Drengegymnastiksalen på mit gymnasium lå ifølge legenden der, hvor danskerne havde forhandlet om kapitulation over for den engelske overmagt i skæbneåret 1807. Og som flamboyant forsoning havde gymnasiet haft besøg af selveste Dronning Elizabeth II, den gang det fik nye gule bygninger. Meget passende, thi her havde den engelske spejderbevægelse en af sine bastioner, og i min tid spillede man endog kricket som i Eton. Skolens urbane omegn lignede det ultrabritiske og megasøvnige Richmond uden for London, stedet Virginia Woolf flygtede fra som lammelsens forstad. Alt var meget anglofilt på den fede snobbede facon. Raleigh-cykler og Burberry-frakker til mødre og døtre, klubblazer i blåt og jakkesæt i Prince of Wales-tern til fædre og sønner, som helst kørte i engelske biler, mens de røg Players-cigaretter eller shagtobak i piben fra Dunhill. Anyone for tennis? og så var der Earl Grey-te bagefter, næsten klokken fem. Alt dette kan man læse om hos en Knud Sønderby, en H.C. Branner og en Christian Kampmann, nord for København begyndte det danske England med grønne områder, raske svende i tweed og smukke kvinder i plisserede nederdele. Men som min røde oldtidskundskabslærer og tidligere modstandsmand sagde med skadefryd i stemmen: »Glem aldrig, at det netop var fra Hellerup Station at Frikorps Danmark tog af sted for at kæmpe på TYSK side i Anden Verdenskrig«.
Listen to Britain
Lyt til artiklen
