Det er umuligt at efterligne Marguerite Duras, og alligevel prøver folk altid på stribe og mislykkes jammerligt. Intet er tilsyneladende mere besnærende enkelt end at skrive som Duras: Korte sætninger, en særlig tone, karsk og melankolsk i lige mål, drøj og hård som flint, men også silkeglat og fin.

Duras døde i 1996, men som noget af det sidste udkom den korte, fyndige 'At skrive', der er en slags retransskription af tre dokumentarfilm om og med den aldrende Duras, og som er blevet udnævnt til at være en art litterært testamente fra den gamle madame.

I teksten kredser Duras om en række velkendte temaer og fikspunkter i sit lange og meget begivenhedsrige forfatterskab og liv - døden, begæret, ensomheden, hendes elskere - men i særdeleshed reflekterer hun over skrivetilstandens mærkelige rum.

Helt konkret tager hun afsæt i Virginia Woolfs gamle pointe om, at det gjaldt for kvinden om at »få sit eget værelse«. Først da Duras for de penge, som salget af et filmmanuskript indbragte, kunne købe sit eget, 400 kvadratmeter store hus i Neauphle-le-Chateau, kom hun for alvor til at kunne skrive.

Og det hun selv skriver om skrivningen har nok især bud til andre skrivende eller til de dedikerede Duras-læsere. Det fratager ikke teksten dens værdi, blot er der tale om en raritet, en udsøgt, men også lidt lapidarisk perle, hør f.eks. det staccato-agtige i disse første linjer: »Det er i et hus, man er alene. Ikke uden for det, men inde i det. I haven er der fugle, katte. Men en gang imellem også et egern, en fritte«.

---

Stilen letter undervejs, men generelt er tonen meget bestemt. Der er også sidespring: Den næsten kokette omtale af det psykoanalytiske koryfæ Jacques Lacans analyse af hendes værk (som er uforståeligt for hende selv), af hendes venskab med Gallimard-brødrene, men i almindelighed er Duras ordknap og svirpende.

Fascinerende er hendes beretning om, hvordan hun på et tidspunkt i sin kælder sætter sig ned for at betragte en flue dø. Hele seancen strækker sig over timer, i rungende stilhed i kælderen - vi hører også om Duras' intense had til tyskerne, om hendes moderkærlighed, men før alt andet er der karakteristikken af skrivningens upersonlige tilstand.

At skrive er at opholde sig i ensomheden og menneskeskyheden, selv at danne det tomrum og den tavshed og det vanvid, i hvilket skrivningen kan komme til stede og forløbe, nærmest parallelt med den kvinde, som hedder Marguerite Duras. Og resultatet, det skrevne? Om det hedder det: »Det skrevne kommer som vinden, det er nøgent, det er blæk, det er det skrevne, og det forsvinder, som intet andet forsvinder i livet, hverken mere eller mindre, undtagen selve livet«.

Det er trods alt en meget fin lille bog, det mig ubekendte forlag SAAS har udgivet, komplet med Michèle Laverdacs meget smukke, slørede billeder af Duras' hus på indersiden af flapperne. Og Duras? Hun er uefterlignelig og uforlignelig, virkelig én, der forstår at forsvinde i dette 'at skrive'.