På et afgørende sted i denne interviewbog hævder Poul Anker Bech, at et kunstværk kun er et spor af et menneske, afføring fra en åndelig proces, og at kunstneren derfor er mere væsentlig end værket.

Det holder ikke, og det meste af bogen kan da også læses som et ufrivilligt dementi af udsagnet.

Både fordi Bech konstant kommer til at modsige det, og fordi han selv er et levende eksempel på det modsatte: at i al god kunst er værket langt mere interessant end kunstneren.

Det sære gjort troværdigt
Poul Anker Bechs malerier er i enhver forstand fantastiske.

De tager ofte udgangspunkt i et naturscenarie og så giver det en drejning ved at placere gådefulde elementer på naturens scene:

Eftertænksomme køer, der skuer ud over den sublime afgrund, kasserede tv-apparater midt på stranden, asfaltarbejdere i den fri luft.

Malet med det tekniske overskud, der gør det sære troværdigt.

Men Poul Anker Bechs liv og personlighed, sådan som det fremstår i bogen, er ganske almindeligt, med et mindreværd og en selvtugt en smule over gennemsnittet.

Sin egen nådesløse kritiker
Han er sin egen mest nådesløse kritiker, og selv om han har fået stort set al den anerkendelse, som er mulig for en kunstner, kan det ikke fylde det manglende selvværds tomhed ud.

Han er mest optaget af de få, som ikke har anerkendt ham, og har konstant en stemme i ham, som siger, at de måske har ret.

Det er en klassisk, psykologisk tilstand, og den gør os ikke spor klogere på hans værker.

Derfor kan det også ærgre, at det først er mod slutningen af denne lange bog, at der gås i kødet på konkrete billeder, for det er i disse alt for korte passager, at nogle af de mest mindeværdige formuleringer opstår.

Bech er en god læser af sine egne billeder, og hans sprog bliver knivskarpt, når han kommenterer konkrete elementer som skyer, skrot og skidende hunde.

Ni interview
Journalisten Poul Blak har lavet bogen ud fra ni interview, som hver har fået et kapitel.

Han er heldigvis ikke bange for at sige Bech lodret imod, f.eks. når denne forsvarer janteloven som et godt princip, der holder dem, der tror, de er »nogle helvedes karle«, nede.

Man får i øvrigt indtryk af, at Bech har installeret janteloven i sit eget sind, så han selv kan tugte den lille, indre dreng, der så gerne vil anerkendes.

Der tages mange andre emner op i bogen, som måske kunne tåle en mere tematisk redigering end de løse samtaler. Et gennemgående tema er kunstmarkedet og den enorme efterspørgsel, der er på Bechs billeder.

30 reproduktioner
Det er velgørende med en interviewer, der ikke er bange for at italesætte den økonomiske side af kunsten, og som f.eks. insisterer på at høre, hvordan Bech prissætter værkerne.

Det er en læseværdig bog, trods indvendingerne, og til allersidst kommer det væsentlige:

30 fine reproduktioner af især nyere værker.

De må gerne tro, de er noget.