I Politikens forhal lige inden for svingdøren har hele væggen for nylig været tapetseret med Side 9-piger.

I 2010 er det legitimt for et stort, estimeret dagblad at modtage sine besøgende med standardiserede kvindebryster på rad og række, for der er tale om kunst – endda af den politiske slags. Friskt? Modigt? En kritisk kommentar til samtidens seksualitetskultur? Sådan er der sikkert mange, der vil udlægge vægdekorationen.

Men i engelske Natasha Walters optik, som den udfoldes i hendes seneste kulturanalyse ’Living Dolls – the Return of Sexism’, lukrerer og forstærker væggen blot tiden hyperseksualisering, der i særdeleshed rammer unge kvinder.

Under alle omstændigheder må det være en kende bizart for avisens kvindelige medarbejdere dagligt at passere forbi på vej ind og ud ad døren til deres arbejdsplads. De kan levere spaltecentimeter i lange baner, men i sidste ende er de alligevel bare ’patter’.

Kønsstereotypisering af usete dimensioner
For unge kvinder starter denne erkendelse tidligt, fortæller Walter. En kønsstereotypisering af hidtil usete dimensioner har nemlig sænket sig over børns blå og lyserøde legeland.

I pigernes lyserøde verden, hvor disciplinering til omsorgskompetence er et kodeord, sørger legetøjskædernes vareudbud via brillante markedsføringsstrategier for en veritabel sammensmeltning mellem virkelighedens piger og fiktionens prinsesser.

LÆS ANMELDELSEFå styr på din tween med ny selvhjælpsbog

Det er ikke nok bare at lege med dukkerne, man skal være dem, viser Walter. Og tidens smukke prinsesser skal frem for alt være sexede, derfor langes stylingartikler over disken til femårige småpiger.

'Babes on the Bed'
Den sexede attitude som imperativ for kvindelig selvfremstilling har bidt sig fast i omverdenens forventninger til unge kvinder og sætter sig videre på pigernes liv og deres forståelse af kvindelighed – og ikke mindst på deres ideer om karrieremuligheder.

Derfor kan natclubarrangementer som ’Babes on the Bed’ trække piger til ved at vifte dem om næsen med glamour-modelkontrakter, hvis de skifter til bikini og stripper for barens mandlige gæster. Eller sælge kurser i pole- og lapdance på linje med pilates og spinning – for det er så god motion at strippe!

Walter indrømmer at være overrasket over udviklingen, som nærmest er kommet ud af det blå i betragtning af 1970’ernes vellykkede udfordring af de traditionelle kønsroller. Var hun skeptisk, når feminister kæftede op for ti år siden, er hun det ikke længere. »For dukkerne marcherer igen«, som hun skriver.

Og det er helt galt. Især fordi omverdenens ideer om ’frit valg’ svæver over vandene sammen med troen på, at hyperseksualiseringen er udtryk for den aktuelle kulmination på kvinders seksuelle frisættelse, og derfor kan karakteriseres som ’empowerment’.

Men kan man tale om ’frit valg’, når massekulturens udbud af kvindelighedsrepræsentationer i stadig højere grad indsnævres til ’sexede dukker’? Og kan en ung kvinde i g-streng roterende om en stripstang erstatte ’økonomisk og politisk ligestilling’ i vores forståelse af ’empowerment’?

I Walters øjne er fremvæksten af en hyperseksualiseret kultur absolut ikke bevis på, at vi har opnået fuld ligestilling. Tværtimod reflekterer og forstærker det skævheden i den grundlæggende fordeling af magt i samfundet, mener hun.

Global genkendelighed
Og problemet er større end som så, fordi det underbygges af tidens ’biologiske determinisme’, hvor henvisninger til gener og hormoner har erstattet ’sociale påvirkningsfaktorer’ som forklaring på kønsforskelle.

Man tror det næppe, men jæger-samlersamfundets – formodet – kønsspecifikke arbejdsdeling kan stadig trækkes af stalden som forklaringsmodel, ikke blot i tidens populærvidenskabelige selvhjælpsbøger, men sågar i undersøgelser, der hævder sig videnskabeligt valide.

Og selv om det med validiteten halter voldsomt, hvilket Natasha Walter viser igen og igen i sin bog, ja så er nyhedsmedierne på pletten som beredvillige formidlere af de groft forenklede udlægninger. For det er guf, når det hele kan koges ned til hormoner eller hjernestørrelse, konkluderer Natasha Walter.

Hun er vidt omkring i sin analyse af sammenhængen mellem tidens sexisme og den biologiske determinisme, men selv om den er lavet på engelske forhold, har den global genkendelighed – ikke mindst her til lands.

Et tiltrængt spark i røven
Hendes pointer svider som en lussing i al deres velunderbyggede afdækning, og trods sin klare positionering forfalder hun aldrig til ideologisering. Illustrativt hudfletter hun, hvordan Playboy-kaniner – selve ikonet for den mandlige lyst – er rykket ind i pigeværelserne og bæres af småpiger på T-shirten overalt i verden uden synderlig skepsis fra voksne.

LÆS ARTIKELEr kvinderne kampklare?

Ligesom hun beskriver situationer, hvor unge kvinder presses til at overskride egne grænser, når horder af fulde mænd vil se »mere hud«. Og selv om Walter sine steder tenderer til skridt på stedet, er bogen som helhed betragtet et yderst tiltrængt spark i røven til en kritisk position, der ikke har gjort meget væsen af sig de senere år.

Modigt, kan man mene, med tanke på hæren af magtblinde hedonister, sexindustriens bagmænd og medieproducenter, der vil gå langt for at forsvare deres privilegier, markedsandele og dagsordensættende nyhedsoverskrifter.

På vejen mod kvinders ligestilling i samfundet har vi sparket mange døre ind de sidste 30 år, lad os sørge for, at de sexede dukkers fremmarch ikke resulterer i, at de lukker sig for vores døtres generation, opfordrer Natasha Walter.