De fleste mennesker, og det gælder både fag- og lægfolk, har den opfattelse, at psyken sidder i hjernen.

Nogle går så vidt, at de mener, at psyken ligefrem er hjernen, men så enkelt er det ikke, hvis man skal tro Danmarks yngste professor i psykologi, Svend Brinkmann.

Allerede i undertitlen på hans nye bog ’Mellem synapser og samfund’ ligger en af hans teoretiske hovedpointer, nemlig at den menneskelige psyke ikke bare kan forstås som synonymt med bevidsthed, men at der er tale om noget bredere.

For Brinkmann er psyken bl.a. »evner, kapaciteter og dispositioner til at erkende omverdenen og handle i den«, og disse egenskaber er ikke i traditionel forstand lokaliserbare, hvorfor det ikke giver mening at lede efter, hvor psyken er placeret (f.eks. i hjernen).

Brinkmann går i rette med især to forsimplede tilgange til psyken, nemlig den mentalistiske, der siger, at psyken er en verden i egen ret, der kan studeres uafhængigt af hjernen, kroppen og kulturen, samt den reduktionistiske, der bl.a. viser sig i, hvad Brinkmann kalder for hjernefetichismen, hvor man siger, at »psykiske processer ikke er andet end elektricitet i et mønster af synapser«.

Kroppen er afgørende
Der er ikke tvivl om, at neural aktivitet er en betingelse for psykiske processer, men det er ikke tilstrækkeligt.

Ved at undersøge hjernen som biologisk organ får man ikke noget at vide om det psykiske som sådan.

Ud over hjernen er også kroppen, samfundet og de ting og teknologier, som vi omgiver os med, nødvendige for at forstå den menneskelige psyke, men ingen af disse elementer kan stå alene, og ingen kan principielt undværes.

'Kropspsyken'
For at de psykiske evner kan eksistere og manifestere sig, har vi brug for kroppen. Kroppen er en afgørende betingelse for psykisk liv og samtidig den del, der forbinder os med verden omkring os.

Nogle psykologer har ligefrem et begreb, ’kropspsyken’, der gør op med den klassiske dualisme mellem krop og ånd.

At psyken er samfundsmæssig og påvirket af den omgivende kultur, ligger bl.a. i det tidlige samspil mellem mor og barn. Barnets fødes ind i en kultur og bliver formet af denne, samtidig med at det igen er med til at forme den.

Som psykisk væsen kan barnet ikke tænkes uden en kultur og et samspil med andre.

Endelig peger Brinkmann på, at psyken ikke kan forstås, hvis ikke vi inddrager den materielle verden med de ting og teknologier, som vi omgiver os med.

Alle de ting, som er nødvendige for at løse en psykisk opgave, udgør principielt elementer i den menneskelige psyke, f.eks. den blinde mands stok, den dementes notesbog, der er nødvendig for at huske, eller internettet, som repræsenterer en kolossal udvidelse af vores kognitive formåen.

'Natural born cyborgs'
Brinkmann kalder mennesket for ’natural born cyborgs’ (en hybrid mellem menneske og maskine), og antyder dermed, at det ligger i menneskets natur, at det altid vil danne og udvikle nye psykiske kapaciteter gennem redskaber og teknologier.

Bogens hovedbudskab er, at der ikke er noget modsætningsforhold i at ville undersøge f.eks. det biologiske fundament (hjernen) og den samfundsmæssige påvirkning af psyken. De udgør blot to dimensioner af det fænomen, som vi kalder psyken.

Bogen slutter med et kapitel, hvor Brinkmann argumenterer for, hvad han kalder for en hybridpsykologi, der integrerer viden om de forskellige niveauer: hjernen, kroppen, samfundet/kulturen og de ting og teknologier, som vi omgiver os med og derfor fordrer et tværfagligt samarbejde mellem f.eks. hjerneforskere, kulturantropologer, humanister og andre, som mere alment er eksperter i menneskelig eksistens.

Brinkmann skriver overbevisende og vidende om psykens forskellige niveauer.

Ud over at være psykolog har han baggrund i filosofi, hvilket tydeligt præger hans bog, der trods et godt sprog og mange konkrete forankringer i form af eksempler ikke er den letteste at gå til.

Vellykket brobygning
Men det skyldes dens emne, der er komplekst og svært.

Den rummer mange nye tanker og filosofiske vinkler, hvilket er kærkomment specielt i disse år, hvor der sker en voldsom primitivisering og reduktionisme i den moderne hjerneforsknings hellige navn.

Brinkmann skriver ikke imod denne – slet ikke.

Hans intention er at bygge bro mellem forskellige videnskabelige tilgange til den menneskelige psyke. Det er til fulde lykkedes.