Hvad har så forskellige musiknavne som Red Hot Chili Peppers, Gorillaz, Beck, Rolling Stones, Eric Clapton, Credence Clearwater Revival og Beach Boys til fælles?

Svar: De får på skift lov til at akkompagnere forfatteren og løberen Haruki Murakami, når han med musik i ørerne løber landevejene tynde.

Murakami, der fra 1974 til 1981 drev jazzbaren Peter Cat i Tokyo – samtidig med at han om natten skrev sine første romaner – foretrækker nemlig rockmusikkens rytmer frem for sin elskede jazz, når han løber kilometer efter kilometer.

I stedet for en tjekket iPod kommer lyden fra en gammel walkman, for som han skriver: »Indtil videre har jeg ikke lyst til at blande computeren ind i min musik. Ligesom man ikke skal blande venner eller arbejde med sex«.

Måske ikke noget helt indlysende billede, men det skriver han ikke desto mindre i bogen ’Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe’ – en parafrasering af titlen på Raymond Carvers novellesamling ’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’.

Mellemdistancebog
Murakami har oversat Carver og andre store navne som Truman Capote, Raymond Chandler, F. Scott Fitzgerald og John Irving til japansk.

I mellemtiden er Murakami selv blevet et temmelig stort navn på den litterære verdensscene, og hans bøger kan nu læses på hele 34 sprog.

Mest kendt er romanen ’Trækopfuglens krønike’, og det er næppe sandsynligt, at hans lille løbebog kommer – om jeg så må sige – op på siden af hans bedst solgte romaner, hvilket måske vil ærgre konkurrencemennesket Murakami.

Personligt kan jeg godt lide den slags mellemdistancebøger, fordi de – for at blive i løbemetaforikken – giver læseren en slags mellemtid på forfatterskabet.

Et ekko af Camus
Bogen har både noget uprætentiøst og noget nørdet over sig, og det er et godt greb at fortælle erindringer gennem en så original optik som forfatterens besættelse af det at løbe; med løb som afsæt kommer vi med Murakami til Hawaii, Japan, New York og Boston.

Det er helt sikkert en fordel, hvis man som læser selv har gjort sig visse erfaringer med at løbe – eller i det mindste har prøvet at få pulsen op ved hjælp af en eller anden form for sport. Men man får faktisk ikke så få sandheder at vide om både mennesket – der hverken er særlig festligt eller socialt anlagt – og forfatteren ved at læse om løberen Murakami.

»Jeg synes, hverken det er hårdt eller kedeligt at løbe en til to timer hver dag uden at tale med nogen, eller at sidde tavs og alene foran mit skrivebord og skrive i fire-fem timer«, skriver han meget jordnært.

Andre steder er han mere filosofisk – eller lommefilosofisk, som han betegner sig selv: »Hele tiden at søge sin yderste grænse er essensen af det at løbe og en metafor for selve livet (for mig også for det at skrive) ...«.

Ja, Murakami mener sågar, man kan lære noget af at dyrke sport, og lyder næsten som et ekko af en anden forfatter, Albert Camus, når han skriver: »Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe« – Camus, der i studieårene var målmand på universitetsholdet, skrev engang: »... alt hvad jeg ved om moral og mænds forpligtelser, skylder jeg sporten«.

Delikat disciplin
Man tager sig selv i at tænke, at det da er godt, at Murakami får noget ud af at løbe, for på en almindelig måned når han nemt op på mellem 300 og 350 kilometer. Og det bliver typisk til ét maratonløb og én triatlon om året.

Måske arrangørerne af litteraturfestivalerne CPH:LITT, der fandt sted i Huset i Magstræde i København i sidste måned, og World Wide Words, der efter planen skal finde sted på Sydsjælland i 2010, skulle overveje at lægge deres festivaler i den weekend, hvor der er Copenhagen Marathon. Det ville øge chancerne for, at det japanske verdensnavn ville svare ja til en invitation.

Indtil da kan danske læsere nyde tiden mellem løbeturene i selskab med Murakamis delikate bog, der giver et velfortalt og originalt indblik i en uhyre disciplineret mands liv som løber, forfatter og menneske.