Ved man inderst inde godt, at Benjamin Franklin var en stor og berømt mand, men har man alligevel vanskeligt ved at forbinde ham med andet end opfindelsen af lynafledere, kan det varmt anbefales at læse den amerikanske historiker Edmund S. Morgans nye biografi om en af USA's store mænd.

For Franklin var vitterlig meget mere end lynafledere, og selv det er i virkeligheden en biting i forhold til hans opdagelse af, at lyn er elektriske udladninger. Franklin var en af de helt centrale skikkelser i den amerikanske revolution; lige fra den gryende utilfredshed i 1750'erne frem til dens kulmination med etableringen af den amerikanske forfatning i 1787.

Alt imens var der masser af tid til andre sysler, videnskabelige studier af alt fra skorstene til sejlskibe, en konstant strøm af bøger, breve og pamfletter og et ekstremt aktivt socialt liv. En mand, det er vanskeligt ikke at blive imponeret af, og det lægger Morgan da heller ikke skjul på, at han er.

I forordet forklarer han, at bogen stort set udelukkende er baseret på Franklins egne breve og værker, og at den »derfor er noget ensidig«. Fair nok, ikke mindst eftersom at Morgans mål heller ikke er at lave den 'definitive Franklin-biografi', men blot, som han beskedent skriver, »at fortælle nok om manden til at vise, at han er umagen værd. En introduktion til en mand, det er værd at kende, værd at bruge tid på«.

---

Den mission lykkes til overmål for Morgan, der allerede fra starten skærer til benet og dropper stort set alt om Franklins barndom. En glimrende ide, der skåner utålmodige læsere som undertegnede fra at skulle skimme de første par kapitler, sådan som det alt for tit er tilfældet i historiske biografier.

Morgan starter i stedet med at præsentere Franklin og hans vigtigste egenskab; en næsten umættelig nysgerrighed, der gjorde det umuligt for ham ikke at undre sig over, hvorfor ting er, som de nu engang er. Om det så var teblade, kunne Franklin ikke dy sig for at grunde over, hvorfor de mon endte på lige dén måde i bunden af hans krus. En eksperimenternes mand, hvis arbejde inden for elektriciteten gjorde ham verdensberømt og til medlem af alverdens fine selskaber.

Men det afgørende, både for os og for Franklin selv, var og blev det politiske.

Efter at have tjent en formue som trykker i Philadelphia trak Franklin sig i en alder af 42 år tilbage, og blev indvalgt i byrådet. Han havde på det tidspunkt allerede vist sig som en uhyre aktiv borger, der blandt andet på privat initiativ havde startet byens bibliotek, og gik straks i gang med at organisere et brandkorps, grundlægge byens første hospital og stifte, hvad der siden blev University of Pennsylvania.

En driftig herre med andre ord, og en, hvis tanker ikke begrænsede sig til Philadelphia.

I mange år havde det irriteret Franklin, at briterne brugte Pennsylvania som losseplads for straffefanger, og hele ideen om på den måde at være underlagt et fremmed rige var ham imod. Som han så det, lå Storbritanniens fremtid i Nordamerika, og for at bevare imperiet måtte moderlandet give kolonierne lige status med sig selv. Et tobenet imperium med et ben på hver side af Atlanten.

---

Helt sådan så briterne det selvsagt ikke, og hovedparten af både bogen og Franklins politiske liv er opslugt af kampen mellem de stadig mere utilfredse kolonister og de inkompetente og ofte ganske uvidende ministre i London.

Fra Franklin i 1757 drog til London for at bekæmpe Penn-familiens - ejerne af Pennsylvania - rettigheder, til den amerikanske revolution var godt i gang i 1775, opholdt Franklin sig med en enkelt afbrydelse i Storbritannien, hvor han kæmpede en stadig mere håbløs kamp for både at holde sammen på imperiet og sikre amerikanerne deres frihed.

En vanskelig mission, der tilsyneladende blev fuldkommen misforstået i Storbritannien, hvor Franklin blev set som manden, der opildnede amerikanerne til oprør.

Som Morgan antyder er det langtfra sandheden. Franklin var i en lang periode en glødende royalist, det var det britiske parlaments dumheder og Penn-familiens arrogance, der ophidsede ham, og inspirerede ham til den perlerække af ironiske pamfletter, som Morgan bogen igennem gavmildt citerer fra.

Men lige meget nyttede det. Efter Boston Tea Party i 1773 stod det klart, at de 13 nordamerikanske kolonier og Storbritannien var på kollisionskurs. En realitet der, som Morgan skriver, var vanskelig for Franklin at acceptere.

»Det var så overflødigt«, skriver Morgan medfølende. »Han (Franklin) vidste, hvordan man skulle undgå det. Han var lige der, hvor det skete. De, der bestemte, kendte ham og lyttede til, hvad han sagde. Men han kunne ikke få dem til at forstå det«.

---

Ærgrelsen forhindrede dog ikke Franklin i at kaste sig helhjertet ind i frihedskampen, da han kom tilbage til Amerika i 1775. På det tidspunkt var han 69 år gammel, men stadig forbløffende fuld af kraft. Han var aktiv i den kongres, der forberedte uafhængighedserklæringen og den konføderation, de 13 stater dannede.

Og da det var klaret, blev han udpeget som USA's ambassadør i Frankrig. En helt afgørende post, eftersom det var Frankrig, det nye land tyede til for at låne penge til at kæmpe mod briterne.

Det blev til yderligere ni år i Europa med både kvinder, rejser og nye magtkampe, herunder især med den senere præsident John Adams. Trods sin alder holdt Franklin fanen højt og sikrede gennem et personligt venskab med den franske udenrigsminister de nødvendige lån til at få USA helskindet gennem krigen. Kronen på værket var fredsforhandlingerne med Storbritannien, hvor Franklin som en selvfølge deltog i forhandlingerne.

Dermed var USA endelig på egne ben, og Franklins rolle ved at være udspillet. I 1785 kom han tilbage til USA, og selv om han deltog i den kongres, der skrev den nye forfatning, var det ifølge Morgan mere som pynt end som aktiv deltager.

Et meget rigt liv, og bogen igennem tegner Morgan et sympatisk billede af Benjamin Franklin som en uhyre begavet mand, en meget social mand, men også en mystisk mand eller i al fald en mand, der ikke røbede alt omkring sig selv. I sin selvbiografi skrev Franklin for eksempel lange afsnit om sin søn William, uden hverken der eller andre steder at røbe, hvem moren var (og det var ikke hans egen kone). Sælsomt, og noget som kunne lokke en til at dykke ned i den syndflod af Franklin-biografier, der givet kommer i forbindelse med hans 300-års fødselsdag i 2006.

Den tid, den glæde. Indtil videre er Morgans bog alt rigeligt. På bagsiden af bogen erklærer Gordon S. Wood, en historieprofessor på Brown University, værket for »den bedste korte biografi om Franklin, der nogensinde er skrevet«. Eftersom dette er den første Franklin-biografi, jeg læser, ved jeg ikke om man kan gå så vidt. Men god, det er den. Rigtig god endda.