Abraham Sutzkever var 27 år gammel, da de tyske tropper i juni 1941, ved indledningen til tilintetgørelseskrigen mod Sovjetunionen, indtog Vilnius. Byen var på det tidspunkt en del af Stalins rige.

Den Røde Hær tilbageerobrede den i juli 1944, men da var stort set alle byens 80.000 jøder myrdet, de fleste i kvarteret Ponar lidt uden for byen. Nogle få modstandskæmpere, herunder Sutzkever, var gennem kloakkerne flygtet ud til de kommunistiske partisaner i de nærliggende skove.

En af jiddische litteraturs største digtere
Likvideringen af ’Litauens Jerusalem’, således kaldet på grund af sine kulturskatte, gik i gang med det samme. De ledende jøder i modstandsbevægelsen var blandt de første i Østeuropa, for hvem det stod klart, at tyskerne ikke ville forfølge jøderne, men tilintetgøre dem som folk – og som højkultur i Europa.

Samtlige 80.000 jøder – og titusinder af jøder fra omliggende sovjetiske byer – blev myrdet med våben eller håndkraft ligesom de nær ved to millioner andre jøder, tyskerne myrdede i Sovjetunionen.

Sutzkever, en af den jiddische litteraturs største digtere, var vidne til folkemordet. Efter sin flugt var han med blandt de jødiske intellektuelle, der op til krigsslutningen i maj 1945 i Moskva dokumenterede den del af holocaust, der udspillede sig i Sovjetunionen.

Det omfattende arbejde blev stoppet af Stalin. Men Sutzkevers bog om Vilnius udkom i censureret udgave og på jiddisch i Moskva i 1946 og samme år i fransk oversættelse i Paris – i et oplag på 100 eksemplarer. Først i 2008 kom bogen i russisk oversættelse – og først i år i tysk, udgivet af et forlag i Schweiz.

Død fra første til sidste side
Det, der er tilbage, må vel betegnes som et af historieskrivningens mesterværker, skønt det fra første til sidste side handler om den død, tyskerne bragte over et jødisk folk i Østeuropa. Det er forfærdende læsning, skrevet som en islandsk saga, og med samme kunstneriske kraft.

Det schweiziske forlag har ledsaget Sutzkevers beretning med et udvalg af digte, ’Sange fra Dødehavet’, der ser på begivenhederne med en vis distance.

I et digt dræber Abraham sin søn Isak for at redde ham fra tyskernes tortur. Gud har forladt ham. Et andet skrev han i Nürnberg, da han i februar 1946 vidnede i processerne mod udvalgte nazistiske krigsforbrydere.

Det sidste af to vers lyder sådan i ordret oversættelse: »Som tusind Shylocks skal jeg være, for altid/ skære jødefjendskabet ud af verden./ Mit folk, du må beslutte dig for sværdet,/ når Gud er for svag til retfærdighed«.

Sutzkever rejste i 1947, da Stalin åndede jøderne for hedt i nakken, til Israel. Her lever digteren endnu, 96 år gammel.

Hvad man kan læse ud af de to bøger, er helt klart, at de politiske skel ikke kan bære. Retfærdighed, menneskeret, humanisme er altings mål.

Læsning på eget ansvar
Sutzkevers beretning har fire sider. Den fortæller om ofrene, de 80.000. Man læser på eget ansvar om tyskernes terror, sadisme og perversitet og om ofrenes helt ufattelige lidelser og grusomme død.

Bogen fortæller om enkelte, der overlevede og bar vidnesbyrd. Den fortæller om en europæisk, ikke blot jødisk kultur, der blev søgt reddet fra tyskernes udslettelse og kaldt til live i ghettoen. De indespærrede hørte Chopin (på et stykkevis indsmuglet piano):

»Menneskene stod, som man gør ved siden af en åben grav«, skriver Sutzkever. Og endelig fortæller bogen om gerningsmændene.

De har navne, officererne, der myrder mennesker, og professorerne, der brænder bøger. Bl.a. SS-bødlerne: Horst Schweinenberger, Martin Weiss, Hans Christian Hingst, Bruno Kittel og Franz Murer. Dertil hærskarer af håndlangere og menige.

Kun Murer blev stillet for retten efter krigen og sad i fængsel i Litauen fra 1948 til 1955. I sit hjemland Østrig blev denne sadistiske massemorder frikendt.

Resten er forsvundet i folkehavet efter personligt at have skudt deres ofre ned i massegrave, mishandlet dem til døde, revet deres børn i stumper og stykker med de bare hænder, skåret hovederne af dem, plyndret ligene og til sidst sat slavearbejdere til at fjerne sporene.