I sommer udkom en forkortet udgave af den britiske historiker Ian Kershaws store og roste tobindsbiografi om Adolf Hitler.

Men det er en gåde, at Kershaw er gået med til at udgive en revideret version ved blot at bortradere afsnit af det oprindelige værk.

Og det er en skam, at det er denne stynede version, Gyldendal har valgt at få oversat til dansk.

Samfundshistorie
Ian Kershaw skriver i modsætning til sine mange forgængere Hitlerbiografien som samfundshistorie.

Han gransker den sociale, økonomiske og politiske virkelighed uden for Hitlers person for at kunne forklare, hvordan denne døgenigt og ekstremistiske fantast fik magten i et højtudviklet europæisk land.

Dernæst – for Hitler var ikke manden uden egenskaber – har Kershaw hele tiden øje for dynamikken mellem agitatoren og den tyske befolkning.

Pointe klippet ud
Men det er netop dele af tyvernes og tredivernes tyske virkelighed med dens revanchisme, krise og skrøbelige Weimardemokrati, der er skåret væk i den forkortede udgave.

Dermed er også en del af Kershaws pointe klippet ud.

Udviklingen mod diktatur, verdenskrig og folkemord forklarer Kershaw via sociologen Max Webers begreb »karismatisk autoritet«.

Igen er det ikke nødvendigvis Hitler selv, der er i fokus, men derimod hans magt og offentlighedens opfattelse af Føreren – ikke for ingenting har Kershaw tidligere skrevet om ’Førermyten’.

Bureaukratiets forestillinger
Karismatisk autoritet kombineres med dét nazistiske maksime, Kershaw mener at finde i en udtalelse af en tysk embedsmand, der erklærede, at det handlede om »at arbejde efter Førerens ønsker« (»Dem Führer entgegen arbeiten«).

Hitler traf nemlig sjældent klare beslutninger.

Bureaukratiets forestillinger om, hvad Føreren ønskede, blev dermed en helt central faktor i udformningen af Det Tredje Riges politik – og dermed for Kershaw også en forklaring på dens radikalisering.

For når konkurrerende institutioner kæmpede om indflydelse under billedet af Hitler som den mest radikale af de radikale, blev politikken i Nazityskland drevet fremad i stadig mere skærpet form.

Endestationen var Auschwitz, Treblinka og terrorpolitik.

Læs interview med Ian Kershaw fra oktober

Løse ender
Disse træk står tydeligt i også Kershaws forkortede version. Men klipperiet medfører løse ender.

Beslutningen om den såkaldte eutanasi, massemordene på tyske handikappede, omtales, om end i beskåret form, sådan, at modstanden mod drabene ikke er med.

Og det er ellers perspektivrigt, ikke mindst fordi originaludgaven viser, hvordan protesterne i 1941 fik Hitler til at standse eutanasiaktionen.

Derimod er der blevet plads til rene overflødigheder – f.eks. at moderen til en af den yngre Hitlers velyndere, Ernst ’Putzi’ Hanfstaengl, var ud af en amerikansk familie, der havde gjort tjeneste i den amerikanske borgerkrig.

Eva Brauchitsch?
På billedsiden undgår man heller ikke fornemmelsen af redaktionelt venstrehåndsarbejde. Der er flere fejldateringer, og Hitlers veninde Eva Braun kaldes gud hjælpe os Eva Brauchitsch.

Dermed ikke sagt, at bogen ikke er givende.

Det er blot velkendt stof, når Kershaw f.eks. viser, hvordan Hitler dikterede Nazitysklands udenrigspolitik og krigens militærstrategi og udviklede sig fra en succesrig gambler til en realitetsfjern diktator omgivet af nervøse nikkedukker.

Det umulige muliggjort
Det var alt eller intet, selv i de sidste desperate dage i førerbunkeren i Berlin – enten total sejr eller ragnarok.

Derimod spillede Hitler en mindre direkte rolle i folkemordet på Europas jøder, der er et andet omdrejningspunkt i bogen.

I jødepolitikken var Hitler i Kershaws udlægning den, der verbalt viste vejen og muliggjorde det umulige uden nødvendigvis selv at træffe afgørende beslutninger.

Hér viser Kershaw desuden klart sammenhængene mellem verdenskrigen og Endlösung.

Man går glip af en del
Han trækker på nyere forskning, og det er der ikke noget i vejen for – men det ses ikke i den oversatte version, der er renset for originaludgavens omfattende noteapparat.

En skam for den nysgerrige og kritiske læser.

Det er positivt, at Ian Kershaws perspektivrige pointer og imponerende indsigt gøres tilgængelige for et ikke-engelskkyndigt publikum.

Og den danske udgave skal nok finde sine læsere.

Men man går glip af en del – i en bog på godt 1.000 sider! Kræfterne havde været bedre brugt på enten et nyt, stærkt indkog af originalen eller simpelthen en oversættelse af hele det oprindelige tobindsværk.