Der er for længst skrevet biografier om Politikens pionerer og intellektuelle, Viggo Hørup, Edvard Brandes og Georg Brandes, som alle ville bruge ’bladet’ som redskab til at forandre samfundet.

Og nu har forfatteren og journalisten Sven Ove Gade så skrevet en biografi om den fjerde store pioner, Henrik Cavling, der så avisen som målet i sig selv.

Og som havde én passion: at lave en vedkommende og uafhængig avis for læserne – hver eneste dag. Journalisten!

Næsten ene mand
Det er så den spænding, som gennemsyrer Gades læseværdige og velskrevne biografi: journalistens kamp mod agitatorerne.

Gades kapitler oser af grundighed og research. Og på overbevisende vis får han tegnet et levende portræt af det charmerende, flittige geni, der tager hele turen fra en familie af analfabeter til at revolutionere den danske bladverden. Næsten ene mand.

Drivkraften i bogen er Henrik Cavlings indre medfødte journalist, som allerede folder sig ud, da han helt tilbage i 1886 bliver ansat på Viggo Hørups avis, Politiken.

Her skriver han tidligt fængende reportager og introducerer en ny form for journalistik, som vi senere kalder for new journalism.

Fængende reportager
Vi er med naturtalentet rundt i ildelugtende små lejligheder med tuberkuloseramte enlige mødre på Nørrebro. Vi er med på hans ture til Europa, det fjerne Østen og Amerika. Og vi er øjenvidner til brande, eksplosionsulykker, lynchninger og meget andet, hvor Cavling med blokken i hånden og sanserne slået ude er pioner i forhold til fængende reportager.

Overalt hvor Cavling bevæger sig rundt, er han fornyelsens og originalitetens mand, altid respekteret, og de mange eksempler på Cavlings pen, og andres omtale af hans talent, er overbevisende.

Det dramatiske højdepunkt i biografien er begivenhederne omkring 1905, hvor Cavling vinder slaget om at blive chefredaktør på Politiken efter at have overvejet sit eget bladprojekt.

Gades pointe er her, at hvis Cavling havde realiseret sin egen avis, ville Politiken formentlig kun have overlevet i nogle år som organ for en lille inderkreds.

»I det lange løb ville Politiken være blevet udraderet af Cavling«, skriver Gade. Interessant kontrafaktisk historieskrivning og formentlig rigtigt.

Revolution i bladverdenen
Men sådan går det ikke. Det lykkes at overtale Edvard Brandes til at trække sig, og Cavling formår at søsætte den nye avis – omnibusavisen Politiken – som revolutionerer hele bladverdenen.

Her siger Cavling farvel til ’meningsavisen’ med de lange ledere og anmeldelser på forsiden og goddag til reportager, interview, menneskelige historier og Kroniken. Og oplaget eksploderer, for det er det, læserne tørster efter.

Som chefredaktør kæmper Cavling bestandigt for at holde Politiken fri af det politiske og det agiterende. Som han selv udtrykker det: »Strengt taget, kære ven, har de radikale gjort Politiken megen skade«.

Og så er der alle personlighederne fra kulturens verden, som han forsøger at forankre i sit blad – uden at få dem for tæt på, så de udhuler uafhængigheden: Johannes V. Jensen, Georg Brandes, Jeppe Aakjær, Tom Kristensen, Emma Gad og mange, mange andre.

Sympati for projektet
Ofte kommer chefredaktør Cavlings diplomati og charme ham til gode. Og man må trække på smilebåndet, når krukkerne og mimoserne folder sig ud, og Cavling gang på gang må genoprette balancen. For bladets skyld.

I Gades portræt er Cavling en idealist og en guttermand, ham man gerne ville dele en øl med. Og i det afsluttende kapitel står superlativerne i kø: velklædt, flittig, underholdende, veltalende, kunstnerisk talent, et folkeligt geni.

Men kammer det over? Tja, i biografier er det altid en risiko, at forfatteren bliver så involveret, at portrættet slår over i fascination og i nogle tilfælde i et idealiseret selvportræt.

Og selv om journalisten Sven Ove Gade slet ikke går i den fælde, er det tydeligt, at han sympatiserer med Cavlings projekt og idealer og vist ikke er tvivl om, hvorvidt han foretrækker de kulturradikale æggehoveder eller journalisten.

Privatlivet er savnet
Her klæder det bogen og Gade, at de sidste år i Cavlings liv fremstilles i et kritisk skær.

For i denne fase fremstår Cavling i Gades fremstilling som en mand, der er brændt ud, som ikke formår at genopfinde Politiken i en ny udgave, og som desværre ikke selv kan se det.

En ting savner man. En dybere forståelse for Cavlings privat- og kærlighedsliv, som kan tegne billedet af den hele person.

At det bliver ved refererende sætninger om, at nu har han giftet sig eller er blevet separeret, hænger formentlig – og forståeligt nok – sammen med, at det ikke har været muligt for Gade at finde mere frem om den side af Cavling.

Eller også understreger fraværet bogens pointe. At Cavling liv var journalistik. Hverken mere eller mindre.