En selvbiografi af en af de »sidste store divaer« i dansk film og teater, hedder det. Jeg synes nu ikke, at Malene Schwartz er en diva. Snarere er hun en moderne skuespillerinde, som med flid og fornuft har holdt sig oppe i mange år, og som ser brandgodt ud i en alder af 67 år.

Thomas Larsen er manden bag endnu en biografi, hvor hovedpersonen og det, der fortælles om hovedpersonen, loyalt gengives, så man næsten ikke kan høre skribentens anslag. Dette er vistnok Malene Schwartz - så meget som hun nu vil ud med.

Der er anslag til et opgør med myten om den blide overklassekvinde, der kom let til alt og havde gode hjælpere. Men helt så let gik det ikke, siger Malene Schwartz selv og fortæller om ungdomsår hos Arne Weel på Allé Scenen efter tre år i gymnasiet - den tids flinkeskole.

Arne Weel og Karen Marie Løwert troede på talentet, og Malene Schwartz kom hurtigt i sin samtids rette bås med ægteskab med Chr. Lillelund, adoptivdatteren Christina og et husmoderligt overklasseliv, som notabene blev afgørende forstyrret af hendes ambitioner om at blive rigtig kunstner.

Mange (dårlige) film at rulle sig ud af - og et ægteskab, der ikke kunne holde. Den samme historie har man hørt fra Ghita Nørby, som også var én - til hun blev noget helt andet.

---

Man læser mange sider og bliver ikke forbavset over ret meget. Sandt at sige er det som at have fået adgang til flere årgange af Alt for Damerne - let og rigtigt læsestof af den art, man slet ikke skal undervurdere. Damebladene lægger et offensivt grundlag under vores livsstil, de peger fremad, og nogle forskere hævder endda, at de gør os mere moderne.

Af nyheder får vi kortfattet at vide, at hun aborterede som 21-årig og siden ikke kunne få børn. At hun tidligt fortalte sin datter, at hun var adopteret, og at denne sandhed aldrig har haft dårlige konsekvenser for deres indbyrdes sammenhold, som skildres smukt.

Den samme gode vilje og kærlighed læser man ud af hendes beskrivelse af faderen, kunstanmelderen ved Politiken Walter Schwartz, som engang skrev en sød bog om hende (og om moderne opdragelse, 'Malene').

Kun én figur får mindre kærlige kommentarer - det er hendes mor. Hun kan endnu huske, at hun ikke fik knus og kram, men en frihed, som kunne koste dyrt. Den anden datter, lillesøsteren Janne, blev en »Ivanova den grusomme« og professor på Rigshospitalet. Man mærker, at den karriere mere svarede til moderens ambitioner om en rigtig feminin kvindefremtid.

---

Så er der det bedste ved bogen, en personlig skildring af Paul Hammerich, som med sønnen Marks ord var »nem at holde af og svær at holde på«. En gådefuld, charmerende mand, stadig savnet på Politiken - og stadig dybt og alvorligt mistet af Malene Schwartz.

Hun gemmer i stakkevis af breve og beskeder, hun må have et helt arkiv af små lapper (fra kendte folk) med alle de vers og hengivenhedsreplikker, hun har gemt. Og de gode anmeldelser ... Kors hvor skal man passe på!

Om årene i Aalborg som direktør for teatret står der ærligt, at hun var ensom. Hun tog dertil kort efter Hammerichs død, men ålborgenser blev hun aldrig. Måske rammer personalet ved Aveny - hvor hun også var direktør - plet med denne beskrivelse af skuespillerinden:

»Malene Schwartz er ekspert i oliegydning på vore oprørte vande og verdensmester i at fjerne den deraf følgende forurening af indeklimaet. Hun er et yderst medgørligt menneske, når blot hun - i stressede situationer - får sin sovemaske, sine ørepropper, to snapse og en enkelt porter ved sengetid«.

Og det var endda før, Maude gik til sengs i Matadoren.

Rigtigt opgør, ægte raseri? Nej. Men hvorfor skal man også altid udbede sig det banale? Malene Schwartz er, som hun er, måske allermest i dag, da skuespillerinden tager nye livtag og vinder smukt over sit potentiale. Noget stædigt må der være i den smukke kvinde.