Umiddelbart før befrielsen i 1945 blev den unge nyuddannede ingeniør og modstandsmand Thorkild Lund-Jensen skudt og dræbt på Østerbro.

Fra han begyndte studierne på Polyteknisk Læreanstalt i efteråret 1939 til kort før sin død, skrev han næsten hver eneste uge hjem til forældrene i Århus. Den temmelig enestående samling af 220 breve, som nu findes på Frihedsmuseet, udgør kernen i denne tykke bog.

Blev ved antydningerne
Thorkild modnes som menneske i løbet af korrespondancen, der også viser, hvordan han nærmer sig en modstandsvenlig holdning. Under indtryk af razziaen mod de danske jøder i oktober 1943 skriver han:

»Jeg haaber, at dette maa faa de Personer, som endnu mener, at man bare skal handle opportunistisk, til at indse, at nu er Tiden inde til Modstand under alle Former«.

Men han kunne naturligvis ikke risikere at begrunde og beskrive sine egne illegale aktiviteter, der begyndte i 1944. Det bliver ved antydningerne.

Thorkild bad tidligt forældrene om at gemme brevene og de illegale blade, han sendte hjem. Han ville fastholde erindringen om besættelsesårene.

Men Thorkild var sjældent nogen særlig reflekteret rapportør, og som studerende havde han af gode grunde heller ikke et netværk, der tillod ham at fylde så mange detaljer om tiden ’på flaske’, som den velinformerede Politikenreporter Vilh. Bergstrøm gjorde med sine omfattende dagbøger, der udkom i uddrag for et par år siden.

Gammelklogt nørderi
Det er først og fremmest et stykke med dansk dagligdag, der serveres i korrespondancen.

Brevene fortæller om et studenterliv, som det kunne leves på tidens københavnske pensionater og siden på det nybyggede Nordisk Kollegium med Hal Koch som inspirerende efor, om rationeringsmiddage, dyre bøger og tandlægeregninger, om besværlig transport mellem landsdelene, cykeltur til Rørvig i regnvejr, radioselvbyg med lillebror Gunnar og eksamensræs.

Og om brok til mor over den nye swingpjatteagtige jakke, sammenholdet med kammeraterne og en fest af og til, hvor Thorkild holder pigerne fra livet af frygt for at blive bundet ind i et forhold og synke ned i »trivialitetens hverdag«, som han udtrykker det. Han er flittig og ambitiøs og vil på en nutidig teenagelæser nok virke som en gammelklog nørd.

Men brevvekslingen demonstrerer fint den tids kommunikationskultur i et borgerligt miljø. Forholdet til familien hjemme i Århus er fortroligt, selv om en del breve tydeligvis er skrevet af pligt.

Med tiden bliver Thorkilds stil mere levende og morsom, og selv om krigen efterhånden præger brevene og afspejler de skærpede tilstande de sidste besættelsesår, har udgivelsen primært værdi, fordi korrespondancen åbner vinduet på klem til et 1940’er-studenterliv. Desværre er der optrykt alt for mange af brevene.

Som at drikke tilsætningskaffe
»Alt, hvad Thorkild fortæller, bliver vigtigt, selv om vi ikke får dét at vide, som vi leder efter: Hvorfor blev han modstandsmand?«. Sådan skriver Marianne Alenius, den ene af bogens udgivere, indledningsvis. Hun har ret i det sidste, men er gået galt i byen med det første – alt er ikke vigtigt.

Mange breve er simpelthen ikke særlig interessante og bringer os ikke tættere på Thorkild eller det tyskbesatte Danmark. I stedet risikerer læseren at gå kold i vasketøjsforsendelser og moster Lauras influenza.

Det er en gåde, hvorfor alle brevene er blevet optrykt og ud over kyndige kommentarer endog er suppleret af akribiske redegørelser om brug af bolle-å og låneord. Det er som at skulle drikke tilsætningskaffe og spise sigtebrødsmadder – autentisk, men ikke til at komme igennem.

Og det er faktisk synd, i og med et udvalg af Thorkild Lund-Jensens gode og illustrative breve ville have gjort bogen langt mere tilgængelig.