af det gjorde det muligt at afslutte den kolde krig. Så skete det til gengæld hurtigt og forbløffende udramatisk.

---

Som nævnt bæres bogen af Gert Petersens store behov for at give sig selv ret - en såre menneskelig svaghed, som der i dette tilfælde er kommet både megen læsning, megen formidling og en hel del fornuftige ræsonnementer ud af.

Alligevel tror jeg, at det var blevet en langt bedre bog, hvis Gert Petersen direkte havde sat sig selv i centrum og fortalt den intellektuelle og politiske historie om, hvordan han selv er nået frem til de synspunkter, han nu står for.

I stedet for en intellektuel selvbiografi, har vi fået en massiv apologi i form af et personligt forsøg på at skrive den kolde krigs historie. Det er der kommet en stor og stofrig, men ikke særlig god bog ud af.