Prøv bare at tage dansk fjernsyn.

Okay, der er Kurt Wallander, og der har været ’Livvagterne’, men ellers?

Britiske krimiserier fra skærm til skærm. Fra Hercule Poirot til kommissær Barnaby, Bergerac, ’Sagen genåbnet’ og ’Mord på hjernen’. For blot at nævne nogle få på vore nærmeste hjemlige kanaler.

Kanske at vore nationale bestsellerlister er domineret af svensk, norsk og dansk krimilitteratur, men spørg bibliotekerne, og du vil få at vide, at der er stadigvæk og stigende er efterspørgsel på britiske krimier, fra Agatha Christie og hendes klassikere fra Sydengland med Hercule Poirot og Miss Marple til Ann Cleeves’ krimier oppe fra Shetlandsøerne.

Cleeves’ nyeste krimier fra Hebriderne, den første kom i 2007, med den mutte spanskskotske strømer Jimmy Perez, er ganske vist ikke nået at komme med i ’British Crime Writing. An encyclopedia’ fra 2009.

Mesterligt skribenthold
Hvilket tyder på, at encyklopædien har været længe undervejs og har misset et nyere værk eller to.

Og det har den.

Men ellers er næsten alt, hvad der kan krybe og gå inden for britisk kriminallitteratur sat i mandtal, beskrevet og bedømt af kompetente folk, som interessant nok mange gange ofte selv skriver krimier.

Det er en af Storbritanniens førende krimi- og filmkritikere, Barry Forshaw, som har samlet sit hold i mesterklassen, og det tager fat med fynd og klem, kærligt og kritisk at sætte alt i system.

Edgar Allen Poe er kun indirekte med, han er jo amerikaner og har således ikke sit eget opslag.

Derimod er Raymond Chandler, født af amerikanskirske forældre i Chicago, grundigt omtalt og behandlet.

Han fik da også en engelsk opdragelse og uddannelse med kostskole og hele molevitten, men alligevel?

Hans læsere forbinder ham nok mere med solrige Californien, Coca-Cola og Los Angeles med smog end engelske landsbyer, London i tåge og skotsk højland.

Stærk krimi-te
Genrens britiske guldalder begynder nationalt med skotten Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes-fortællinger i slutningen af 1800-tallet.

Selvfølgelig var der engelskskrivende i feltet før.

Poe er nævnt, men der er andre, Dickens og Collins, for slet ikke at tale om en hel del franskmænd på den anden side af Kanalen som inspiration og modspil.

Doyle er imidlertid et godt sted at begynde den britiske stamtavle for alvor. Han kanoniserer en rationel stil og episk skabelon med to, detektiven og hans tro følgesvend, som sådan set fortsætter helt op til i dag.

Der skal stadigvæk to opdagere til en god omgang stærk krimi-te.

Sådan er den britiske model i hvert fald. Ensomme detektiver hører i dag mestendels hjemme i Sverige og USA.

Lesbiske krimier
De to bind vidner solidt om den forfriskende fornyelse, genren har fået i Storbritannien.

Oppe nordpå har vi den skotske storbykrimi, Tartan Noir anført af kvinder og mænd såsom Denise Mina, Val McDermid, Ian Rankin og Iain Banks. Nede sydpå og i London og Nottingham, Mark Billingham og John Harvey.

Selv om bogen klart peger på, at femikrimien med Sara Paretsky og co. først og fremmest blev født i USA, var britiske kvinder faktisk hurtigt med.

Allerede i 1981 kom forfatteren og feministen Jessica Manns epokegørende undersøgelse af fem britiske kvindekrimiforfattere, ’Deadlier than the Male’.

Mann, desværre aldrig oversat til dansk, hører til en af mine favoritter og skriver krimier med feministisk skrue uden mandehadsk skrig og skrål som hos en Liza Marklund.

Fremragende krimier med kvindevinkel skriver også den erklærede lesbiske McDermid. Og er du interesseret i homoseksuelle forfattere i genren, er her glimrende og fyldige opslag.

Lord i cowboybukser
I det hele taget er det dejlige bøger at gå på opdagelse i og få inspiration til yderligere læsning.

Det glæder mig således, at den skotske forfatter Patrick Hamilton (1904-1962), der i øjeblikket oplever en renæssance i sit hjemland og var beundret af Graham Greene, er med og velbeskrevet.

Hamilton skrev de tekster, som siden blev til klassiske krimifilm såsom George Cukors’ ’Gaslys’ og Alfred Hitchcocks ’Rebet’.

Derudover skrev han en række psykologiske thrillere om outsidere i London og omegn. Immigranter og det tidligere imperium er rigt repræsenteret.

Selvfølgelig Ngaio Marsh fra New Zealand og yngre kolleger såsom James McClure fra Sydafrika og Peter Robinson, der i dag bor i Seattle, men stammer fra Yorkshire.

Til gengæld er californiske Elizabeth George, som nu bor i Storbritannien, og hvis krimier om politimanden lord Lynley vel er det nærmeste, vi kommer lord Peter Wimsey i sweater og cowboybukser, ikke fundet værdig til at blive indlemmet i denne krimigenrens britiske adelskalender.

Netop værkets latente definition af ’britiskhed’ er svævende. Som om der uddeles statsborgerskab efter forgodtbefindende. Ret beset boede Poe jo i London i sin ungdom og anså sig selv mere som angelsaksisk gentleman end en amerikansk levebrødsforfatter.

Britannia rules the crimes
Dashiell Hammett, efterkommer af engelske katolikker i Sydstaten Maryland, brugte det Shakespeareengelske ord for bøsse, ’gunsel’, i sit mesterværk ’Malteserfalken’, for at omgå den amerikanske censur, der fejlagtigt troede, at det betød en lille pistol!

Just Hammetts krimier med deres kodeks omkring mænds ære og kvinders dadel, er vel lige så meget angelsaksisk høvisk som amerikansk hårdkogt.

Til gengæld har man inddraget irske forfattere, såsom John Banville alias Benjamin Black og Ruth Dudley Edwards, men overset Ken Bruen fra Galway, nok Eires mest spændende krimiforfatter netop nu og et stort navn i Frankrig.

Men der er meget med, også meget om krimier på film og fjernsyn.

Så de to bøger er fulde af analyser og information, ganske væsentligt for krimilæseren, der vil vide mere. Om den britiske krimi, som lever i bedste velgående og stadigvæk behersker genren.

Rule Britannia! Britannia rules the crimes.