Romantikkens forfatterinder’ af Lise Busk-Jensen er det mest omfangsrige værk (på 1.856 sider) om kvindelige forfattere, der er produceret på dansk, og det kaster kaskader af lys ind over mange både glemte og næsten glemte kvindelige forfattere eller forfatterinder, som Lise Busk-Jensen fastholder at kalde dem.

I 1983 forsvarede Pil Dahlerup sin pionerdisputats om det moderne gennembruds kvindelige forfattere, og det var så stor en begivenhed, at forsvarshandlingen blev henlagt til Københavns Universitets Festsal, og her var der stuvende fuldt.

Lise Busk-Jensens værk er antaget som disputats ved Københavns Universitet, og forsvaret siges at skulle finde sted en gang her i det tidlige forår. Forhåbentlig bliver det også en festlig begivenhed.

‘Romantikkens forfatterinder’ medtager og behandler alle kvindelige forfattere, der på den ene eller anden måde var aktive i årene fra 1800 og frem til det moderne gennembrud omkring 1870.

Og der er mange, men flertallet af dem er helt og aldeles gledet ud af den fælles hukommelse, og så er det, man stiller spørgsmålet om, hvordan dette litterære massemord er foregået?

Guldgrube af oplysninger
Svaret er ret enkelt, idet det er sket ved, at litteraturkritikerne og -historikerne – og det vil sige mændene – glemte dem, når der skulle samles op i litteraturhistoriske oversigter.

For flertallet af de kvindelige forfattere blev faktisk anmeldt, da deres bøger udkom. Det fremgår af fremstillingens bind 3, som indeholder en grundig, ja, vel næsten 100 procent udtømmende forfatterkatalog, hvor man får alle realia om de medtagne forfattere.

Lige fra hvem deres forældre og søskende var, over deres uddannelse – de fleste havde ingen – deres adresser livet igennem og meget mere. Så følger listen over de værker, de publicerede, og hvilken omtale og kritik værkerne fik. Johanne  Luise Heiberg. Maleri af W. Marstrand/ Frederiksborgmuseet

Nogle fik en hvas modtagelse, andre faktisk en positiv indsigtsfuld, men de var faktisk næsten alle sammen ‘på’ i deres tid, mens eftertiden ‘kom til’ at glemme dem.

Det er måske bagvendt at begynde en omtale af et værk med en omtale af det bind med de ‘hårde’ facts, men bindet er simpelthen en guldgrube fyldt med oplysninger, der ikke kun får de kvindelige forfattere til at træde tydeligt frem, men også deres omgivelser.

Dansk litteratur har altid været påvirket af de litterære bevægelser i udlandet, og det var også tilfældet med kvindelitteraturen. Lise Busk-Jensen tager derfor sine læsere med ud på en tur til Frankrig og England for at se på nogle af de kvindelige forfattere, der kom til at bidrage til, at kvinder blev taget alvorlige som forfattere.

Men først undersøger hun familiestrukturen, ser på husmoderens rolle, på salonkulturen, på opfattelse af kvinden som madonna i forskellige former og romantikkens kvindetyper.

Svulstigt fædrelandsdigt
I et indskud til det store afsnit om ‘den kvindelige tekst’ er Lise Busk-Jensen et tur ude på Bakkehuset på Frederiksberg, hvor hun giver et både præcist og smukt portræt af ‘Æskemagersken’ dvs. Kamma Rahbek. For selv om Kamma Rahbek ikke skrev andet end breve, spillede hun en rolle i sin tid.

Det gjorde en række udenlandske kvindelige forfattere også, og Lise Busk-Jensen gennemgår værker af Jane Austen, madame de Staël, George Sand, Charlotte og Emily Brontë. Hun afdækker deres motiver og undersøger deres skæbner på det danske litterære marked.
Thomasine  Gyllembourg. Maleri af Jens Juel/ Det Kgl. BibliotekOg så i bind 2 går det løs med de danske kvindelige forfattere, og af dem træder Christiane Koren – glemt af alle i dag – frem, og det gør også Thomasine Gyllembourg, der som bekendt var mor til Johan Ludvig Heiberg og svigermor til århundredets største skuespillerinde, Johanne Luise Heiberg.

Et interessant kapitel handler om Juliane Marie Jessen, der i den grad fik på hattepulden for sit fædrelandsdigt, hvormed hun vandt en konkurrence udskrevet af Selskabet til de Skiønne og Nyttige Videnskabers Forfremmelse. Oehlenschläger bidrog også med ‘Der er et yndigt Land’.

I dag er Jessens digt glemt – og det er både svulmende og svulstigt, men aldrig har noget digt fået så mange skældsord smidt efter sig som netop det, ligesom parodierne blomstrede: »Dannemark! Dannemark! Hvor er din Grød/ Liflig og sød!«

Men Lise Busk-Jensen giver Juliane Marie Jessen en smuk oprejsning. »Hendes digtning var formbevidst, hendes livssyn var rationalistisk og satirisk, og samtidig båret af en oprigtig kærlighed til Gud, konge og fædreland og til sine venner«.

De skrev - og blev glemt
Den kvindelige forfatter, der virkelig brød en ny vej, var som bekendt Mathilde Fibiger, og hun indtager derfor en central plads. Og endnu i dag kan man føle et stik af smerte over den skæbne, som blev hendes.

Hun opgav skribentvirksomheden, den var for tung og svær på grund af omgivelsernes negative indstilling, og hun blev Danmarks første kvindelige telegrafist.

Men det blev ikke lykken for hende, hun var plaget af depressioner, og da Frederik Bajer opsøgte hende for at få hende til skrive nogle artikler til sit blad oplevede han, hvordan: »et lille forpint ansigt viste sig i kontorruden«. Mathilde var låst inde og låst fast både af sit eget sind og af omgivelsernes reaktion på hendes pionerindsats.

Cornelia  v. Levetzow. Foto: Det Kgl. BibliotekNogle af de kvindelige forfattere gik det ret godt, de fik pæne anmeldelser, de blev læst, men de var alligevel hele tiden oppe mod en mur. En gang imellem kom der hul i muren, men for de fleste var det at vælge sig forfattervejen som erhverv dømt til at mislykkes.

Hvad der derimod ikke mislykkedes, var at klemme de kvindelige forfattere ud af den kollektive hukommelse, og det kan stadig gøre en nutidslæser en anelse mismodig.

For der var mange gode forfattere imellem, men hvem husker i dag navne som Louise Bjørnsen, Clara Andersen, Ida Nielsen, Anna Margrethe Krebs? De skrev, de sled, de gav deres meninger til kende – og de blev glemt.

Kvinder på kanonlisten
Det er på alle måder et imponerende værk, Lise Busk-Jensen har bedrevet. Det kunne have vundet en del i læsbarhed ved en anden og mere overskuelig komposition, men nu ligger stoffet tilgængeligt for enhver, der har lyst til at dykke ned i de mange værker, som formødrene skrev.

Til slut advokerer Lise Busk-Jensen for, at der medtages flere kvindelige forfattere på de såkaldte kanonlister – den sidste er fra 2006.

Som et minimum bør Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger som 1800-tals forfattere være med, for hvis de udelades: »mister nutidens læsere sans for de forskellige livsvilkår, de to køn har levet under, og de forskellige livssyn og litterære former, de har udviklet«.

Hertil kan man bemærke, at det vel ikke er hensigten med en kanonliste at give nutidens læsere sans for de forskellige livsvilkår, men alene pege på værker af særlig høj litterær kvalitet.

Undertegnede var med i 2006-kanonarbejdet, og i udvalget var der enighed om, at man ikke ville respektere en mindre målestok for kvindelige forfattere end for mænd. På 2006-listen finder man blandt de 12 værker Leonora Christina Ulfeldts ‘Jammersminde’, Karen Blixens ‘Vintereventyr’ og Inger Christensens ‘Sommerfugledalen’.