Heldigvis er Gyldendal et stenrigt forlag.

Og et forlag, der borger for kvaliteten. Køber man en bog med Gyldendals logo på, ved man ligesom, at man får noget for pengene: god og velskrevet litteratur, forfattere, der har noget at byde på, og altid redigeret af fornuftige redaktører.

Erfaren samtaleforfatter
En af de forfattere, der boltrer sig i Gyldendals fold, er Kirsten Jacobsen. Hun har både skrevet en samtalebog om Birthe Rønn Hornbech og Lise Nørgaard (?På livet løs?), en bog om Lars Løkke Rasmussen (?Løkkeland?) og en om skuespilleren Søren Pilmark.

Alle på Gyldendal ? plus en masse andre om Ole Scherfig, Peter Aalbæk Jensen, Lars von Trier og Mads Øvlisen. Som det fremgår, er det ikke just letvægtere, Kirsten Jacobsen giver sig i lag med at interviewe og portrættere.

At skrive en samtalebog med Lise Nørgaard og Birthe Rønn Hornbech lyder ret festligt ? men også som noget af en udfordring, og tager man masser af Valium, kan det nok også være hyggeligt at være i selskab med Lars von Trier i længere tid.

Længere ud i kendishjørnerne
Ergo er Kirsten Jacobsen ikke just en svagpisser af en forfatter, og ved at slå sig på portrætter af vægtige og kendte danskere har hun fundet sig en rigtig god gesjæft, som helt sikkert indbringer pæne summer til det gamle forlag i Klareboderne.

Gesjæften er vist så god, at Kirsten Jacobsen er begyndt at søge længere ud i hjørnerne af kendisverdenen og nu er faldet over ingen ringere end ?fru H?. Som heldigvis både er gift med rigmanden og sprutfabrikanten Peter Heering, leder af sit eget danseinstitut i Næstved og (juble-juble) veninde med dronning Margrethe.

Og for at det ikke skal være løgn, er hun også mor til fire og meget interesseret i svage børns vilkår.

Dronningens kælenavn
I virkeligheden hedder ?fru H? Susanne Heering, men da hun åbnede sit eget danseinstitut, syntes dronningen, at hun skulle kalde det Fru H?s Danseinstitut, og når dronningen giver en den slags kælenavne, er det da bare om at holde fast i det.

Over 200 sider følger vi fru H?s liv i tykt og tyndt. Børnene bliver interviewet. Manden siger noget. Svigerbørnene får også lov at udtale sig, og det samme gør hovedpersonen, fru H selv. Der både fortæller, hvordan hun serverer rullepølsemadder for dronningen om natten, og hvordan hun selv som ung blev dødeligt tynd, da hun besluttede sig for at leve af gulerødder og appelsiner. Meget, meget interessant.

Gudskelov er der afsat masser af plads til dronningen, der fortæller om sit lange venskab med fru H, som udspringer af deres fælles passion for badutspring og trikoter.

Køge er ikke verdens ende
Og som også fortæller, at hun ikke et sekund overvejede at slå hånden af familien Heering, da den kom i økonomisk uføre og blev nødt til at flytte fra Gentofte til Tureby syd for Køge. Så dybt kan alle jo synke, men heldigvis har vi en dronning med format:

»Sådan gør man da over for gode venner. Fordi de flytter ned på Sjælland, bliver de for det første ikke anderledes mennesker, for det andet var det ikke verdens ende«, lyder det fra Margrethe.

Pyha. Vi, der kommer nede fra Sjælland, kan godt ånde lettet op.

Endnu et offer er krydset af
Dronningen er også på vores side, og selv i Næstved er der jo lys ? f.eks. hvis man åbner sin egen danseskole, mens gemalen knokler i sprutbranchen. At Gyldendal bruger energi på at udgive denne bog, er helt fantastisk.

Tænk at kunne betale en forfatter for at portrættere et menneske, der omgås dronningen. Det er da et tegn på overskud. Så pyt med, at vi ikke får en pind nyt at vide om Margrethe, og at fru H kommer til at virke som en statist i sit eget teaterstykke.

Gyldendal har fået endnu en bog på gaden, og Kirsten Jacobsen kan krydse endnu et offer af sin liste. Bare hun ringer til mig næste gang. Jeg kendte engang en baron.