»Når vi tager tøj på, ifører vi os automatisk et udvidet tegnsystem, hvormed vi afsender signaler til omverdenen«. Ordene er Axel Bolvigs, og forskningsprofessoren fortsætter: »Selv den mest fodformede er i sin 'mangel' på bevidsthed omkring sin påklædning en semiotisk tegnbærer«. Sagt med andre ord: Man er den, man synes, i alle tilfælde meget ofte ... og især i gamle dage, hvor folk i højere grad end i dag klædte sig efter deres erhverv og position i samfundet. Det er der udkommet en bog om, 'Dragt og magt', redigeret af Anne Hedeager Krag. Den består af en række artikler og indlæg, hvoraf en del blev holdt på et symposium med samme titel på Københavns Universitet i november 1997. Det er godt nok et stykke tid siden, men oplysninger om arkæologiske dragtsymboler i nordiske fund fra ca. 500 til 1.100 løber ikke sådan hen og bliver uaktuelle fra det ene årti til det næste. Man kan sige, at den del af bogen, der omfatter minutiøse beskrivelser af fund af delvist opløste tekstilstumper fra diverse grave, nok ikke er det mest interessante for lægfolk. Det er sandsynligvis heller ikke os, bogen henvender sig til. Men man kan da liste nogle interessante oplysninger ud af de tørre indlæg, såsom at man fryser og flytter hele grave og undersøger dem i fred og ro på museer. Det ville være helt FBI-spændende, hvis det altså ikke handlede om at finde farverne eller mønstre i borter på en sandsynlig herskerdragt og andre oplysninger, der kan bidrage til at skabe et hele om den pågældende gravlagtes påklædning. Også i rigtig gamle dage var man moderigtigt klædt, når man var rig og magtfuld, inspireret af udlandet og selvfølgelig altid i det, der var dyrest og sjældnest.