Allerede inden bogen om kontroversielle 'Ritt' er udkommet, har den overhalet sig selv.

For hvor er afsnittet om partiformand Helle, der forleden foran TV 2-kameraer hamrede løs på Ritts illoyale bog? Nej, vel? Det er tilsyneladende umuligt at skrive en opdateret bog om Ritt Bjerregaard.

LÆS Helle Thorning håner Ritt Bjerregaard(22.10)
OG Ritt B. angriber Helle Thorning(21.10)

Men mindre kan gøre det.

Journalisten Martin Krasnik har sat sig sammen med Ritt Bjerregaard og historikeren Søren Mørch omkring deres spisebord i byggeforeningshuset på Østerbro i København for at tale om alt fra depressioner over fløjkrige til krigen i Afghanistan.

Vellykket eksperiment
Resultatet er blevet en samtalebog.

Sådan et eksperiment kan gå helt galt. Men her lykkes det. De tre står nemlig godt til hinanden.

Og den uhøjtidelige Martin Krasnik formår at udfordre med begavede og flabede spørgsmål og er ikke bange for at spille ind med egne depressioner og livserfaringer, når det er nødvendigt.

Bogen tegner et interessant billede af to socialt indignerede personer, der kommer fra hver deres sociale galakse og finder sammen om en fælles politisk idé: den socialdemokratiske.

Hvis Ritt havde været en bog...
Ritts historie fra Vesterbro til minister er selve eventyret om velfærdsstaten. Konstaterer Søren Mørch, som selv er vokset op i borgerskabet, hvor arbejdere var som negrene i Afrika: Man vidste, de eksisterede, men så dem aldrig.

Når Søren alligevel udvikler en social bevidsthed, skyldes det, at familien kastes ud i en social deroute, der betyder, at Søren må kravle hele vejen op igen.

De to møder hinanden på seminariet, hvor Ritt læser til lærer, og hvor Søren underviser. Men hvis der var sex og fysisk tiltrækning i luften i starten, som Ritt mener, så har Søren glemt det.

Faktisk kan Søren slet ikke huske, hvornår han første gang mødte Ritt. Og det får Krasnik til i en af bogens guld-scener at udfritte Mørch:

»Vi prøver igen: Du underviser, hun kommer ind, og hun ser skidegodt ud ... Jeg har jo set billeder«.

Hvortil Mørch svarer:

»Jeg er meget, meget dårlig til at huske sådan nogle sociale ting. Til gengæld kan jeg huske alt det, jeg læser«. Hvis unge Ritt havde været en bog ...

Kynikeren og den hjertevarme
Og her har vi fællesskabet mellem disse to personer: Det handler om ord og politik.

Og godt nok er de socialt indignerede – men de er også bevidste om magtens væsen. Mørch er den største kyniker.

Ja, Ritt fremstår som en hjertevarm person i sammenligning med gemalen, der helst undgår selskab. Og sådan noget med meningen med livet og at forstå sig selv? Det giver han ikke »en skid for«.

I årenes løb og i bogen er Ritt og Søren enige om det meste – og ikke mindst om at være uenige i de dominerende strømninger i deres eget parti. Anker var et fjols, Auken svag, Afghanistan-krigen en fejltagelse, Lykketoft en drømmer, udlændingeproblemet og skattestoppet håndteres forkert osv. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

Ro på bagsmækken er den visse død
Men er det ikke illoyalt over for partiledelsen? spørger Krasnik meget naturligt.

Næ-nej, her er ægteparret også befriende ærlige og gør ligefrem fløjkrige til en dyd. Konflikter er simpelthen nødvendige, hvis et parti skal holde sig i live.

Se bare på medlemsboomet efter Thornings og Frank Jensens formandskamp – eller på Nyrup, der blev statsminister efter opgøret med Auken, lyder det fra Kartoffelrækkerne.

Hvis man efter læsningen studser over, hvad der har været den røde tråd i Ritt- og Mørch-projektet - de er jo gået fra benhård EF-modstand til EU-begejstring, fra opgør med kustoder til lyserød traditionalisme - så er det just det, der er tråden:

En insisteren på, at klasket mellem modstillede holdninger er det, der holder et parti levende. Og at alternativet - 'ro på bagsmækken' - er den visse død. Så fik Thorning lige den!

Nej, Ritt og Søren er alt andet end kedelige i denne alt andet end kedelige bog.