Lille-Klaus var iført langt hår og islandsk sweater, da han som ung handelshøjskolestuderende satte ild til erhvervsparnasset med kritiske, økonomiske analyser af store erhvervsvirksomheder.

Han begyndte respektløst oppefra – med A.P. Møller – og den ungdommelige frækhed var man ikke vant til dengang i 1970’erne.

Men Lille-Klaus fik smag for pengene og blev i en ruf Store-Klaus med spekulative virksomhedsovertagelser og en sand virkelyst, der ikke lod sig hæmme af traditioner i hverken erhvervsliv eller bankverden.

Tid til 2. sektion
Efter en årrække i sus og dus, langt fra mormors kolonihavehus, brasede det hele sammen og afslørede uregelmæssigheder og metoder, nok til seks år bag tremmer.

Store-Klaus blev til Spjælde-Klaus, og det er med syv-otte måneders erhvervserfaring fra Sdr. Omme Statsfængsel, man møder Klaus Riskær Pedersen i ’Ankomsten’.

Den tidligere yuppie med huse i flere lande, verdenskunst på væggene og privatfly er nu fange nummer 763 i det jyske fængsel og har i følge eget udsagn for første gang i sit liv fået så meget tid, at han »kan nå at læse Politikens 2. sektion«.

Og altså skrive en bog på 200 sider, der ikke beskæftiger sig med hans sag, bortset fra en enkelt bemærkning om, at han »er en midaldrende herre, der er dømt for lidt småfiflerier og forsøg på at flytte lidt rundt på skillingerne fra en cigarkasse til en anden«.

Snakkede sig undersøgelse
Næh, den altid muntre Klaus Risikokær, som ATS har døbt ham, fortæller veloplagt, vittigt og med stor undren om sit møde med mordere, der bager kager til medfangerne og om voldsmanden, der trods mange års fortsat indespærring samler på rejsetillæg for at kunne drømme.

Og om alle de andre skæbner på afdeling Syd D i det store statsfængsel.

Men først og fremmest fortæller han om sit eget møde med fængslet. Han får ved modtagelsen snakket sig uden om et »grænseoverskridende« tjek af bagdelens indre for narko, men bliver senere genstand for en ransagning af cellen, hvor fængselsbetjentene triumferende finder tre pakker Orlik Mellow Mix – en særlig type pibetobak, som den lokale brugs ikke fører, og som 763 derfor har købt med fra København under udgang.

Opdigter samtaler
Klaus Riskær gør fra begyndelsen læseren opmærksom på, at hans mange anekdoter er baseret på en sammenskrivning og omdigtning af egne oplevelser og historier, han har hørt i fængslet. Det er fair nok, men forringer nu autenticiteten noget.

Dertil kommer, at den piberygende og tedrikkende mønsterfange undervejs opdigter samtaler med fiktive personer for at sætte f.eks. betydningen af straf til debat. Men det bliver til små pip a la: »Kan man overhovedet blive en anden og en bedre i dette system?«.

Forlaget præsenterer ’Ankomsten’ som en bog om »fællesskab, eftertænksomhed og overlevelse«, men den skal man ikke hoppe på. Klaus Riskær undviger fællesskabet, så meget han kan. Hans eftertænksomhed går i bogstaveligste forstand op i piberøg.

Og overlevelse? Han holder flere aviser hver dag, har pc, telefon mv. til rådighed, laver en stor del af sin mad selv og drager hver tredje uge hjem til kæresten i København.

Røverhistorier og lommefilosofi
’Ankomsten’ er en af den slags bøger, der givet har opfyldt et behov for forfatteren. Ordene skulle skrives ned – og der var jo tid nok, dér i celle 31 på brutto 5,8 kvadratmeter, som Riskær har målt det op til.

Men spørgsmålet er jo, om hans tekst skulle komme i mere end et eksemplar. Det har forlaget altså ment, og man må medgive, at finans-jongløren også kan lege med ord. Men andet og mere end en række røverhistorier og lidt lommefilosofi bliver det ikke til.

Seks år er lang tid. Så hvis det er meningen, at ’Ankomsten’ får en efterfølger – f.eks. ’Afsoningen’, ’Udgangen’, ’Udslusningen’ mv. – hver gang Riskær har afsonet syv-otte måneder, så må man håbe, at han fortsat opfører sig eksemplarisk og bliver prøveløsladt hurtigst muligt.

Eller går over til en mere jordnær pibetobak.