Anne Birgitte Stürup inviterer indenfor i en ikke helt almindelig butik. Hun har været offentlig anklager i snart 40 år og har som den første herhjemme ført over 100 nævningesager.

Hun er leveringsdygtig i beretninger om alle livets sorte sider, og nu fortæller hun i en letlæst bog lidt om sig selv, noget om tilrettelæggelse af jobbet og meget om en række spektakulære og meget omtalte sager.

To journalister, Morten Bruun og Thomas Bjerg, har fået den erfarne anklager i tale. De tager udgangspunkt i en række sager, som de enten selv har overværet eller kan referere fra andre kilder.

Og så har de ladet Anne Birgitte Stürup kommentere de enkelte sager i en selvstændig replik for på den måde at tegne et billede af en anklagers hverdag og arbejdsmetoder.

Eller i hvert fald Stürups måde, som den har udviklet sig, siden den lidt dovne student med det sociale sind og erhvervserfaring fra Tuborgs tappehal blev en dygtig jurist og anklager – og hurtigt udviklede en faglig interesse for at føre sager om voldtægt, mord, misbrug af børn og anden personfarlig kriminalitet.

Anklageren taler om at »give ofrene mæle«, og at selv om det er synd for alle, så hjælper fængsel, fordi der er »faste rammer«. Undtagelsen er dog skizofrene, som »bør behandles«.

Professionelt kølig
Anne Birgitte Stürup fortæller, ikke særligt overraskende, om et godt samarbejde med politiets efterforskere, der forbereder sagerne, og lidt om den afhøringsteknik, hun bruger i retssalen.

Hun beretter om at være professionelt kølig og ikke lade følelserne løbe af med sig. Men nævner også et par eksempler på, hvad der er sket, bl.a. i sagen mod en kampsportstræner med aids, som smittede en 15-årig dreng.

Træneren fik seks års fængsel og kom sig undervejs, fordi en ny medicin hjalp ham. Drengen døde syv måneder efter dommen – han kunne ikke tåle medicinen.

’Anklageren’ lukker os indenfor i Anne Birgitte Stürups liv og gerning, men bliver lidt for harmløs, fordi den erfarne kvinde ikke får tilstrækkeligt modspil.

Mangler nuancer
På bogens første side citerer forfatterne ellers retsplejelovens paragraf 96, hvor det i stykke to understreges, at anklagere ikke »blot skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted«.

Men håndteringen af netop denne udfordrende balancegang får vi ikke meget at vide om. Jo, Stürup har da afvist sager, fordi de ikke kunne føre til dom. Men længere kommer den ikke.

Og ud over hovedpersonen selv, bidrager kun et par af hendes nærmeste kolleger til at tegne billedet af den åbenbart meget dygtige, effektive og selvkørende anklager.

Mon ikke en af de mange forsvarsadvokater, hun har stået over for gennem årene, kunne have føjet et par nuancer til både person og jobudøvelse?

Det ville Anne Birgitte Stürup formentlig selv have sat pris på. Hun er ansat i en branche, hvor det er lovfæstet, at man skal se på begge sider i en sag.