Et sted i bunkerens halvmørke lyder et klokkespil. En jingle fra en anden tid. Velkendt som en vuggevise og så alligevel ikke helt. Så toner en alvorsfuld skikkelse frem på en sort/hvid skærm. »Godaften, her er nyhederne«. Også speakeren virker både velkendt og fremmed. For selv om han med slipseknude og hornbrille udviser en slående lighed med de speakere, som for fem årtier siden læste højt af døgnet for danskerne, er han bare en skuespiller. Og gudskelov for det. »Vi afbryder landskampen mellem Danmark og Sverige med en meget vigtig meddelelse«, siger han med så præcis en diktion i velourstemmen, at det i sig selv synes at garantere, at verden vil stå længe endnu. Og tager hul på sit dystre budskab, der også løber på engelsk som tekst i skærmens bund: »Amerikanske krigsskibe åbnede i morges ild mod et sovjetisk transportskib på vej mod Cuba ...«. Ud af det kontrafaktiske spor Jeg kan ikke finde hans øjne i halvmørket, den unge museumsleder, men jeg fornemmer hans blik. »Der var faktisk landskamp den aften«, siger Martin Jespersen. »Og alt, hvad der kan være historisk korrekt, er korrekt«. »Men ...«, tilføjer han. »Ellers er det jo her, det hele kører lidt af sporet og ind i det kontrafaktiske«. Bombefly på vej mod København Det kan jeg så bekræfte. Vi er i kommandocentralen i en bunker i Vestvolden ved Rødovre 10 kilometer fra Rådhuspladsen. Det var her, at man fra 1954 til 1971 havde det samlede overblik over luftrummet over København. Og her man gav besked til kanon- og raketbatterier om, hvilke fly de skulle beskyde. LÆS OGSÅMuseer vil åbne gammel regeringsbunker Selv befinder vi os nu bare i den sidste, dramatiske fase af et spil i Oplevelsescenter Vestvolden, som på lørdag slår de tunge jerndøre op for offentligheden. Da vi skulle vælge mellem forhandling og konfrontation i den eskalerende Cubakrise, valgte vi det sidste. For ligesom at få lidt skred i tingene. Og nu betaler vi prisen. »Det forlyder, at danske krigsskibe allerede har været i kamp i farvandet øst for Bornholm«, siger speakeren. »Fjendtlige bombefly er observeret i dansk luftrum på vej mod København«. Lidt panik kan man vel altid mønstre, uanset hvor kontrafaktisk faren måtte være. Og da silhuetterne af russiske fly kort efter sværmer på det store runde bord, hvor vi overvåger luftrummet over København, får vi travlt med at skyde. Til ringe nytte. Tredje Verdenskrig? »Vi understreger: Situationen er meget alvorlig«, når speakeren at sige, før lyset i studiet begynder at blinke. »Tredje Verdenskrig kan meget vel være brudt ud«. Billedet flimrer. »Gør det rigtige«, siger han. »De har en ...«. Mere hører vi ikke. Og billedet på skærmen er afløst af sne. »Så, nu er samtlige vores raketbatterier nedkæmpet«, siger Martin Jespersen. Hvordan klarer vi den så? »Du kan ikke vinde Tredje Verdenskrig«. Et kæmpestort fly er på vej ind over kortet i ensom majestæt. Hvad er det der? »Vent og se«. Et glimt fylder skærmen, og ud af det hvide intet dukker paddehatteskyen op. Måske skulle vi alligevel have forhandlet? »Ja, men i virkeligheden endte Cubakrisen jo også fredeligt. Det får man også at vide i afslutningsfilmen. Den kolde krig fortsatte så bare i næsten 30 år mere«. Datidens dilemmaer Og det er disse årtier, besøgende børn og unge tilbydes et besøg i. De skal møde de dilemmaer, man stod over for dengang. Og mærke en snert af den tankegang og frygt, de afstedkom. »I dag er det jo global opvarmning eller terror, folk frygter. Dengang var det Tredje Verdenskrig«, siger Martin Jespersen. »Folk var skidebange«. Tunnel til Amalienborg Under den kolde krig var folk i villakvarteret nær bunkeren overladt til deres egen fantasi, når det gjaldt formålet med deres underjordiske naboer. Spionbunkeren, kaldte man den. Eller lyttebunkeren. Sidst i 60'erne gik der i lokale medier en historie om, at Rødovre nu var bombemål, fordi der hver morgen mødte 100 Nato-officerer, og fordi der var placeret missiler med atomsprænghoveder. Og i 80'erne »afslørede« et formiddagsblad, at en hemmelig gang løb helt ind til Amalienborg, og bragte luftfotos som bevis for, at træer derfor var visnet på Åboulevard.
LÆS OGSÅHvis Hitler havde vundet »Det er nemt nok at grine af i dag«, siger det nye oplevelsescenters leder, da han låser op og åbner den tunge, rødmalede jerndør ind i bunkeren. »For her arbejdede altså kun syv-otte officerer ad gangen. Men det er et godt vidnesbyrd om, hvordan folk tænkte, og hvad de frygtede«, siger Martin Jespersen. Tårnhøjt beredskab I væggene sidder nogle tunge, runde dæksler, som åbner udefter. Ventiler, som luften lige så stille sivede fra. Der var overtryk i bunkeren, så giftgas og andet stads ikke kunne trænge ind. Og anlægget har også sin egen vandboring og en nødgenerator, fortæller Martin Jespersen, mens vi trisser ind over hårde rødbrune gulve mellem hvidmalede vægge. En dyb brummen synes at udgå fra bunkeren selv og glide sammen med en underlig elektrisk knitren. »Bunkeren var bemandet i 24 timer og i tårnhøjt beredskab«, siger Martin Jespersen. »Et af raketbatterierne skulle kunne affyres efter fem minutter«. Vi passerer kommandocenteret, hvor lysende grønne visere bevæger sig rundt i cirkler og trækker grønne lysspor efter sig på nogle radarskærme. Helt sådan så her nu ikke ud, da bunkeren var i brug. Men, som Martin Jespersen siger: »Det giver en fed koldkrigsstemning«. Livet som voldbisse Længe før krigen blev kold, forberedte man sig på den herude ved Vestvolden, som er en del af den ring, man slog omkring København i 1880'erne. Også den historie får man i det nye center. »Vestvolden er bygget som en del af Københavns befæstning«, fortæller Martin Jespersen, der er standset i 'Ingeniørens rum', hvor han står lænet ind over et skrivebord, hvor træets årer, et kompas og et kort over København er projiceret på bordpladen som et levende lysbillede. Nord for byen opførte man forter og kanonbatterier og kunne med vand fra Furesøen fremkalde en oversvømmelse for at standse fjenden, mens volden tjente samme formål mod vest. »Det var de her voldbisser, som med håndkraft byggede volden«, siger Martin Jespersen, da vi står foran en lysende tegning – af en voldbisse og nogle tipvogne. LÆS OGSÅDen kolde krig - forfra Han griber en usynlig skovl og gør nogle store, fejende bevægelser. »Hvis jeg nu kunne ramme ...«, siger han. Det er en lille, indlagt konkurrence om først at få fyldt sine tipvogne. »De stod 11 timer om dagen til næsten ingen penge. Typisk yngre mænd«. Ventede på krigen Volden var stort set forældet, da den stod klar i 1894. For da havde kanonerne fået større rækkevidde. Men i de fire år, Første Verdenskrig rasede i Europa, var titusinder af soldater udstationeret langs volden og ventede på, at krigen skulle komme til Danmark. Han sætter sig op på en gammeldags udseende kondicykel og tramper af sted, mens vi på en tegnefilm kan se resultatet af hans anstrengelser - en soldat, der patruljerer volden på to hjul. Hvem var fjenden? »Tyskerne«, siger Martin Jespersen. Gjorde man sig virkelig håb om at kunne holde dem tilbage? »Det er denne her småstatstankegang med, at du skal kunne holde København, indtil din fjendes stormagtsfjende kommer dig til undsætning. Dengang følte man også en vis forpligtelse til at demonstrere vilje til at forsvare sin neutralitet«. Russisk røvfuld til Rødovre Det er ikke ligefrem neutralitet, vi er mest forhippede på at demonstrere vores vilje til, da vi til slut på rundturen i bunkeren tager os af sidste fase af Cubakrisen i operationsrummet og undervejs uheldigvis er skyld i, at TV-avisen må afbryde midt i transmissionen af landskampen. »Der er en fredelig løsning, vi kan vælge«, forklarer museumslederen. »Og så er der en krigsløsning«. Vi ser på hinanden. Og giver os uden yderligere snak til at placere raketbatterier rundt om København på det runde bord. Så dukker et brev op på skærmen. Skrevet med kyrilliske bogstaver. »Der er opsnappet en hemmelig besked fra russerne«, siger Martin Jespersen. Hvad står der? »At krisen er slut«. Han tøver et øjeblik. »Hvilket jo sådan set antyder, at vi bør søge en fredelig løsning, men ... «. Mellem diplomati og nøgen aggression Hver deltager skal tilkendegive, hvor på skalaen fra diplomati til nøgen aggression der skal satses. Med et tal fra et til fem. Men i dag markerer Martin Jespersen for alle. Hvad har du trykket? »Fem«, smiler han. »For underholdningsværdiens skyld«. Og underholdende er det. Først afbryder TV-avisen. Resten er heldigvis ikke historie, bare en dyster kontrafaktisk leg. »Cubakrisen var den kolde krigs højdepunkt, og dengang spøgte frygten for en altudslettende atomkrig jo i folks liv«, siger Martin Jespersen, da København ligger i ruiner bag os, og vi træder ud i dagslyset mellem voldens træer. Folk får langtfra alt at vide om den kolde krig i det nye center, tilføjer han. »Men de skulle gerne få en oplevelse af stemningen. Så vi håber, de tager herfra med en lyst til at få mere at vide«.