Karin Lützen er både folklorist og historiker – en fin kloning.

Og hun er både det kærlige familiemenneske, den passionerede detektiv på jagt efter skjult fortid og den kølige iagttager af den store historie. Alt samlet på 400 sider. Bogen er fortættet og krævende, pletvis lidt ordrig, men man bliver straks revet med.

Karin Lützens hjem i Fredericia var trygt borgerligt – og lidt eksotisk, fordi hendes far (arving til byens kendte sølvvarefabrik) lidt eventyrligt blev gift med en ung fransk kvinde, der i 1946 kom til byen som efterkrigsferiebarn.

Moderen Irène var elegant, mørkhåret, mørkøjet, mørklødet, kunstnerisk temperamentsfuld og – i sin parfumesky af Diorissimo – en verdensdame, hvis fremmedhed kunne komme på kant med provinsmiljøet. Hendes franskhed var næsten mere fransk end de franskes.

Det sidste er pointen, for efter hendes død i 1998 fik tilfældigheder Karin til at spekulere på, hvad der kunne gemme sig bag dén maske og bag moderens påfaldende hukommelsestab for sin families fortid. Den elskelige morfar havde været lige så lukket.

På jagt i arkiverne
Her begynder datterens Sherlock Holmes-jagt, der mest ligner arkæologers udgravning med teske. Med stædig opfindsomhed higer og søger Karin Lützen i folkeregistre, dokumentationscentre, arkiver og biblioteker, mailer Frankrig rundt, og pø om pø kommer hun på sporet efter den tabte tid og den hemmelige familiehistorie.

Det viser sig, at moderen på begge sider nedstammer fra rumænske jøder, der omkring 1900 flygtede fra fattigdom og forfølgelse, slog sig igennem i Paris som syersker, skræddere og klædehandlere, lyn-assimilerede sig for at blive demonstrativt fransk middelklasse og undgik jødedeportationerne under Anden Verdenskrig.

Nær familie omkom i gaskamrene i Auschwitz, og stort set alle andre familiegrene end moderens og morfaderens fastholdt deres jødiske identitet.

Ender i synagoge
Efter fire års jagt har Karin Lützen afdækket et kæmpe netværk af grandonkler og -tanter, reservebedsteforældre, kvartfætre og -kusiner, der elsker hende for at have sat dem i forbindelse med hinanden og med familiehistorien.

Til sidst, i oktober 2008, sidder hun med en grandkusine i synagogen i rue Notre Dame de Nazareth, på kvindernes balkon i nymalet turkis, okker og himmelblåt med stjerner. Her er hun midt i ’Jiddischland’, hvor hendes morfar med kalot og bedesjal blev viet i 1920 – den ramme, som han og hans datter i det fjerne Fredericia siden puklede for at fortrænge.

Her mener ’Moster Mesterdetektiv’, som hendes niecer siger, ikke at kunne nå længere. Er det så Den Historiske Sandhed? Måske. Er det løsningen på den gåde, moderen tog med sig i graven? Tja.

En  nygift Irène i færd med at skrive brev til Frankrig i 1947. Foto: Privat
Velskrevet loppecirkus
Karin Lützens opklaringsmetode sætter også læseren på en tålmodighedsprøve. At skulle holde rede på hendes loppecirkus af detaljer – obskure navne, adresser, datoer og familiefotos – kan give flimmer for øjnene, ligesom dengang, da Tomas i ’Radiserne’ var ved at kløjes i de russiske navne i ’Brødrene Karamasov’ og valgte bare at blippe hen over dem.

Men Karin Lützen er en fin formidler, og bogens elegante tospors komposition veksler effektivt mellem udgravning af familierødderne og perspektivering til det store jødiske indvandrings- og overlevelsesdrama.

Her er fine kapitler om masseudvandringen fra Østeuropa, om antisemitismen, der i Rumænien ligefrem var med til at konstituere den nye stats nationalfølelse, og om den franske republiks integrationspolitik med hurtigt statsborgerskab og assimilation via skole og militær – den linje, der brydes 1940-44, da Vichy-regeringen vil rense landet for ’fremmedelementer’ og lader 76.000 jøder deportere.

Aktuelle perspektiver
Andre mellemkapitler skildrer jødisk indvandrerkultur med hjælpeforeninger og landsmanshaftn, beklædningsbranchens hjemmeindustri med familieværksteder, patriarkalske kønsroller – og tuberkulose, jødisk erindringskultur og officiel fransk erindringspolitik med sen anerkendelse af statens medskyld i shoah – det er jo holocaust på fransk.

Der er aktuelle perspektiver i, hvordan både dele af ’rødder og revival’-bevægelsen siden 70’erne med dens nostalgi og nynationalismen rummer romantiske drømme om etnisk renhed, defineret i kontrast til De Fremmede.

Bogens  hovedperson på ferie med sine forældre ved Middelhavet i 1925. Foto: Privat
Indlevelse og distance
Karin Lützens metodiske styrke er krydsningen af intuitiv indlevelse og kritisk distance. Midt i empatien har hun sine kildekritiske øjne på stilke, især over for hjemmehæklede familiefortællinger, men hun er også selvironisk selvkritisk.

I løbet af processen ændres hendes holdning til moderens private erindringspolitik fra skuffelse til medfølelse. Moderens fortidsfornægtelse kan først ligne hårdkogt social ambition og bedrag, men gradvis nuanceres billedet af hende som en vemodig overlever, der også for børnenes skyld vil glemme de jødiske lidelser.

Vigtigst er ikke, hvad man kommer fra, men hvad man bliver til. Livet er her og nu, ikke i fortiden.

Og i en slutkonfrontation med en slægtning i USA ræsonnerer vor fortæller ærligt, at hvad hun ser som en sliksød familiemyte, har været en frigørende ballast for en rumænsk-amerikansk jødisk familie, og det er hende selv, der ligner en kyniker.

Kampen om tolkning af fortiden foregår ikke bare i historieskrivningen, men i de enkelte familiers historie, »og vi vil alle helst bevare den udgave, der giver os størst mening«.

En krydsning, der flytter sit spor
Det er ikke, som hos Aksel Sandemose, en flygtning, der krydser sit spor. Det er, som i et af Johs. Møllehaves ordspil, en krydsning, der flytter sit spor. Og samtidig flytter Karin Lützen spor og fordomme i hovedet på os læsere.

En smuk, klog og bevægende bog – og indimellem klukkende munter.