Kritikken er hørt før: De stærkeste og rigeste klumper sig sammen i beskyttede velhaverghettoer, hvor de under dække af et oplyst og humanistisk menneskesyn distancerer sig fra folket, de almindelige hårdtarbejdende skatteydere.

Opgøret med den asociale elite blev sat på formel, da den amerikanske fællesskabsmoralist Christopher Lasch fik udgivet essaysamlingen ’Eliternes oprør’ i 1993. Den dagsordensættende bog udkom på dansk allerede i 1995.

Nu har forfatterjournalisten Lars Olsen – der tidligere har udgivet flere glimrende bøger om den nye kulturelle ulighed – skrevet en dansk version, der fremfører præcis de samme pointer som Lasch, krydret med hjemlige eksempler. Genren er mere dokumentarisk, men perspektivet er nøjagtig det samme som hos Lasch.

Den nye bog af Lars Olsen er velskrevet og statistisk velunderbygget. For den danske elite begynder gradvis at virke næsten lige så elitær som eliterne i andre lande. Bogen har imidlertid én afgørende svaghed:

Christopher Lasch nævnes slet ikke, og det klassiske værk – med den stort set identiske titel – er heller ikke opført på litteraturlisten, hvor også Jørgen Dichs ’Den herskende klasse’ fra 1973 mangler.

Bogen diskuterer ellers flere abstrakte samfundstænkere såsom Pierre Bourdieu fra Frankrig, Anthony Giddens fra Storbritannien og Ulrich Beck fra Tyskland.

Verdenskendt forlæg
Udeladelsen af det verdenskendte forlæg af Christopher Lasch – som vel at mærke er udkommet i flere oplag i Danmark – svækker Lars Olsens bog. Han kan umuligt have overset ’Eliternes oprør’, med undertitlen ’forræderiet mod demokratiet’. Formuleringerne i de to bøger er ikke ens, men pointerne er enslydende.
Lasch skrev, at »de eliter, der sætter dagsordenen, har mistet kontakten med folket«. Det lyder mere end blot tilfældigt ens med Olsens pointe om, at »politik er ved at blive en lukket fest for politikere, eksperter og professionelle aktører«.

Påstanden om, at den veluddannede elite lever afsondret fra alle sociale problemer og derfor ikke har en selvoplevet forståelse for de folkelige bekymringer, er Lasch og Olsen mere end enige om.

Når Lasch skriver, at »de privilegerede klasser i foruroligende grad har gjort sig uafhængige af ikke blot industribyernes forfald, men også af offentlige tjenesteydelser«, ja, så gentager Lars Olsen:

»De bedrestillede samfundslag lukker sig om sig selv. De bor i velstillede villakvarterer, hvor børnenes daginstitutioner og skole præges af andre ressourcestærke familier«. Eksempler på tankeoverførsel kunne fortsætte.

Kodeordet er sammenhængskraft
Den manglende kreditering af inspirationskilden er i sig selv stærkt kritisabel. Men det stopper ikke her. Den manglende diskussion af Christopher Lasch fører en række nye problemer med sig.

Det virker således ikke overbevisende – som Lars Olsen anfører flere gange – at bogens idéhistoriske grundlag skulle være rundet af den danske velfærdsmodel.

Understrømmen er præget mindst lige så meget af en nyere retning inden for amerikansk moralfilosofi, nærmere bestemt ’kommunitarismen’, en socialkonservativ tankeretning, der sætter fællesskabet i centrum.

Kodeordet er sammenhængskraft, ikke rød solidaritet eller blå individualitet. Lars Olsens primære drivkraft er – på linje med Christopher Lasch – en nostalgisk bekymring for, at sammenhængskraften opløses i det moderne samfund. Drivkraften er ikke social indignation på de svagestes vegne, men snarere en bekymring for middelklassens position.

Lars Olsen frygter for en fremtid, hvor Danmark ikke længere bindes sammen af fælles værdier, men derimod fragmenteres i små individualiserede subkulturer.

Tavsheden over for den amerikanske inspiration betyder, at Lars Olsen heller ikke formår at forholde sig direkte til forskellene mellem den danske elites oprør og de udenlandske eliters velbeskrevne triumfer. Til forskel fra flere andre vestlige lande synes den danske elite stadig at være villig til at betale for offentlig velfærd.

Importeret fra USA
Paradoksalt nok er cand.phil. Lars Olsen selv et eksempel på en engageret meningsdanner, der interesserer sig for f.eks. frafaldet på erhvervsskolerne, selv om han bor ved siden af Louisiana i de eksklusive Humlebæk.

Elitekultur og velhaverkvarter står tilsyneladende ikke i vejen for, at han kan engagere sig i samfundet: »Ret beset er jeg selv en del af kultur- og uddannelseseliten,« skriver han ærligt.

Olsen erkender i bogen, at Danmark gradvis er blevet et mere socialt afbalanceret og demokratisk land – i forhold til både udlandet og tidligere. Eliternes triumf er en sandhed med modifikationer. Hvad havde han ellers regnet med?

Alle hidtidige samfund har været som pyramider: De væltes rundt, men ender altid med at lande med bunden nedad.

Sammenlignet med Laschs dystre beskrivelser af fremtidens USA, repræsenterer Danmark heldigvis en undtagelse. Og når temaet om eliternes oprør nu har været diskuteret i snart to årtier, virker det uforståeligt, at Lars Olsen ikke sætter den danske elite i forhold til omverdenen.

Modebegrebet ’sammenhængskraft’ – eller ’social cohesion’, som det rettelig hedder på amerikansk – er ikke opfundet i Danmark.

Derfor virker det besynderligt, at Lars Olsen på den ene side trækker paralleller til det politiske liv i Norge og udviklingen i Storbritannien, og på den anden side undlader at inddrage selve originalkilden og den kommunitaristiske arv.

Lars Olsens nye debatbog er isoleret set læseværdig, den har analytisk tæft og fine iagttagelser. Lasch og Olsen har tilsammen og hver især tankevækkende pointer. Men det trækker voldsomt ned, at forfatteren ikke står ved, at tankerne er importeret fra USA – med 17 års forsinkelse.