Der er gået mere end et år siden det amerikanske præsidentvalg, og synet af Obama som USA’s præsident er på mange måder blevet hverdag.

Men fra tid til anden slår det alligevel en, hvor utroligt det er, at det lykkedes en sort mand, hvis far var fra Kenya og hvis bedstemor den dag i dag bor i en hytte uden elektricitet, og som har det mildt sagt ikke særligt pæreamerikanske navn Barack Hussein Obama, at blive USA’s præsident og endda vinde den største demokratiske valgsejr siden 1964.

At det overhovedet kunne lade sig gøre, siger umådeligt meget om USA, og hvor misundelsesværdigt åbent landet er. Men når det kunne lykkes, var det i høj grad også, fordi Obama og folkene omkring ham førte en helt exceptionelt vellykket valgkamp.

Genfortalt indefra
Hvordan det gik for sig, har Obamas kampagneleder David Plouffe nu skrevet en bog om, og fulgte man valget og er interesseret i det valgtaktiske spil i USA, er det fascinerende læsning.

Ikke så meget på grund af Plouffe selv. Han er ikke nogen voldsomt spændende person og ikke nogen sprudlende skribent, men historien om valget er – selv når man kender resultatet – rasende interessant, og det er spændende at få den genfortalt indefra.

Plouffe er det ultimative politiske dyr. Stort set hele sin karriere har han arbejdet med politik og mere specifikt med valgkampe og har siden 2001 været partner med David Axelrod, der var og er Obamas chefstrateg.

Men hvor Axelrod fokuserer på budskabet og de større linjer, er Plouffe manden i maskinrummet, ham der opbyggede Obamas kampagne, og det er just det, som gør bogen så interessant.

Her er stort set intet om Obamas politiske holdninger eller substans. Hele bogen handler udelukkende om taktik, organisation og den næsten ufatteligt snørklede amerikanske valgproces.

Visionær strategi, held og benhårdt arbejde
Over halvdelen af bogen beskriver primærvalget og den næsten endeløse tvekamp mellem Obama og Hillary Clinton i første halvdel af 2008 om, hvem der skulle blive den demokratiske præsidentkandidat. Og det var reelt det afgørende øjeblik.

Efter otte år med George W. Bush var amerikanerne i den grad klar til noget nyt, og Obamas store bedrift var at besejre Hillary, der – som Plouffe igen og igen minder om – var den klare favorit.

At Obama formåede at overvinde Clinton-maskinen, skyldes en blanding af visionær strategi, held og benhårdt arbejde. Det visionære var fra starten at lægge en langsigtet plan, hvor man satsede stort set hele butikken på at vinde det allerførste primærvalg i Iowa og ride på bølgen af det hele vejen til nomineringen. »Iowa eller ingenting«, som Axelrod udtrykte det.

Det heldige var, at Hillarys kampagne var overraskende inkompetent. Plouffe lægger hovedansvaret for Clintons katastrofale valgkamp på hendes chefstrateg Mark Penn, der i sin konstante kamp på at opdele vælgerne i små mikrosegmenter overså den store samlede trend, der var i retning af et desperat ønske om forandring.

Og – endnu værre – havde Penn tilsyneladende ikke gidet sætte sig ind i de demokratiske primærvalgsregler og troede, at den, som vandt en stat, fik alle dens delegerede.

Sådan er det ikke; systemet er en slags modificeret forholdstalsvalg, hvilket betød, at Clintons fokus på nogle få store stater gjorde det overraskende let for Obama at suge delegerede til sig i de mindre stater og derved i løbet af februar få en føring, som Hillary ikke kunne overvinde senere.

»Det er derfor, at du skal være præsident«
For Obama havde sine problemer, ganske mange endda, og det er her, det benhårde arbejde kommer ind. Valgkampen tog næsten to år, hvor Obama og hans folk stort set var på farten konstant. Plouffe nævner en passant, at han ikke så sine forældre i mere end et år. Som han udtrykker det, opsluger en amerikansk præsidentvalgkamp »hele liv«.

»Stort set alt andet – film, sport, bøger, tid med familien – forsvinder nærmest fuldkommen«, skriver han, og det gælder selvsagt også for kandidaten selv. Ikke overraskende tegner Plouffe et rosenrødt billede af Obama, og en ting, man bliver mindet om, er hans imponerende evne til at tænke klart under pres.

Den klareste illustration af det var i marts sidste år, da medierne fik fingre i en række højst kontroversielle uddrag fra prædikener, som Obamas præst Jeremiah Wright havde holdt.

Efter at have troet, at sejren var næsten hjemme, var der reel fare for, at kampagnen smeltede sammen. Men den altid rolige Obama satte sig sammen med sin taleskriver til tasterne i pauserne mellem valgmøderne og producerede på blot fire dage en fremragende tale om race, der med et slag genrejste hans kandidatur.

Som David Axelrod skrev i en e-mail til Obama efter at have hørt den: . Amerikanerne mente det samme.