For fyrre år siden red en mand og en kvinde ud på kameler for at finde et forfulgt og foragtet jægerfolk i Chad.

På de vidstrakte stepper i udkanten af Sahara fandt de to antropologer jægerfolket, der levede i små grupper og kaldte sig Haddad.

Ida og Johannes Nicolaisen boede hos Haddad-folket i kort tid og forsvandt så igen for aldrig at vende tilbage.

To slags flygtige jægere havde krydset spor, og i dag fyrre år senere er der kommet en helt igennem vidunderlig bog ud af mødet.

Bogens omslag viser fuglehoveder med muslingeøjne og en titel med de fremmedartede stednavne Kanem og Bahr el Ghazal, navne, der nu er indskrevet i dansk antropologis mest prestigiøse bogprojekt, de 18 store bind i The Carlsberg Foundation’s Nomad Research Project.

Første møde med Afrika
Det var den unge Ida Nicolaisens første møde med Afrika.

Hun sugede til sig, og alle sanser var åbne.

Oplevelsen var overvældende, og hun kan skrive den frem, så Haddad-folket står frisk og nærværende for læseren, godt hjulpet af stemningsfulde fotos.

»Jeg kan bedst lide den sene eftermiddag, når den brændende hede aftager og bopladsen vågner summende til live. Den lave, røde sol gløder gennem skyer af støv der hvirvles op af kvægets tusinder af klove, og flokke af geder søger tilbage fra savannen«.

»Luften giver genlyd af de brægende geder og får, af tøjrede kalve der desperate kalder på deres moderko, mens de finder hinanden efter en lang dags adskillelse, af den hule lyd fra morterne, når hirsen stødes for at forberede aftensmaden, og af de legende børns bløde stemmer. Unge piger og kvinder haster frem og tilbage for at malke køer og geder, en mand strigler sin elskede ridehest, en anden har travlt med at spænde lasten af en kamel. Snart udstråler bopladsen kun fred, mens dyr og mennesker finder hvile og slår sig ned rundt om bålene«.

Tre stemmelejer
’Elusive Hunters’ er en bog med tre stemmelejer. Ida Nicolaisens varme erindringer om Haddad-follket er små perler i bogen.

Mest plads bruger hun på registreringen og en detaljeret diskussion af Haddad-folkets livsformer, jagt og indsamling af føde, dets samfundsindretning og forhold til andre oprindelige folk, deres brugsgenstande samt poesi, musik og kultur.

Jagten vies mange sider. Nicolaisen forsøger at forklare, hvorfor Haddad-folket var delt i to helt adskilte grupper med to forskellige jagtmetoder.

På den tørre savanne brugte de net til at jage med og levede i små grupper som slaver hos det nomadiske Kreda-folk.

Mod syd, hvor der var mere vegetation, levede den anden gruppe som slaver hos de agerdyrkende Kanembu og gik på jagt med bue og pil.

Til gengæld for jagtbytte, arbejde og andre ydelser fik Haddad-folket beskyttelse af ’herre’folkene.

Udfordrer grundantagelser
Bogen bliver for alvor interessant for ikke-specialister, når Ida Nicolaisen trækker på sin livslange forskning i andre jæger- og samlerfolk og sætter Haddad-folket ind i en større historisk og samfundsmæssig sammenhæng.

Hendes dokumentation af, at Haddad-jægere levede sammen i en slavelignende relation med både kvægfolk og agerbrugere, vil berige og provokere antropologiske grundantagelser om historisk udvikling og klassifikation af etniske grupper.

Hendes påvisning af, at Haddad-folkets smede kendte jernet meget tidligt, vil yderligere udfordre den almindeligt antagne sammenhæng mellem jernet, agerbruget og statsdannelser i Vestafrika.

Kultur-folkedrab
Ida Nicolaisen argumenterer overbevisende for betydningen af vold og usikkerhed som historisk motor.

Haddad-stammens slavestatus var en overlevelsesstrategi udviklet på grund af århundreders usikkerhed, frygt og diskriminering, især som konsekvens af det 19. århundredes arabiske slavetogter og det 20. århundredes blodige franske koloniadministration.

Chads selvstændighed gjorde kun ondt værre.

De nye magthavere foragtede Haddad-folket og forbød deres traditionelle jagt (men solgte licenser til rige, udenlandske jægere). Jagtforbuddet fjernede livsgrundlaget for jægerfolket.

Ida Nicolaisen konkluderer, at det var »cultural genocide«, et kultur-folkedrab. Magthaverne dræbte ikke individerne, men dræbte en kultur og dermed et folk.

Ida Nicolaisen har i en årrække siddet i FN’s permanente forum for oprindelige folk.

FN definerer ikke et folk som strukturelt identificerbare enheder, men ud fra individernes selv-identifikation.

Herfra stammer en modsætning i hendes værk mellem museets antropologiske kasser og den politiske kamps individuelle identifikation.

På museum
Haddad-folket er kommet på museum.

I Chad findes de ikke mere. Ida Nicolaisen skriver, at den største betydning, hendes bog kan få, er at blive brugt af Haddad-folket »til at dokumentere deres unikke sociale og kulturelle bedrifter og deres bidrag til menneskehedens historie«.

Men hvem kan gribe den erindring, Ida Nicolaisen har sikret for eftertiden, og give stemme til Haddad-folket andre end dem selv?

Da bogen sandsynligvis aldrig når til Bahr el Ghazal, burde Århus Universitetsforlag derfor overveje at lægge en frit tilgængelig udgave ud på nettet.

Så kan ringen slutte dér, hvor ’Elusive Hunters’ kommer fra, hos Haddad-folket, og jægere, der har lagt bue og pil, kan sidde i en internetcafe i Chad og læse, hvem de var.

Og sige, hvem de vil blive.

Smuk og original
Borgerkrig og uro gjorde det umuligt for Ida og Johannes Nicolaisen at vende tilbage til Chad.

Heller ikke andre har senere skrevet om Haddad-folket.

’Elusive Hunters’ vil derfor forblive det eneste værk baseret på et antropologisk studie af et levende jægersamfund i hele Nord- og Vestafrika.

’Elusive Hunters’ får alle mine hjerter for forskningens originalitet, formidlingens vellykkethed, det smukke boghåndværk og glæden ved, at en sådan bog overhovedet kan se dagens lys.